Prins Herren. Først og fremmest vil jeg sige mange tak for invitationen. Tak til Pastor Erik. Det er et kæmpestort privilegium for mig at komme og dele Guds ord med jer i dag. Det skal I vide. Og jeg hilser jer rigtig mange gange fra kirken i København, fra Københavns Reformerte Baptistkirke. Og I skal vide at I er altid på tavlen. Vi har sådan en tavle hvor vi skriver alle vores bedeemner op. Der står jeres kirkes navn. Altid. Vi beder altid for jer. Amen. Og skal vi også gå i bøn til Herren nu, inden vi går til hans ord. Almægtige Gud. Nåderige Gud. vor himmelske fader. Vi takker dig, å Gud, og vi priser dig. Vi takker dig, å Gud, at vi, som vi lige har hørt, som vi lige har sunget, at du er en god Gud. Mod os uretfærdige er du Gud. Mod os uværdige er du Gud. Og å Gud, vi takker dig for din store nåde. Hjælp os til at forstå din nåde. Hjælp os til at tage imod din nåde. Hjælp os til at leve i din nåde, å Gud. Og vi beder, å Gud, at du vil velsigne ordet til os i dag. Vi beder også, at i kraft af din nåde, at dit ord vil bære frugt i os i dag og i vores liv. Og vi beder, at det allesammen vil være til din ære. Dette beder vi i Jesu navn. Amen. Ja, vi skal i dag se på en tekst fra 1. Korintabrev. Et brev som jeg er ved at gennemgå i kirken i København. Og vores tekst finder vi i kapitel 15. Og vi skal se på vers 9-10. 1. Korintabrev kapitel 15 og vers 9-10. Og dagens budskab har jeg valgt at kalde, at Guds nåde er jeg, hvad jeg er. Så slå op sammen med mig i 1. Korinther 15, vers 9-10. For jeg er den ringeste af apostlerne, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er. Og Hans nåde imod mig har ikke været forgæves. Jeg har arbejdet mere end nogen af dem, dvs. ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig. Amen. Ja, kære brødre og søstre, her i vers 9 af dagens tekst, der skriver Paulus disse overraskende ord. Han skriver, for jeg er den ringeste af apostlerne, ikke værdig til at kaldes apostel. Jeg siger, Paulus, jeg er den ringeste af apostlerne, ikke værdig til at kaldes apostel. Men hvordan i alverden kan Paulus dog sige sådan noget? Hvorfor? Nu, Paulus giver os faktisk selv svaret, for som han skriver, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Ja, kære brødre og søstre, prøv engang at tænke på, hvem denne berømte apostel Paulus egentlig var, før Gud greb ind i hans liv, og Herren Jesus Kristus kaldte ham til sig selv. Ja, hvem han var, det er jo faktisk noget vi kan læse om i det nye testamente. Det er noget som det nye testamente begrætter om. Eksempelvis kan vi jo læse i apostlenes gerninger kapitel 7-8, der hvor Jesu disciple Stephanus bliver stenet til døde for sit vidnesbjørn om Jesus. For her der læser vi nemlig i kapitel 8 og vers 1, at Paulus, som dengang hed Saulus, bifallt mordet på Stephanus. Han bifallt mordet på Stephanus. Altså mordet på Jesu disciple Stephanus behagede Paulus. Men Paulus han stoppede jo ikke der, for i Apostlenes gerning af kapitel 9, der læser vi, at Saulus fnyste stadig af raseri og troede herrens disciple med mor. Og igen, ja så stoppede Paulus jo ikke der, nej for han gjorde nemlig også alvor af sine trusler. For i sit raseri og med morderiske intentioner og motiver i sit hjerte, drog Saulus af stedet til Damaskus for at finde disse jesudiscible, så han kunne få dem fængstet og ført til Jerusalem, hvor de nok med stor sandsynlighed ville komme til at lide sammenskabende som Stephanus, medmindre de altså var villige til at fornægte deres herrer. Men her er det så på vej til Damaskus, at den opstande Herre Jesus Kristus viser sig for Paulus