Frihedsfærdige Herre, skal vi gå til Herren i bøn, inden vi går til hans ord. Ja, vore almægtige Gud, vore himmelske Fader, Vi takker og vi ophører dig. Vi takker og ophører dig for denne dag. Vi takker og ophører dig for din store frelse. Vi takker at du sendte din egen søn, vores Herre Jesus Kristus, ham som skrifterne havde talt om, ham som alle profeterne havde profiteret om, til rette tid, da tiden var ende, der kom han, trådte han frem som et menneske og døde på et kors for at zone alle vores sønner. Vi takker for denne store frejelse, og vi takker for dit ord, og vi beder, himmelske fader, må dit ord komme til os i dag med kraft og bevisning, og det komme for at opbygge dit folk, og må det alle sammen blive til din ære. Det beder vi i vor Herre Jesu Kristi navn. Amen. Ja, vi skal i dag fortsætte vores gennemgang af Daniels bog, og vi befinder os stadig i kapitel 9, nærmere bestemt vers 24, som vi også så på sidste gang, men som vi altså ikke blev helt færdige med. Det bliver vi så i dag, håber jeg. Titlen på dagens budskab det er Daniels profeti om Messias komme, del 3. Daniels profeti om Messias komme, del 3. Men lad os for sammenhænges skyld læse vers 20 til og med vers 24. Og det er på side 793 i den danske Bibel. Daniels bog kapitel 9, vers 20-24. sidde 793 i den danske Bibel, hvor jeg læser. Endnu mens jeg talte og bad og bekendte min egen og mit folk Israels synd og bønfaldt Herren min Gud og bad for hans hellige bjerg, Mens jeg altså endnu var i færd med bønden, kom manden Gabriel, som jeg tidligere havde set i et syn, flyvende hen til mig ved aftenoffertstid. Han kom og talte til mig og sagde, Daniel, nu er jeg kommet for at give dig indsigt og forståelse. Da du begyndte at bede, udgik dig et ord, og jeg er kommet for at give det videre til dig, fordi du er en højt elsket mand. Giv agt på ordet, så du forstår synet. 70 uger er fastsat for dit folk og for din hellige by. Før overtrædelserne bliver tøjlet, synden bragt til ophør og skylden zonet. Før den evige retfærdighed kommer, før profeternes syner bliver besejlet og det højhellige bliver salvet. Amen. Sidste gang der begyndte vi at se på, hvad der skulle ske inden for den tidsramme, som Gud havde givet Daniel. Altså den tidsramme, som nævnes her i vers 24. Den tidsramme på de 70 uger. Som vi har talt om tidligere, så skal de 70 uger forstås som åruger, hvilket betyder, at vi altså kigger på en tidsperiode på 490 år. Men inden for denne tidsramme, der ville Gud sørge for, at Guds folks overtrædelser ville blive tøjlet, at folkets sønner ville blive bragt til ophør. at deres skyld ville blive zonet og at Gud ville bringe dem en evig retfærdighed. Disse dyrvare løfter gav Gud til Daniel, efter Daniel i første halvdel af kapitel 9 havde bekendt og beklagede sine egne og folkes synder overfor Gud, og efter han havde begrædt den ulykke, der var kommet over dem, som følge af deres overtrædelser og synd. Og ja, herefter er det så, vi ser, hvordan Gud han lover Daniel, at han vil tage sig af sit folks overtrædelser og sønder. Så deres overtrædelser og sønder ikke længere kan fordømme dem. Så deres overtrædelser og sønder ikke længere kan nedkalde Guds vrede og straf over dem. Og hvordan gjorde Gud så det? Ved dette gjorde Gud ved at sende sin egen søn, hvor Herre Jesus Kristus, Gud kommet som menneske, som blev korsfæstet, og som ved at døde en stedfortrædende død for sit folk. En død, hvor at han som deres stedfortræder blev ramt af den straf og vrede, som de havde fortjent, og derved sånede alle deres sønner. Dermed blev overtrædelserne tøjlet, så de ikke længere kunne skade Guds folk. Dernede blev synden bragt til ophør, ja, udslættet, navlet