Vi skal komme frem for Herren i bøn, inden vi går til hans ord. Ja, vore almægtige og nåderige Gud og vore himmelske Fader, vi takker og vi ærer dig. Vi priser dig, vore himmelske Fader. Vi takker dig for, at du har sendt din egen Søn, vore Herre Jesus Kristus, at du sendte ham, gav ham som et sonoffer for vores sønner. Vi takker, at vi på denne dag, Herrens dag, kan samles og mødes, og vi kan glæde os og fryde os over den store frelse, som du har givet os del i. Og vi beder, at dit ord nu må komme til os, og at, som du har lovet, at det ikke må vende virkningsløst tilbage, men at det må gøre dit ærende, det må udføre din vilje, Ja, himmelske Fader, må dit ord virke mægtigt ibl. os. Må det virke til frejelse. Må det virke til opbyggelse og styrkelse af dit folk. Og må det være til din ære. Dette beder vi i vores Herre Jesu Kristi navn. Amen. Ja, vi skal i dag fortsætte vores gennemgang af Daniels bog. Og vi skal tage hul på kapitel 10. I bedes venligst slå op i Daniels bog, kapitel 10, på side 794 i den danske Bibel. Side 794, Daniels bog, kapitel 10. Og jeg har givet dagens budskab følgende titel. Daniel søger Guds ansigt i sorg. Daniel søger Guds ansigt i sorg. Ja, men lad os læse Daniels bog, kapitel 10, og vi læser fra vers 1 til og med vers 12. Jeg læser. I perserkongen Kyros tredje regeringsår blev et ord åbenbart fra Daniel, som havde fået navnet Belshazzar. Ordet var sandt, det var meget vanskeligt at forstå, men han forstod det ved hjælp af et syn. På den tid holdt jeg, Daniel, sov i tre uger. Jeg spiste ikke lækkert brød, der kom ikke kød og vin i min mund, og jeg salvede mig ikke, før de tre uger var gået. På den 24. dag i den første måned, da jeg var ved bredden af den store flod Tigris, løftede jeg øjnene og så en mand iført en lindedragt med et bælte af ufast guld om lænden. Hans læme var som kryssolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blank kor. Når han talte, lød det som en folkeskare. Kun jeg, Daniel, så synet. Mændene, der var sammen med mig, så det ikke, for hans stor rædsel var faldet over dem, og de var flygtet og havde skjult sig. Jeg blev alene tilbage, og da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig. Jeg blev lige bleg og havde ikke flere kræfter. Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden. Der rørte en hånd ved mig, ruskede i mig, og fik mig op på knæ og hænder. Så sagde han til mig, Daniel, du højt elskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig og rejser dig op, for nu er jeg udsendt til dig. Og da han talte til mig, rejste jeg mig skelvende. Han sagde, frygt ikke, Daniel, for fra den første dag, du satte dig, for at opnå indsigt og ydmyge dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld. Amen. Ja, kære brødre og søstre, vi skal nu i gang med den sidste del af Daniels bog, som er kapitel 10-12. Her finder vi nemlig det femte og sidste af de syn, som vi finder i Daniels bog. Men inden vi kommer til det syn, så skal vi lige bruge lidt tid på Daniel. En Daniel, som måske burde være glad, men som ikke er det. Ja, men lad os tage hul på det. I vers 1 læser vi. I Perser kongen Kyros tredje regeringsår blev et ord åbenbart fra Daniel, som havde fået navnet Belshazzar. Ordet var sandt, det var meget vanskeligt at forstå, men han forstod det ved hjælp af et syv. Ja, jeg vil altså faktisk gerne lige læse vers 1 igen, men denne gang vil jeg gerne læse det i den tidligere oversættelse, den tidligere danske oversættelse, som i modsætning til den danske, det er den 92. udgave, flugter