og kalder ham til tjeneste. Og det der sker, det er, at da Paulus er ved at nærme sig Damaskus, der skinner der pludseligt et lys fra himlen om ham. Han falder til jorden, hvorefter han hører en røst sige, Saul, Saul, Hvorfor forfølger du mig? Han svarede, hvem er du her? Han sagde, jeg er Jesus, som du forfølger. Jeg er Jesus, som du forfølger. Men undskyld, Jesus siger her, at Paulus forfølger ham. Men Paulus havde jo aldrig mødt Jesus før dette tidspunkt. Og dessuden læste vi ikke lige i 1. Korinther bøg kap. 15, at det var kirken, og ikke Jesus, Paulus sagde, at han havde forfulgt. Jo, det var kirken, Paulus sagde, han havde forfulgt. Men her, der skal vi forstå, at når Jesus taler om, at Paulus forfølger ham, Ja, så hører vi jo sådan set et ækko af det Jesus han siger i Matteus evangeliet kapitel 25, hvor han siger, alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig. Ved altså at forfølge og søge at ødelægge Jesu kirke, ved at forfølge og søge at få dem der tror på Jesus anholdt og dræbt, Ja, der forfulgte Paulus altså selveste Herren Jesus selv. Og som sådan så stod Paulus som en fjende af Jesus og som en fjende af Gud. En fjende der ikke fortjent andet end at være genstand for en god Guds mishag og en god Guds harme, vrede og straf. Men så skriver Paulus, han skriver i vers 10, men af Guds nåde er jeg hvad jeg er. Af Guds nåde er jeg hvad jeg er. Og ja, når Paulus skriver, at af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, så skal vi være klar over, at så taler Paulus altså BÅDE om sin frelse, såvel som sit kald og sin tjeneste som apostel, inklusiv alt, hvad han fik udrettet som apostel. Det hele er Guds nåde. Guds nåde fra start til slut. hvilket jo betyder, at intet af det, absolut intet af det, er Paulus egen fortjeneste. Og for nu at begynde med begyndelsen, så må vi jo bare sige, at hvad angår Paulus frelse, så kan den ikke på nogen som helst måde være hans egen fortjeneste. Nej, den skyldes udelukkende Guds nåde mod Paulus. Altså, det er af Guds nåde, og det er af Guds nåde alene. Ja, det er Guds ufortjente ønest mod Paulus, der skyldes, at denne ihærdige fjende af Jesus og af kirken, at han blev frat. Det skyldes helt sikkert ikke Paulus selv. Det skyldes helt sikkert ikke, at Gud han så ned fra himlen og så, at der var noget godt i Paulus, der gjorde ham værd at frelse. Nej, og det skyldes bestemt heller ikke Paulus gode gerninger. Nej, og det skyldes end ikke, at Paulus bare åndeligt set var mere vågen og mere modtagelig end de andre rejsedeltagere, som var med ham på rejsen til Damaskus. Nej, for Paulus, han var jo på vej til Damaskus, motiveret af sit eget enæte had, motiveret af sit eget hjertes onde forsæt, fast besluttet på at forfølge Jesu kirke, fast besluttet på at få dem, der tror på Jesus, fængslet og brændt til Jerusalem, hvor flere af dem utvivlsomt ville lide døden. Men her er det så, at Gud i sin store nåde, meget målrettet og radikalt griber ind i Paulus liv og frelser Paulus. Og det som vi er vidne til, det er altså intet mindre end at Gud åndeligt set fjerner Paulus forhærtede hjerte af sten, og giver Paulus et nyt hjerte. Gud giver Paulus et nyt hjerte med nye længsler. Jeg vil godt sige det på den her måde, at Jesus åndeligt set åbner Paulus blinde øjne, så han kan se. Og dette er jo også illustreret ved, at Paulus efter mødet med Jesus og besynet af Jesus er slået af blindhed. Og han må ledes ved hånden af sine ledsager ind til Damaskus. Men herefter for Paulus er der åbnet sine øjne. Skældene falder fra Paulus øjne, og han kan se. Men kære brødre og