til korset, og således skænkede Gud sit folk en evig dotfærdighed. Sådan som vi også ser det åbenbart i det Nye Testamente. Men sidste gang var der to udsavn her i vers 24 i Daniel kapitel 9, som vi ikke nåede at se på. men som vi vil se på i dag. Og det er, at når de 70 år uger er gået, når Messias kommer, så bliver profeternes syner besejlet. og det højhællige bliver salvet. Propheternes syner bliver besejlet, og det højhællige bliver salvet. Og lad os nu se på det første udsag, det er med, at propheternes syner bliver besejlet. Det store spørgsmål er selvfølgelig det her. Hvad menes der lige med det? Hvad menes der med, at profeternes syner bliver besejlet eller kommer til ende, som det også kan oversættes med? Jo, det betyder i al korthed, at inden for den tidsramme, Gud har givet, der vil alle profeternes syner, alle profeternes ord fra Gud, de vil komme til at blive opfyldt. Indtil dette tidspunkt havde profeterne talt, De havde fået mange syner. Mange, mange profetier var blevet udtalt. Profetien efter profetien havde lytt. Men det skulle altså komme til ende. Hvorfor? Jo, selvfølgelig, fordi nu kom opfyldelsen af alle profetierne. Ja, nu kom ham, som alle profetierne havde talt om. Nu kom Messias, vor Herre Jesus Kristus. Og lad os prøve en gang i dag at danne et overblik over disse profetier i skriften. Og den første profeti, det første løfte om Messias komme, som vi finder i skriften, det lød faktisk allerede i Edens have. Og det var en profeti, der lød i Adam og Evas ører, men som blev udtalt direkte af Gud som et ved til Satan, altså som et varsel til ham om, at der på et tidspunkt ville komme en messias, en fralser, der ville knuse hans magt. Lad os prøve en gang at læse denne profeti, som vi finder i 1. morges bog, kapitel 3, vers 15. Det er på side 11 i Den Danske Bibel. Hvis vi prøver at slå op 1. morges bog, kapitel 3, vers 15, på side 11 i Den Danske Bibel. Her, der siger Gud dette til Satan. Han siger, jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes. Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i halen. Her i den her tekst, der er det kvindens afkom, der skal komme, og knuse satans hoved. Altså, det er en reference til Messias. Men, hvorfor siger Gud egentlig dette til satan? Hvad var det, der var gået forud herfor? Jo, som I måske nok husker, så havde Gud skabt alting godt i begyndelsen, og Gud havde også skabt mennesket godt. Når Adam og Eva, de havde alting i Edens have. Gud havde velsignet dem, og han havde befalet dem, at de skulle blive frugtbare, de skulle blive talrige, de skulle opfylde jorden. Og ja, alt var godt. Men så skete det, som I ved, at Satan kom og fristede Adam og Eva. Og som I nok også helt sikkert ved, så faldt de i synd. Og med Adams fald, så skete der det ulykkelige, at hele menneskeslægten faldt med ham. Ligesom grænene på et træ falder sammen med træet, der falder i skoven, på samme måde faldt alle grænene på Adams familietræ sammen med ham, da han faldt. Og ligesom grænene på et træ får saft og næring fra det træ, det sidder på, og det er tråd og bærer frugt derefter, så må vi jo også bare konstatere, at vi mennesker, som græne på Adams familietræ, har synden i os. Ja, vi er af natur faldne syndere. Faldne syndere, der bærer frugt derefter. Alle som en begår vi synd, alle som en er vi lovbrydere, skyldige i at have brudt Guds lov, og alle som en står vi derfor strafskyldige foran Gud. Kort fortalt, så var det sådan, det gik til, da mennesker faldt og kom under satans magt og under syndens og dødens magt. Og således skete det altså, at der kom fjendskab mellem en hellig Gud og en syndig, oprørsk og faldende menneskehed. Men som vi altså