meget bedre med alle de gode engelske oversættelser. Den siger nemlig, I Pers er kongen Kyros tredje regeringsår modtog Daniel, som havde fået navnet Belshazzar, en åbenbaring. hvor ordet er sandhed og varsler om stor trængsel, og han mærkede så ordet og agtede på sygden." Altså, hvis I lagde mærke til det, så siger den ældre oversættelse ikke, at ordet var vanskeligt at forstå, sådan som vi i den 92. oversættelse siger, men at ordet varslede stor trængsel. Ja, ordet, som Daniel modtager, varslede stor trængsel eller konflikt. Dette, synes jeg, stemmer meget bedre med sammenhængen, som vi kommer til at se på. Ikke denne gang, men nok først næste gang. Men lad os nu se på, hvad der egentlig leder op til, at Daniel modtager dette ord og syn fra Gud. Og i den forbindelse vil jeg gerne rette jeres opmærksomhed på, at det bestemt ikke er uden betydning, at Daniel meget, meget præcist angiver, hvornår han modtager dette femte og sidste syn. Det gør han nemlig, som vi læser i vers 1, i perserkongen Kyros tredje ageringsår, som har været omkring år 536 f.Kr. Og det der er rigtig, rigtig interessant, og hvad jeg er blevet mærke i, det er, at Daniel modtager dette syn to år efter, at selv samme kong Pyros, han har frigivet jøderne fra deres eksil, så de nu kan vende tilbage til deres land og deres by. Dette kan vi faktisk læse om både i Esrers bog, kapitel 1, og i 2. krønikebog, kapitel 36. Så prøv engang netop at slå op i 2. krønikebog, kapitel 36, på side 417. 2. krønikebog, kapitel 36, og vers 22-23. Side 417. Og lad os lige se lidt nærmere på, hvad disse vers siger. Her står der nemlig. I perserkongen Kyros første regeringsår vagte herren perserkongen Kyros ånd, for at herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. Og her refereres der selvfølgelig til det løfte Gud han havde givet i Jeremias bog, kap. 29, v. 10, hvor han siger, at når der er gået 70 år i Babylon, så vil han igen drage omsorg for sit folk, og så vil han bringe dem tilbage til deres land. Godt, men lad os nu læse videre. I hele sit kongerige lod han, altså Kyros, følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt. Dette siger Pærs og kongen Kyros, Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongerier, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud Herren være med en værd ibl. jer af hele hans folk. En værd skal drage dig op. Ja, en værd skal drage dig op, erklærer kong Kyros. Altså, det er folket nu frie til at gøre. Det vil sige, deres eksil på 70 år, det er nu overstået. Altså, det vi skal forstå, det er, at når vi kommer til dagens tekst i Dagens Bog, kapitel 10, så er det altså to år siden Guds løfte fra Jeremias bog, kapitel 29, vers 10, gik i opfyldelse. Men ikke kun det. Det skete jo også som svar på Daniels inderlige bønd, som vi kiggede på i første halvdel af kapitel 9. Så her der synes man jo, at det må være på sin plads at sige, pris Herren og halleluja, hvor fantastisk. Og man tænker, at Daniel på det her tidspunkt, altså han burde have svært ved at rumme sin glæde. Til syneladende så kan Daniel sagtens rumme sin glæde. Så vi læser nemlig følgende i vers 2-3 af dagens tekst i Daniels bog kapitel 10. På den tid holdt jeg, Daniel, sov i tre uger. Jeg spiste ikke lækkert brød, der kom ikke kød og vin i min mund, og jeg salvede mig ikke, før de tre uger var gået. Ja, som vi læser, så holdt Daniel sorg i tre uger og holdt det, vi kan kalde for en delvis faste. Altså en faste, hvor han godt nok tog føde til sig, men hvor han afholdt sig fra det, skal vi