søstre, her skal vi jo være klar over, at Paulus han får altså åbnet mere end blot sine fysiske øjne. Han får også sine åndelige øjne åbnet, så han nu kan se det, som han ikke kunne se før. Så han nu kan se sandheden. Så han nu kan se, hvem Jesus i sandhed er. at han er den lovet fralser, messias og konge, som Gud i skrifterne har talt om skulle komme. Og herefter rejser Paulus sig, og han bliver døbt, og han vandrer med Herren Jesus og følger ham. Og den Paulus, der før var en fjende af Jesus, der før havde had og mor i sit hjerte, og som søgte at ødelægge Guds kirke og jævne den med jorden, han var nu som forvent. Ja, han gik faktisk hen og blev en mand, der elskede Jesus og kirken af hele sit hjerte, og han blev, som vi også skal se, den mest hårdt arbejdende apostel af dem alle. For som Paulus han end videre skriver i vers 10, han skriver, og hans nåde imod mig, altså Guds nåde, har ikke været forgæves. Jeg har arbejdet mere end nogen af dem, altså Paulus har arbejdet mere end nogen af de andre apostle, Det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig. Altså ikke alene at Paulus blev frærds, men Guds nåde imod Paulus har ikke været forgæves. I den henseende, at Paulus altså gik hen og blev den af apostlene, der bar mest frugt. Han var den, der rejste mest i evangeliets tjeneste. Han var den, der plantede flest kirker. og han blev også forfatter til flere af de nytestamentlige bøger end nogen af de andre apostle. Således skrev Paulus hele 13 af de breve, som er at finde i det nye testament. 14, hvis man mener, at det også var Paulus, der skrev Hebræabrevet. Men i hvert fald helt sikkert 13, hvor apostel Johannes kun skrev 3. og Peter kun skrev to. Dog skrev apostel Johannes også et evangelium, samt den sidste bog i Bibelen, nemlig Johannesåbenbaringen, som egentlig også er et brev, der skulle sendes ud til de syv menigheder i provinsen Asien. Og Peter, han tilskrev selvfølgelig også at være kilden til Markus-evangeliet. Men igen så tilskreves Paulus jo også at være den apostel der er kilde til Lukas evangeliet. Da Paulus og Lukas jo netop rejste meget sammen og tjente Herren sammen. Så ja, Guds nåde mod Paulus havde på ingen måde været forgæves, for som sagt, så var der ikke nogen, der var så hårdarbejdende som Paulus, og ingen var så produktiv og frugtbærende for Guds rige som han var. Men som Paulus skriver, det vil sige ikke jeg, men Guds noget, som har været nede mig. Altså, Paulus ønsker ikke på nogen som helst måde at tage æren og tilskriver derfor ikke sit store virke og sin store produktivitet til sig selv og til hans egen magt og hans egne evner. Nej, den tilskriver han faktisk også til Guds nåde. Til Gud, der i sin rige nåde giver sine tjener kraft og styrke til at gøre alt det, som han har givet dem at gøre. Altså det, Paulus fortæller os her, det er, at fra først til sidst, så er Paulus, hvad han er, på grund af Guds nåde. Paulus er først og fremmest frelst af Guds nåde, som vi har talt om. Og han er også den apostel, han er. Og han har opnået alt, hvad han har opnået som apostel. Ikke på grund af hans egne evner, kræfter og formåen. Men ene og alene på grund af Guds nåde. Ja, det Paulus fortæller os her, det er, at han havde aldrig kunne været den apostel, han var, var det ikke for Guds ånds virke i ham. Det forholdt sig nemlig med Paulus, som det også forholdt sig med de kristne i Filippi. Til dem skrev Paulus jo, for det er Gud, der virker i jer, både at ville og at virke for hans gode vilje. Således var det jo også Gud, der i sin nåde virkede i Paulus, både at ville og at virke