ser allerede i Edens have, Der lover Gud altså at rette op på det. Allerede i Edens have, der lover Gud, at han vil sende en messias, en fralser, en kvindefødt, som skal komme og knuse slangens hoved. Hvilket betyder, at han vil knuse satans magt. Og det var jo også præcis, hvad Jesus gjorde. Nået sig efter tryggeligt endda, da han bar verdens synd på sit eget lame op på korse, for der at dø en stedfortrædende død for faldne menneskers synd og skyld. Denne stedfortrædende såningsdød på Golgathas korse, den ser vi faktisk også blive profiteret af flere af Bibelens profeter. En tekst, som jeg godt tør sige, vi kender rigtig godt, den finder vi selvfølgelig i Esaias bog, som jo er skrevet 700 år før Kristus. Og her profiterer Esaias i kapitel 53, vers 5-6 om Kristus. Han blev gennemboret for vores overtrædelser og knust for vores synder. Han blev straffet for at vi kunne få fred. Med hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får. Vi vendte os hver sin vej. Men Herren lå at vores skyld ramme ham. Ja, nu hvor vi har fat i dette herlige kapitel, kapitel 53 i Sejrsbog, så lad os da også lige høre, hvad vers 11 siger. Her står der nemlig, Min tjener bringer retfærdighed til de mange, og han bærer på deres sønner. Og igen i v. 12, han bar de mange synd og trådte i stedet for syndere. David profiterede også om kristig død på korset. Og således skriver han i psalm 22, og v. 17-19, han skriver, En flok af forbrydere står omkring mig, de har gennemboret mine hænder og fødder. Og så skriver David også, De ser på mig med skadefryd, de deler mine klæder mellem sig, de kaster løg om min klædning. Hvilket jo var præcis, hvad der skete, som vi jo kan læse i Mateusevangeliet kap. 27, hvor det netop berettes om, hvordan den korsfæstede Jesus blev hånet, og hvordan soldaterne kastede løg om hans klædning. Yder mere så profeterede profeten Zacharias disse ord i Zacharias bog kap. 12, 10. De skal se hen til mig, ham som de har gennemboet. De skal se hen til mig, ham de har gennemboet. Og her i, kære brødre og søstre, her i, altså i det at se hen til Jesus, som blev gennemboet på Golgathas kors, Ja, der har vi jo evangeliens klare, sande og rene budskab. Budskabet om Guds frelse vedtroendt på hans enborgende søn. Budskabet om frelse til alle, der ser hen til Herren Jesus Kristus som deres eneste håb. Et budskab, der skulle gå ud til hele verden, til alle folk, folkeslag, stammer og tungemugl. Og kære brødre og søstre, netop dette løfte om Guds velsignelse, at det skulle gå ud til alle folkeslag. Ja, det er faktisk et løfte og en profeti, som Gud han giver til Abraham, helt tilbage i 1. Morse bog. I 1. Morse bog kap. 12, 15, 17 og 22, Der siger Guden admittette til den barnløse Abraham, at han skal blive til et stort folk, at han skal blive fader til mange folkeslag, at hans efterkommere skal blive så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Med andre ord, Abrahams efterkommere, de skal blive så mange, at de ikke kan tælles. Og i 1. Mose 2, 22, 18, der siger Gud så dette til Abraham. Han siger, alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom. Og hør igen, alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom. Og denne profeti, dette syn, Det skulle blive besejlet ved Kristus, som dagens tekst siger. Betydende at det skulle blive opfyldt af Kristus. Fordi han, Kristus, jo netop er det Abrahams afkom ved hvem alle jordens folk skulle blive velsenede. Og måden hvorpå Kristus, som Abrahams afkom, skulle blive til velsignelse for alle folkeslag, det var selvfølgelig ved forkyndelsen af evangeliet om ham korsfæstet til alle folkeslag. Og herved skulle det så også ske, at Abraham, troens fader, skulle