kalde det, delikatesser. Han afholdt sig fra delikatesser af den slags, der bringer mennesker glæde, såsom lækkert brød, kød og vin. Og ved at holde sig for disse ting, så signalerede Daniel altså, at han sørgede. Så står der også, at Daniel heller ikke ville salve sig med olie, hvilket på gamle tester meldt i tid også var et tydeligt tegn på sorg. Når vi forstår, at Daniel sørgede, Der ligger der også det i det, som vi også kan se senere i teksten, nemlig at Daniel i sorg ihærdigt søger Guds ansigt i bøn. Men det store spørgsmål her er altså, hvorfor i alverden sørger Daniel her to år efter, at han har fået et kæmpestort bønnesvar og Guds løfte af Gud i opfyldelse. Ja, teksten her fortæller os det jo sådan set ikke. Men jeg har et rigtig, rigtig godt bud på det. Og mit bud er, at Daniel sørgede af to årsager. Og den første årsag til, at Daniel sørger, skyldes Guds folks sørgelige, åndelige forfatning. Og hvad mener jeg så med det? Jo, vi læser i Esrers bog, at antallet på dem, der drog tilbage til Judah i kong Kyros første regeringsår, var i omegnen af 50.000 mennesker. Men som historien beretter, så var det dog langt fra alle jøder, der drog op til Jerusalem, på trods af, som vi læste, at kong Kyros altså havde erklæret, at alle kunne drage op. Ja, flere skulle dog senere følge, efter at den persiske kong Atasaxes havde udstedt befalingen om at arbejde på byen, og teltet nu kunne fortsætte, som vi også kan læse om i Esraspol kap. 7 og 8. Men det vi altså skal bide mærke i, det er, at der altså var mange jøder, der ikke benyttede sig af deres gudgivende frihed til at drage hjem fra eksilet i Babylon og tilbage til deres land, selvom de nu havde mulighed for det. Men hvorfor? Hvorfor drog de ikke tilbage? Jo, selvfølgelig har der jo nok været nogen, der ikke gjorde det, fordi de på daværende tidspunkt var for gamle eller for syge, og måske derfor var ud af stand til at klare den lange, hårde og måske farlige rejse tilbage. Man hoppede jo ikke bare på et fly dengang. eller sat sig ind i et tog, sådan som vi vil gøre i dag. Men det var en rejse, der tog i omregnen af fire måneder, og hvor man kunne møde forskellige fare og besværligheder på sin vej. Så ja, måske var det også derfor, at Daniel selv stadig var i Babylon. Daniel var jo på det her tidspunkt med stor sandsynlighed en ældre mand i sine 80'ere. Men det kunne selvfølgelig også meget vel have med at gøre, at Daniels gudgivende opgave endnu ikke var fuldført og færdiggjort i Babylon. Vi ved det ikke med sikkerhed, men det hælder jeg nok mest til. Men som jeg nævnte, så skal vi altså byde mærke i, at der var mange jøder, der valgte at blive tilbage i Babylon. Og så kan man jo spørge, hvorfor så det? Jo, fordi nu var de jo ikke længere slaver. Derfor havde de det jo egentlig rimelig godt og komfortabelt i Babylon. Derudover var der jo nok mange af dem, der var blevet født i Babylon, og Babylon, det var alt de kendte. Men selvfølgelig er grunden til, at de tænkte sådan, det skyldes jo nok desværre deres sørgelige, åndelige forfatning. Det skyldes nok desværre, at de ikke havde den store anseelse for deres Gud, at de ikke brændte af nidkærighed for ham og for hans navn og ære. Og således havde de ikke nogen begejstring og ivr efter at skulle bryde op for deres liv i Babylon, drage ud på den lange rejse til Jerusalem og deltage i det hårde arbejde, det helt sikkert var, med at genopbygge Guds tempel og byen. Til lige også med al den fare og konflikt, det jo helt sikkert også indebar. Men netop dette med Guds