for hans gode vilje. Og kære venner, sådan forholder det sig jo også med enhver en af os. Og når Gud han virker i os at ville, ja, hvordan gør han det så? Jo, så gør han det bl.a. ved at vise os, hvor stor hans ubegribelige nåde imod os er. Og det Gud gør, det er, at først så giver han os syn for, hvor store syndere vi reelt er. og hvor stort det gældsbevis af sønder og overtrædelser, der vidner imod os, reelt er, og hvor retfærdigt det ville være, hvis vores sønder skulle resultere i vores evige fordømmelse og straf. Herefter giver Gud os syn for, hvor stor en nåde, og for stor en barmhjertighed og for stor en kærlighed han har vist os ved at sende sin enborgne søn for at bære vores sønner og bære vor fordømmelse og straf op på Golgathas kors, hvor han døde en stedfortrædende død for os. Og når Gud har givet os syn herfor, ja, så fyldes vore hjerter med en overstrømmende kærlighed, og taknemmelighed til Herren. En kærlighed og en taknemmelighed, der virker i os, at vi af hele vort hjerte har lyst til at tjene Herren. Og vi har et fantastisk eksempel på denne kærlighed og taknemmelighed i Lukas evangeliet kapitel 7, vers 36-50. og I behøver ikke slå op nødvendigvis. Her er Jesus på besøg i en fraiseres hus, og på et tidspunkt så ankommer der også en kvinde til huset. Denne kvinde havde været kendt for, at hun levede i åbenlys synd. Mange mener, at kvinden måske nok var en skøg, men teksten siger os faktisk ikke eksplicit, hvilken synd der var tal om. Men ud fra teksten kan vi i hvert fald forstå, at hendes synd var meget stor. Men vi kan også forstå, at hendes synd altså ville blive tilgivet hende. For Jesus fortæller nemlig i en lignende om to mænd, der får eftergivet deres gæld af en pengeudlåner. Den ene havde en meget stor gæld, og den anden havde en lille gæld. Og Jesus spørger så fariseeren, hvem af dem han troede ville elske pengeudlåneren mest. Hvortil fariseeren så rigtigt svarede, at det ville den, der fik eftergivet mest selvfølgelig. Og Jesu pointe den var, at denne kvinde, som var blevet tilgivet meget, hun elskede tydeligvis Jesus langt højere end fariseeren. Den der altså har fået tilgivet meget, elsker meget, mens den der kun har fået tilgivet lidt, kun elsker lidt. Og hvis der var noget, Paulus han havde fået syn for om nogen, Ja, så var det jo, at han var en stor, stor sønder, der var blevet tilgivet så utrolig meget. Det kan vi jo se i dagens tekst, i det Paulus jo benævner sig selv som den ringeste af alle apostle. Ikke værdigt til at blive kaldt en apostel, fordi han har begået den store synd at forfølge Guds kirke. Men dette er jo ikke det eneste sted, at Paulus omtaler sig selv på denne måde. For igen i Epheser-brevet, kapitel 3, vers 8, der kalder Paulus sig selv for den ringeste af alle de hellige. Altså, Paulus betragter sig ikke bare som den ringeste af alle apostlerne, men Paulus betragter faktisk sig selv som den ringeste af alle de hellige, hvilket betyder den ringeste af alle de troende. Den ringeste af alle, der er kommet til tro på Herren Jesus Kristus. Altså, vi skal forstå, denne apostel, der er forfatter til rigtig meget af det nye testamente, og som har plantet så mange kirker, som han har, han ser altså på sig selv som den ringeste af alle kristne. Ja, kære bror og søstre, vi kan måske være tilbøjelige til at tro, at dette er falsk ydmyghed fra Paulus side. Men nej, det er det på ingen måde. Nej, det der er tale om, det er, at her er en mand, der i sandhed havde fået syn for sin egen synd, men som også havde fået syn for Guds nåde. Og ja, endelig i 1. Timotens prævd kap. 1, vers 15, der kalder Paulus så også sig selv for den største af alle syndere. Her må I godt slå op 1. Timotens prævd kap. 1, vers 15-16. Her der skriver Paulus Troværdigt er det ord og al modtagelse værd For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere Og af dem er jeg den største af dem er jeg den største. At syndere er jeg den største, skriver Paulus, og så tilføjer han dette i værst 16. Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første. Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. Altså det Paulus siger her, det er at rent faktisk, så var han så stor en sønder, at han var den første om hvem man kunne sige, at på ham, altså på Paulus, der havde Kristus Jesus vist hele sin langmodighed. Ja, på ham havde Kristus Jesus vist hele sin overbærenhed og hele sin fuldkomne tålmodighed. For Kristus kunne jo på retfærdig vis have dømt ham, for det havde han jo så rigeligt fortjent, med tanke på hans onde motiver, på hans morderiske intentioner og gerninger. Ja, man kan med rette sige det på denne måde, at Paulus han var som en mand, der sad på dødsgangen. Loven, altså Guds lov, havde fundet ham skyldig, og som sådan gik han sin velfortjente dom og straf i møde. Men Kristus Jesus valgte altså at vise hele sin langmodighed på ham, og valgte at benåde ham. Ja, han valgte at udfrie denne største af alle syndere af hans syndegæld ved som retfærdig at lægge sit liv ned for ham og skænke ham syndernes forladelse. Men når Paulus skriver, at han var den første, Kristus viste hele sin langmodighed på, så betyder det jo selvsagt også, at flere ville følge efter Paulus. Flere af disse største søndere, som Kristus ville benåde og som ville få søndernes forladelse, ville følge efter Paulus. Ja, mange flere. Og disse største søndere, de ville jo kunne se tilbage på den umådeligt store nåde, Gud havde vist Paulus og tænke, jamen så må der da også være håb for mig. Så kan jeg også ved tro på Herren Jesus Kristus få alle mine sønder tilgivet, og så kan jeg også få del i det evige liv. Og når jeg tænker på eksempler fra kirkehistorien på disse største søndere, så kan jeg ikke lade være med at tænke på englænderen John Newton. John Newton der levede fra 1725 til 1807. Ikke at forveksle med den engelske matematiker, fysiker og astronom Isaac Newton, der levede fra 1643 til 1727. Men hvem var denne John Newton så? Jo, John Newton var, i modsætning til Isaac Newton, kendt som en meget overbevist og åbenmundet ateist. En mand som ofte forsøgte at tale andre fra deres tro på Gud, og en mand der også ofte i stor udstrækning var overgivet til gambling og til alkohol. Og som kartegn på et af datidens slaveskibe var han også dybt involveret i den transatlantiske slavhandel på den afrikanske vestkyst og dermed også dybt involveret i alle de grusomheder der fandt sted i den forbindelse. Vestafrikanere blev solgt af andre Vestafrikanere til slaveri, og rejsen til de amerikanske kolonier eller til Europa foregik på et af de skibe, som John Newton han var kaptajn for. Og ja, bestemt ikke alle overlevede turen, grundet de forfærdelige og fuldstændig umenneskelige forhold, der herskede ombord. Vi taler om alt, alt, alt for mange mennesker på alt for lidt plads. Det vil sige, at der var lidt eller slet ingen plads til at bevæge sig. Og vi taler om ikke tilstedeværende hygiejne med sygdomme og død til følge for rigtig, rigtig mange mennesker. Der nogle gange døde så mange som to tredjedele af alle de mennesker der var gået ombord i Afrika. Både mænd og kvinder og børn. Kære venner, sådan et slaveskib havde en intens, intens