blive fader til mange folkeslag. Fader til talrige efterkommere, der skulle blive færdiggjort ved tro, ligesom han sagde. Endnu en profeti og endnu et syn, som blev opfyldt, da Kristus kom, det var faktisk profetien om Guds riges komme. For da Kristus kom, der kom han jo netop og proklamerede Guds riges komme. For som vi læser i Markusevangeliet 1, 15, så siger Jesus jo, tiden er endet, Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet. Og netop dette løfte, Netop denne profeti om, at Guds rige skulle komme, den har vi jo set i Daniels bog, kapitel 2, hvis I husker. Den så vi jo i det drømmesyn, som kong Nebuchadnezzar han fik, og som Daniel hjalp ham med at tyde. Og der så vi meget tydeligt, at der skulle komme fire store verdensriger, før Guds rige skulle komme. Og disse fire store verdensriger er de rimelig lette at identificere som Babylon, det medo-persiske rige, det græske rige og til sidst Romeriget. Og mens Romeriget stadig var der, der skulle der altså komme et rige, der skulle knuse alle andre riger og opfylde jorden. Et rige, der skulle bestå til evig tid, som vi kan læse om i Daniels bog kapitel 2, vers 45. Og dette rige er selvfølgelig Guds rige, også kaldet Hemmeriget i skriften. Og kære brødre og søstre, lige præcis dette riges komme, det proklamerede Jesus altså, da han kom. Og han talte faktisk også om, at dette rige skulle opfylde jorden. For Jesus, han siger lidt med det her i Mateus evangeliet, kap. 13, v. 33. Han siger, at Hemmeriet ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i træmål hvedemel til det hele var gennemsyret. Ja, til det hele var gennemsyret. Og historisk set, Er det også det, der er sket? Guds rige, eller hemerider man vil, har gennemsyret størstedelen af denne her verden. Det rige, der startede småt i Jerusalem for godt og vel 2.000 år siden, har ved forkyndelsen af evangeliet til alle folkeslag og ved plantningen af kirker nu spredt sig til alle kontinenter på jorden. Og det vil det fortsætte med, indtil Jesus kommer igen. Hvad der selvfølgelig er rigtig vigtigt at forstå i forhold til Guds rige, det er, at det så at sige kommer i to faser. Det kommer i en såtid og i en høsttid. Lige nu er vi i såtiden. Tiden, hvor evangelies ord, ofte under trængsel og forfølgelse, bliver sået over hele verden. Men på trods af det, for trods af forfølgelsen og trængslen, vil riget altså alligevel blive ved med at vinde frem. Og det vil det ved at mange, mange mennesker kommer til frelse. Men når Jesus kommer tilbage, så vil det være høsttid. Og høsttid er også den tid, hvor dommen skal stå. Den tid, hvor Herren vil adskille veden fra ukrudtet, de retfærdige fra de uretfærdige, Og da skal de retfærdige, altså de, som er retfærdiggjorde af Kristus, der skal de tage det rige i arv, som var beret for dem, fra verden blev grundlagt. Endnu et løfte, endnu en profeti, som Jesus har besejlet og opfyldt, er løftet om den store Davids konge, der skulle komme. et løfte, og en profeti, der selvfølgelig hænger uløsligt sammen med Guds riges konge. Hvorfor? Jo, fordi har man et rige, altså har man et kongerige, ja, så har man også en konge. Og det har Guds rige selvfølgelig også. Og denne konge er selvfølgelig ingen ringere end den store Davids søn og konge, som profeterne i skriften har talt og skrevet så meget om. Og ja, for lige at nævne det igen. Også disse profetier og disse syner, dem besejler Kristus. Altså også disse profetier, dem opfylder han til punkt og prikke. Men hvad er det så for profetier? Jo, hvis I husker, så profeterede profeten Nathan noget helt, helt fantastisk til David. som er gengivet både i 2. Sammelsbog og også i 1. Krønikebog, kap. 17. Ser I, kong