tempel og tilbedelsen af Gud i templet. Ja, det har vi jo set tidligere, at Daniel selv han var virkelig nedkær for. Det var noget, som han enderligt længtes efter. I husker jo, hvordan Daniel i kapitel 6 bedede ud af sit tagvindue, at han beder, vendt mod Jerusalem, vendt mod det sted, hvor templet engang stod. Og vi noterede jo også igen i kapitel 9, at Daniel nævner, at det tidspunkt, englen Gabriel kommer til ham, er det faktisk det tidspunkt, at aftenofferede i templet ville være blevet offret. Og jeg mener, Daniel har altså på dette tidspunkt ikke set templet i mange, mange år. Og ja, der står jo ikke engang et templ i Jerusalem på det tidspunkt. Alligevel er han opmærksom på, hvornår tidspunktet for aftenofferede i templet ville have været. Det siger altså noget om Daniels nidkærhed. Det siger noget om hans hjertes inderlige længsel. Jeg tror også, det er meget, meget sigende, at der i vers 4 står, at afslutningstidspunktet for Daniels sov og faste er på den 24. dag i den første måned. Fordi det fortæller os, at det tidspunkt, Daniel bliver fyldt med sov, det er cirka en uges tid, inden den jødiske påskefest skulle til at starte. En tid, hvor Guds folk, efter Guds forordning, normalt ville fejre og mindes deres frigivelse fra slæveri i Ægypten, hvor de mange år tidligere kunne drage ud og drage på vej mod deres forjættede land. Men nu hvor Gud adder engang har sat sit folk i frihed, nu hvor Gud adder engang har banet vejen for, at de kan vende tilbage hjem til deres land, ja ak, så er der rigtig mange, der ikke benytter sig af det. Og jeg ved ikke, om I kan sætte jer ind i det, men Det har nok ikke været en særlig opmuntrende påsketid for Daniel. Nej, det har helt sikkert voldt ham stor, stor sorg. Men jeg tror ikke det kun er det, der voldte Daniel sorg. Nej, der er en ting mere. En rigtig, rigtig stor ting. Og det er, at med stor sandsynlighed er det kommet Daniel for øre, at stor modstand havde rejst sig imod genopbyggelsen af templet i Jerusalem. En modstand, der havde gjort, at byggeriet faktisk på det her tidspunkt er stoppet, hvilket vi kan læse om i Esrers bog kapitel 4. Og ja, dette har med sikkerhed gjort Daniels sorg endnu større og endnu tungere, velvidende, at Daniel jo netop havde så stor nidkærhed for templet og for tilbidelsen af Gud. Så for at opsummere her, så er det altså min klare overbevisning, at det er sorgen over disse to ting, Der driver Daniel her i kapitel 10 til at søge Herren, til at søge Herrens ansigt i bøn og faste. Og vi kan nok sagtens forestille os de spørgsmål, som Daniel må have haft i sit hjerte. Gud, hvad er det, der foregår? Herre, hvordan kan det her være rigtigt? Ja, ikke bare kan vi sagtens forestille os det. Men jeg tænker også, at vi sagtens kan relatere til det. Så læser vi i vers 4-6. På den 24. dag i den første måned, da jeg var ved bredden af den store flod Tigris, løftede jeg øjnene og så en mand iført en lændedragt og et bælte af ufadsguld om lænden. Hans lame var som kryssolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blankkår. Når han talte, lød det som en folkeskare. Ja, som I læser her, så får Daniel efter tre ugers sorg, faste og bønd et meget, meget usædvanligt møde. Et møde, der finder sted, ved bredden af den store flod Tigris i Babylon, som vi læser. Og i vers 7, der fortæller Daniel os dette. Kun jeg, Daniel, så synet. Mændene, der var sammen med mig, så det ikke, for en stor rædsel var faldet over dem, og de var flygtet og havde skjult sig. Altså, som vi ser, så havde denne mand og hans fremtoning fremkaldt en så stor rædsel blandt dem, Daniel var sammen med, at de simpelthen flygtede og skjulte sig. Men hvad med Daniel selv? Hvad var hans reaktion? Jo, som vi læser i vers 8-9. Jeg blev alene tilbage, og da jeg så dette vældige syn, forlod alt kraft mig. Jeg blev lige bleg og havde ikke flere kræfter. Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden. Kære brødre og søstre, jeg vil nu stille et rigtig godt spørgsmål her. Hvem kan der mundvært tale om her? Hvem er det, som kommer til Daniel her? Hvem er det, som Daniel her siger, iførte en lændedragt med et bælte af ufast skuld om lænden? Med et lame som krysolit, med et ansigt, der stråler som lynet, med øjne som flammende fakler, med arme og fødder som blankkår, hvis tale lød som en folkeskar? Bingo. Nogen vil sige, at Der her må være tale om en engel. At der enten må være tale om Gabriel eller ærkeenglen Michael. Men det vil jeg mene ikke kan være korrekt. For denne mand, denne person, fremtager i en lindedragt, så klædt som en præst, og med et guldbælte om linden som en konge. Og derfor vil jeg gå så langt og hæve det. Her er en, der er større end englene. Jeg vil endda ikke gå så langt at sige, at dette er ham, som alle Guds engle skal kaste sig ned for, som Hebræerbrevet kapitel 1, vers 6 siger. Sagt med andre ord, ham som viser sig for Daniel her, er ingen anden end den præinkarnerede Guds søn. Dette er Herren. Dette er Herren Jesus Kristus, brødre og søstre. Prøv blot at høre, hvordan apostelen Johannes møde med Kristus bliver beskrevet i Johannens åbenbaring, kapitel 1, vers 12-16. Og prøv at lægge mærke til de helt åbenlyse lighedspunkter. Og I er meget velkommen til at slå op i Johannens åbenbaring, kapitel 1. Det er på side 1131. Blot måske hvis I har en finger i hvert kapitel. Men Johannes 1, 12-16, 1131. Og jeg læser. Johannes 1, 12-16. Jeg starter lidt inde i vers 12. Da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestærer, og midt mellem lysestærerne en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som det hvideste hul, som sne, og hans øjne var som lugende ild, og hans fødder var ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og hans røst var som lyden af vældig vande. I sin højre hånd holdt han syv stjerner, og ud af hans mund stod et skarp, tvækket svær. Og hans udseende var, som når solen stråler i al sin styrke. Ja, så spørger jeg her, lade I mærke til de meget tydelige og meget åbenlyse lighedspunkter i disse to beskrivelser. Daniel, en lindet dragt med et bælte af ufasguld. Johans, en fodlang dragt og med et guldbælte. Daniel. Øjne som flammende fakler. Johannes. Øjne som lugende ild. Daniel. Fødder som blank kover. Johannes. Fødder som skinnende maden, der gløder i ovnen. Og endelig. Daniel. Hans tale lød som en folkeskare. Johannes, hans røst var som lyden af vældige vande. Ja, ligheden mellem de to beskrivelser synes jeg ikke er til at tage fejl af, men der er faktisk flere endnu. Fordi i Johannes 1, vers 17 læser vi, Da jeg så ham, faldt jeg ned fra hans fødder som død, men han lagde sin højre hånd på mig og sagde, frygt ikke. Jamen, det var jo også lige præcis, hvad der skete med Daniel. For i vers 8-9 læste vi jo, at al kraft forlod Daniel, at han blev lige bleg og ikke havde flere kræfter, og at Daniel som følge heraf lå dypsøvn med ansigtet mod jorden. Men som med Johannes, Men så ser vi også, at manden, der taler til Daniel, lægger sin hånd på ham og siger, frygt ikke. Ja, og en ting mere, en vigtig detalje mere, som vi ikke bør