stank. En intens stank af død. En intens stank af ondskab. En stank der steg op i Guds næsebor. ham som havde skabt alle mennesker i sit eget billede. Og alt denne ondskab var John Newton altså dybt, dybt involveret i. Men den 10. marts 1748, da John Newton var på vej retur over Atlanten, blev han mødt af en voldsom, voldsom orkan, som troede med at synke hans skib. hvilket ville have fået fatale følger både for ham og for alle dem, der var ombord. Men her er det så, at John Newton han ventede sig til Gud i bøn. En bøn om barmhjertighed. Men da han bad denne bønd, da tænkte han også samtidig dette. Hvad bramhjertighed er der mundt at finde for sådan en som mig? Han tænkte, hvad bramhjertighed er der egentlig at finde for sådan en som mig? Men skibet, besætningen og John Newton, de klarede det. Men selvom han faktisk var ret overbevist om, at det var Gud, der havde hørt hans bønd, og som havde vist bramhjertighed, og som havde skånet ham. Ja, så kom han altså ikke til omvendelse ved denne her lejlighed. Nej, dette skete først ved en senere lejlighed, hvor Gud virkelig åbnede John Newtons øjne og gav ham at se sin store nåde og barmjertighed til skyldige søndere som ham. Ja, til de største af søndere. Og denne nåde Den så John Newton ingen andre steder end i evangeliet om Jesus Kristus korsfæstet. Og denne nåde og bomjertighed den søgte John Newton, og den fik han. For som Jesus selv siger i Matteus evangeliet kapitel 7 og vers 8, en vær som beder får, og den som søger finder. Den som banker på lukkes da op for. Og sidenhen så skrev John Newton også en hymne om dette. En hymne, som er gået hen og er blevet den måske mest berømte af alle kristne hymner og sange. Nemlig hymnen Amazing Grace. En hymne, hvis ordet de fleste af os er bekendte med, tror jeg. Amazing Grace, how sweet the sound, that saved a wretch like me. Og på dansk, forbløffende noget, så herligt den lyder, som fralste et elendigt menneske som jeg. Ja, et elendigt menneske kaldte John Newton at rette sig selv. Men Guds forbløffende og helt ubegribelige nåde til skyldige syndere frelste altså dette helt igennem elendige menneske. Og John Newton, han er faktisk citeret for at sige dette. Han sagde, jeg kan helhjertet stemme i sammen med apostlen, altså apostlen Paulus, og erkende, Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er. Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er. Jeres kære broder eller søster i herrem, nu er turen kommet til spørgsmålet, hvad med os? Hvad tænker vi egentlig? Og hvad siger vi egentlig om os selv? Mener vi selv, at vi har nogen som helst grund til stolthed? Mener vi, at vore frelse på nogen måde skyldes os selv? Tænker vi, at vore frelse måske skyldes noget vi har gjort, en god gærning som Gud han så? Mener vi, at Gud han måtte have set noget fra himlen og set noget særligt i os, en særlig kvalitet i os? Ja, tænker vi, at da Gud han så på os, Da så han et godt hjerte. Ja, han så, at vi var gode nok på bunden. Det tænkte en amerikansk gospelsanger faktisk ved navn Marvin Zapp. Da han skrev sangen, he saw the best in me. På dansk, han så det bedste i mig. Altså ifølge denne sang, jeg så mener Marvin Zapp altså, at Gud frelste ham, fordi han så det bedste i ham. Men det var slet ikke sådan, at John Newton han så på det, eller aposten Paulus for den sags skyld. Nej, for John Newton han sang, Amazing Grace, how sweet the sound, that saved a wretch like me. Altså, forbløffende noget, så herligt den lyder, som frelste et elendigt menneske som jeg. Og kære brødre og søstre, hånden på hjertet, er det ikke rigtigt, at Gud ikke har fralst en eneste af os, fordi han så noget godt i os? Eller fordi han så en særlig kvalitet i os? Men at Gud han fralste os på trods af, På trods af at vi var elendige, på trods af at vi var helt igennem fordervede syndere, der levede vores liv i oprør mod ham, indtil Gud i sin nåede greb ind. Er det ikke sandt? Og er det ikke også sandt om os, ja om hver eneste af os, at vi alle har været som forbrydere på dødsgangen? Forbrydere der gik vores velfortjente dom og straf i møde, men at Gud handgreb ind og ufortjent benådede os. Er det ikke sandt? Jo det er det i hvert fald. Det er i hvert fald hvad Guds ord meget klart siger til os. For hvad er det? Paulus han selv skriver også i romerbreddet kap. 3, 23-24. Området kap. 3 v. 23-24, der skriver Paulus, for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gørs de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Lad jer mærke til et helt bestemt ord her i Paulus formulering, nemlig ufortjent. Ja, ufortjent eller gratis, kvidt og frit. Som en gave. Altså ikke noget, man på nogen som helst måde har gjort sig fortjent til. Nej, tværtimod, for som der jo står, ufortjent gørs de retfærdige af hans nåde. Og ja, vi ved jo alle, at dette er sandt, gør vi ikke. For sådan er nåden, kære venner. Noget er fuldstændig ufortjent ønest. Det er Guds ufortjente velsignelse til dem, der rent faktisk har fortjent det modsatte. Til dem, der har fortjent at være genstand for fordømmelse og for straf. Og derfor kan vi også helhjertet stemme i sammen med Paulus og med John Newton og bekende denne sandhed, at af Guds nåde er jeg hvad jeg er. Ja, af Guds nåde er jeg hvad jeg er. Og var det ikke for Guds nåde, var det ikke for Guds nåde i indgriben, at så ville du og jeg stadigvæk være i vores sønder. Ja, var det ikke for Guds nåde? Var det ikke fordi Gud havde givet dig og mig et nyt hjerte og havde åbnet vore øjne til at se? Så ville vi stadig i blinde være på vej mod afgrunden. Og det endda i fuldt løb. Ja, i fuldt løb. Kære venner, vi skal til at slutte for i dag. Men inden vi gør det, så synes jeg lige, vi skal dvæle ved i vor stor udstrækning. Dagens tekst giver dig og mig håb. For dagens tekst giver nemlig et stort håb til dig, som allerede kender Herren og som vandrer med Herren. For det faktum, at vi er hvad vi er på grund af Guds nåde, og at frelsen fra først til sidst ikke afhænger af dine evner, og ikke afhænger af din formål, men af Gud som viser nåde, det giver os også en sikker forvisning om, at Gud i sin nåde vil bevare os, og at Gud i sin nåde vil holde os fast. For som han jo selv har lovet os, som Jesus han jo selv sagde, han sagde, mine forhører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Johannes evangelie kapitel 10, vers 27-28 Amen. hvilket løfte. Et løfte, som du som Guds barn kan holde fast i. Dagens tekst giver også håb til dig, der er i tjeneste for Herren. til dig, der er blevet givet at gøre meget for Herren, men som til tider kan opleve at blive slået af modighed og udmattedhed. For dagens tekst siger jo til dig, at det afhænger ikke af dine evner, din formån og dine kræfter, men det afhænger af Guds nåde. For lige så vel som Paulus omfattende tjeneste og store arbejde ikke afhænger af Paulus evner, af hans kræfter og formån, Jeg så gør din tjeneste, og det arbejde du er blevet givet at gøre, det altså heller ikke. Derfor se hen til Herren og sæt al din lid til ham, som du tjener, og sæt din lid til, at han vil bygge sin kirke, at han vil udbrede sit rig, at han vil frelse mennesker, når du trofast prædiker evangeliet. Ja, når