overse, det er reaktionen fra de mænd, der er sammen med Daniel. For som vi læste, så var der faldet en stor rædsel over mændene, og derfor flygtede de og skjulede sig, så de ikke så sygene. Og ja, det minder jo om, at da Jesus åbenbarede sig for Paulus, gør det ikke. Her så mændene, der var med Paulus, heller ikke Jesus. Men jeg synes egentlig, at det i endnu højere grad minder mig om andre situationer i skriften, hvor mennesker bliver græbet af rejse for Gud herre. Det minder også om Adam og Eva. der efter søndefaldet blev bange og blev græbet af rejsel, gemte sig mellem havens træer, fordi de hørte Herren komme. Det minder os om israeliterne, der står i rejsel på lang afstand af Sinais bjerg, hvor Herrens stemme tårtner og hvor de tit bud bliver givet. Og hvor de i rejsel frabøder sig at høre Herren tale, som de siger til Moses, Du skal tale til os, så lytter vi. Men Gud må ikke tale til os, for så dør vi. Spørgsmål her. Hvorfor reagerer mennesker sådan i Guds nærhed? Jo, her må vi bare sige, at det er den reaktion faldende, skyldige syndere har i forhold til Gud. fordi de selv er urene, men han er ren og heldig, og fordi de som syndere ikke kan bestå i hans heldige nærvær og intense stråleglans, ja, så er de bakke for ham. Så er de rad for ham og vil derfor for alt i verden gerne skjule sig for ham. Hvilket også er en af årsagerne til, at mennesker fornægter Gud og undertrykker dens sandhed og det faktum, at han eksisterer og at de i dag skal stå foran ham. Men ja, må jeg bare sige, hvilket frygtindgivende syn denne præinkarnerede Kristus er. Også for Daniel, som altså ved synet og i blikket mister alle sine kræfter og falder til jorden i en dyb søvn. Og her kan jeg så ikke lade være med at tilføje. Tænk, at vi en dag skal se ham som han er. Så læser vi i v. 10-11. Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig, og fik mig op på knæ og hænder. Så sagde han til mig, Daniel, du højt elskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejst dig op, for nu er jeg udsendt til dig. Og da han talte til mig, rejste jeg mig skelvende. Daniel, du højt elskede mand, tænk engang at høre disse ord. Tænk at blive hjulpet op af selveste herlighedens Herre, og så høre disse ord fra ham. Daniel, du højt elskede mand. Tænk, hvilken ømhed, hvilken omsorg og hvilken kærlighed, som Herren udviser her, til et menneske lille som det er, ringe som det er, ja, og syndigt som det er. Og her tænker jeg, at det faktisk er virkelig vigtigt at påpege, at Gud Herren altså ikke elskede Daniel på grund af Daniels retfærdighed eller på grund af noget, Daniel havde gjort. Herren elskede ikke Daniel, fordi han var usædvanlig, fordi han havde præsteret godt eller fordi han havde fortjent det. Spørgsmål. Var Daniel usædvanlig? Ja. Det var han da. Ligesom vi jo også kan sige, at apostlen Paulus var meget usædvanlig. Men husk nu, hvad Paulus sagde om sig selv i 1. kvr. 15, v. 10. Han sagde, at Guds nåde er jeg, hvad jeg er. Hvilket Paulus han sagde i forhold til sin frelse. Altså, Paulus erkendte, at hans frelse var, at Guds nåde er Lena. Men hvad der er bemærkelsesværdigt, det er, at i forhold til alt hvad Paulus havde formået at udrette som apostel, som var mere sammenlignet med de andre apostle, ja, der sagde Paulus, jeg har arbejdet mere end nogen af dem, dvs. ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig. Med andre ord så siger Paulus, det hele er Guds nåde. Det hele er Guds nåde. Både min frelse og alt hvad jeg har gjort, alt hvad jeg har udrettet, det hele er Guds nåde. Guds nåde i Kristus. Kære brødre og søstre, vi skal forstå, at Gud elsker os, hans kære børn, ikke fordi vi har givet ham nogen grund til det. Nej, det er af nåde alene. Det er ene og alene på grund af hans nåde. Som Paulus han også siger det i Romer brevet kapitel 5 og vers 8. Gud viser sin kærlighed til os ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var søndere. Altså Gud elskede os ikke, fordi vi havde gjort noget godt. Gud elskede os ikke, efter vi havde gjort os fortjent til det. Nej, Gud elskede os og viste sin kærlighed til os, da vi var hans fjender, da vi stadig var bortvendte for ham og ikke ville have med ham at gøre. Og kære brødre og søstre, ligesom Paulus, og ja, også ligesom Daniel, er det også på grund af Guds nåde, at du og jeg er hvad? Det er derfor, vi kan sige, at vi er højt elskede af ham. Jan, du højt elskede mand. Florence, du højt elskede kvinde. Og jeg kunne blive ved hele vejen rundt. Ja, som Guds kære børn er vi alle højt elskede. Og tænk engang, at Gud har kastet sin kærlighed på syndere som os. Tænk engang. For som mennesker, så er vi i sandhed ingenting. Prøv blot at se på Daniel i Herrens nærvær. Hvad er han? Han er ingenting. Daniel er ingenting. Han er som død. Han er kraftløs og ud af stand til at gøre noget. Han er uden forstand. Han er uden forstand til at tale. Men Herren kommer specifikt til Daniel. Udsendt af Gud Fader. Han bøjer sig ned til ham. Og Herren giver ham liv og styrker ham. Han hjælper ham op. Og han hjælper Daniel til at forstå. Og han giver ham også kraft til at tale. Igen. Hvilken ømhed. Hvilken omsorg. Hvilken kærlighed. Så læser vi i værst 12. Han sagde, frygt ikke, Daniel, for fra den første dag, du satte dig for at opnå indsigt og ydmygde dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld. Ja, her siger Herren til Daniel, som han jo også sagde til Johannes i åbenbaringen, nemlig, frygt ikke. Frygt ikke. Ja, frygt ikke, Daniel. Men hvorfor ikke? Jo, fordi denne her frygtindgivende skikkelse, denne mægtige herre, der er kommet til Daniel, han er med Daniel. Han er kommet for Daniels skyld. Han er kommet, fordi Daniel søgte ham. Kan I se det? For han siger, jo frygt ikke Daniel, for fra første dag, du satte dig for at opnå indsigt og ydmygde dig for din Gud, og dine ord blev hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld. Jeg er kommet for dine ords skyld. Og ja, helt fra den første dag, helt fra det første øjeblik, Daniel ydmygede sig for Gud og satte sig for at søge Herren og søge indsigt og forståelse hos ham. Ja, fra det øjeblik Daniel gjorde det, da blev han hørt. Der lød hans røst i himlen. Der hørte Gud ham. Og det betyder jo, at selvom svaret altså ikke kom omgående, så skyldes det ikke hverken, at Gud ikke havde hørt Daniel, og det skyldes ej heller Guds manglende velvilje. Det betød blot, at Guds svar af årsager Daniel ikke kendte til, ikke kom med det samme. Og dette, at Guds svar ikke kom med det samme, har jeg sindet, at vi vil se nærmere på næste gang. Der vil vi også se på det faktum, at selvom virkeligheden ikke er helt så ud, som Daniel måske godt kunne have tænkt sig, Så er det ikke fordi Guds plan eller løfter havde slået fejl. På ingen måde. Men igen, mere om det næste gang. Men kære brødre og søstre, lad os nu her til slut tale om, hvad vi kan tage med os fra dagens tekst. For hvis du går rundt med sov i dit hjerte over forskellige ting, så synes jeg faktisk, at der er en hel del opmundring at hente. Det er der i hvert fald for mig. For måske, ligesom mig, så ser du på vores land, og du ser på det intense åndelige mørke, der synes at hænge over det og hvile tungt over det, og du fyldes med en tyngende sorg. Du ser måske også på kirkens og de kristnes tilstand, både i vores land og her i vores by, og du fyldes med sov. Du ser på de få hænder, og du ser på den manglende deltagelse i kirkens arbejde. Du ser på den manglende deltagelse i kirkens bønder. Den manglende nidkærhed for at udbrede evangeliet og for at se kirken bygget. Og igen, så fyldes du med sov. Og jeg måske ser du også på dig selv, Måske ser du på din egen kræftesløshed i dit kristne liv. Du ser måske på dine egne svigt. Du ser på din egen kamp imod en synd, der bare synes at klæbe sig til dig. Og ja, igen, så fyldes du bare med sorg og måske med fortvivlelse. Hvis det er dig, så lad mig da opmuntre både mig selv og dig. Lad os dog rette vores blik væk fra omstændighederne, væk fra os selv, og lad os rette vores blik hen på Herren. Og lad os kaste os ned og inderligt og ihærdigt søge Herrens ansigt. Ja, lad os søge Herrens ansigt og søge og drage nær til ham. Skriften siger i salme 105, vers 4, Søg Herren og hans styrke, Søg altid Herrens ansigt. Søg altid Herrens ansigt. Skriften siger igen i Hebræabrævet, kapitel 11, vers 6. Den som kommer til Gud, må tro at han er til og lønner dem som søger ham. Ja kære brødre og søstre, skriften siger at Gud lønner dem som søger ham. Og ved I hvad? Det gør han virkelig. Og ved I hvad? Gud kan give dig og mig liv på ny. Gud kan hjælpe dig og mig op på ny. Han kan give dig og mig kræfter på ny. Ja, han kan vække sit folk på ny. Han kan vække vores land på ny. Han kan velsigne på ny, og han kan sende arbejdere ud til sin høst. Og ved I hvad mere? Det er også stadig Guds vilje i dag at fri os, hans børn, fra det onde. Helligånden hjælper stadig den dag i dag syndere som os med at dræbe synden i vores liv. Og det er også stadig sandt i dag, at Gud formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, som i Fæsagrævet, kapitel 3, vers 20, siger. Og ved I øvrigt, hvad mere? Evangeliet er stadig Guds kraft til frelse. Det er ikke noget, der blot hører fortiden til. Ja, Guds ord vender ikke virkningsløst tilbage, Det er heller ikke noget, der blot hører fortiden til. Og ja, Jesus bygger stadig sin kirke og dødsrides porte, vi ikke kunne stå imod den, og ej, heller det er noget, der blot hører fortiden til. Derfor, kære venner, lad os da gribe fat i Guds løfter og enderligt søge Guds ansigt. Lad os søge ham og hans styrke. Og ja, hvis Guds svar lader vente på sig, som Daniel oplevede det, så er Gud også mere end i stand til at give os både tålmodighed og fred i det. Velvidende er det ikke fordi, at han ikke er med os, for det er han. Og heller ikke fordi, at han ikke har hørt os, for det har han. Det har han. Må Herren velsigne sit ord til os i dag. Amen. Skal vi bede? Ja, vor almægtige Gud og vor himmelske Fader, vi takker dig, at når vi ser på vores egen kraftløshed, vores egen utilstrækkelighed, himmelske Fader, Ja, så bedrøvs vi. Men når vi ser hen på dig, på din store kraft, når vi søger dit ansigt, så kan vi blive hjulpet op, vi kan få liv på ny, vi kan få kræfterne tilbage. Himmelske Fader, vi beder, at du vil møde hver en af os der, hvor vi er. Vi beder, himmelske Fader, at du vil vise dig om og indsigt, at du vil give os tålmodighed og fred. Himmelske Fader, må du velsigne os. Må du velsigne dit arbejde og gøre det for dit eget store navns skyld. Dette beder vi i vor Herre Jesu Kristi navn. Amen.