du trofast sår, og når du trofast vander med evangeliets ord, så sæt din lid til, at Herren han vil bringe vækst. Dagens tekst giver også håb til dig, der beder, og som råber til Herren i forhold til en ægtefælde eller et kært familiemedlem, i forhold til en god ven eller en arbejdskollega, hvor vedkommende måske bare overhovedet ikke ønsker at lytte til dig. Deres ører synes totalt lukket i, og deres hjerte synes at være som sten, synes ikke at være til at trænge igennem. Og ja, du tager måske nok dig selv i at tænke, at hvad angår dem, så er der ikke noget at gøre. Det her er fuldstændig umuligt. Men du glemmer bare én ting, kære broder og søster. Og det er, at det er sådan set ikke kun umuligt for din ægtefæld. dit kære familiemedlem eller din gode ven og arbejdskollega. Nej, det er faktisk umuligt for enhver af syndens villige og lydige slaver at gøre sig selv frie. Hvorfor? Jo, fordi som syndens villige og lydige slaver, der elsker de jo deres synd og ønsker derfor ikke denne frihed. Og det er jo også derfor, at Jesus siger i Markusevangeliet kapitel 10, vers 27, han siger, for mennesker, er det umuligt. For mennesker er det umuligt. Men herefter så siger Jesus så, men ikke for Gud, til alting er muligt for Gud. Ja, alting er muligt for Gud. Og vi skal jo forstå, at når Gud han kunne gribe ind og radikalt forvandle en Paulus og radikalt forvandle en John Newton, jamen så er der altså også håb for din ægte fælge og for dit elskede men hårhjertede familiemedlem. Så er der også håb for din gode ven og kollegaer, hvis ører måtte virke nok så tilstoppet. For nok virker det umuligt for dem, ja, men ikke for Gud, for alting er muligt for Gud. Alting er muligt for Gud. Kære ven, for tvivl derfor ikke. Gud kan gøre det. Gud, han kan gribe ind. Til sidst vil jeg også gerne sige til dig, kære ven, der har lyttet til det her budskab, men som tænker, kan jeg virkelig blive frelst? Og du tænker måske, at nej, hvad angår mine sønner, så er de for store. Mine sønner, de har vokset sig over mit hoved, og de tynger mig ned. De tynger mig ned dybere end graven. Og jeg kan ikke se, hvordan Gud han skulle kunne tilgive mig. Hvis de er dig, så lad mig minde dig om, at du med ret stor sandsynlighed ikke er en større synder end hverken aposten Paulus eller John Newton. Hvis Gud viste hele sin langmodighed på dem, så kan han også vise den på dig. Ja, hvis Gud kunne frælse dem, så kan han sanneligt også frælse dig. Kom derfor til Herren Jesus Kristus. Kom til ham. Han er mægtig til at frelse syndere som dig og mig. Det var jo netop derfor, at han udgød sit blod og døde en stedfortrædende død på Golgathas kors. Det var for at bære verdens synd. Det var for at zone menneskers synder, således at de kunne blive forlivet med Gud og kunne få fred med Gud. Kom derfor til Herren Jesus Kristus og kast al din tro og kast al din tillid på ham. Det er nu det er nådens tid. Det er nu at det er fredsens dag. Må det Herrens ufortjente ønest og velsignelse derfor blive dig til del denne dag. Og må Herren velsigne sit ord til os alle i dag. Amen. Almægtige Gud og vore himmelske Fader, vi takker dig og Gud for dit ord til os i dag. Vi beder over Gud, at du vil rigt velsigne det. Må det bære frugt i vore hjerter, over Gud. Må dit ord kalde os til større tillid til dig. Må det hjælpe os til at hvile i din nåde, Og vi beder også, År Gud, at det må også virke i dem, der ikke kender dig, År Gud. Må dit ord ikke vende tomt tilbage til dig, men må det udføre dit ærne, År Gud. Må din vilje ske. Det er det bedre, vi hver her i Jesu Kristi navn. Amen.