David, som vi læser i skriften, han havde en længsel. En længsel, der gik på, at han ønskede at bygge Gud et hus, et tempel. For David syntes ikke rigtigt, det kunne passe, at han selv boede i sådan et fint sedertræshus, men at Guds pagt ark blot skulle stå i et telt. Det føltes ikke rigtigt for David. Men profeten Nathan kommer så til ham med ord fra Gud om, at David ikke kommer til at bygge et tempel for Gud. Men han siger så til gengæld noget andet til David. Og måske, hvis vi skulle prøve at læse det, hvis vi prøver at slå op i 1. Krønikebog, kapitel 17, på side 375 i Den Danske Bibel. 1. Krønikebog, kapitel 17, vers 11-14. Godt. Ja, 1. Krønikebog, kapitel 17, vers 11-14. Lad os læse de ord, som Nathan bragte fra Gud til David. Han siger, Når dine dage er omme, og du er gået til dine fædre, vil jeg lade en efterkommer, en af dine sønner, efterfølge dig, og jeg vil grundfeste hans kongedømme. Han skal bygge mig et hus, og jeg vil grundfeste hans trone til evig tid. Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn. Min trofasthed vil jeg ikke tage fra ham, sådan som jeg tog den fra din forgænger. Jeg vil indsætte ham i mit hus og i mit kongedømme til evig tid, og hans troende skal være grundfæstet til evig tid. Her lover Gud David, at en af hans efterkommere, en af hans sønner, skal bygge Gud et hus, et tempel. Og at denne søn, denne Davids søn, han skal have en trone og et kongedømme, der skal være grundfæstet til evig tid. Og ja, kære brødre og søstre, denne herlige profeti og dette herlige løfte til David, det har vor Herre Jesus Kristus til fulde opfyldt. For som det fremgår tydeligt i evangelierne, så er Jesus jo den kogge og søn af David, som Israel gik og ventede på. Den konge, som profeten Zacharias profiterede, vidte komme til dem retfærdig og sejrrig, sagt modig i ridende på et asel, på en asel hoppes føl. » – Zacharias bog, kap. 9, v. 9. Hvilket vi jo også ser opfyldt i det nye testamente, Blandt andet i Mateus evangeliet kap. 21, vers 9, hvor folkeskaren foran Jesus og også bag ham råbte disse ord. Hosianna, Davids søn. Vælsignet være han, som kommer i Herrens navn. Hosianna i det højeste. Men profeterne, Nathan og Zacharias, de var jo ikke de eneste, der profiterede om den kommende Davids søn at komme. Det gjorde profeten Esaias så sandeligt også. I den berømte profeti, som vi finder i Esaias bog kap. 9, v. 5-6, der læser vi, for et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmen skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham underfuld rådgiver, vældig Gud, evighedsfader, freds fyrste. Altså her profeterer Esaias om en søn, en kvindefødt, en messias, en hersker og konge, som er både Gud og menneske. Og lyt så til hvad Esaias profeterer i vers 6, Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfeste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid." Altså her ser vi opfyldelsen af løfterne til David. Her er den lovede Davids søn Konge. der skulle komme og som skulle sætte sig på Davids trone og grundfeste sit rige og sit kongedømme til evig tid. Og dette, kære brødre og søstre, opfyldte Jesus altså, da han kom. For i modsætning til helt almindelige dødelige konger, så skulle Jesu lame ikke komme til at se forrørelse, da han lå i graven. Nej, for han blev jo netop ikke i graven, men opstod igen fra de døde og lever evigt. Og efter han var opstået og efterfølgende også faret til himmels, der var det så, at han satte sig på tronen, hvorfra han nu udbreder sit rige til jordens ender. Dette gør han ikke ved sværd. Dette gør han ikke med militærmagt, ikke med bomber, kanoner og tanks. Nej, for det sker ved evangelisk forkyndelse, og det sker ved plantning af sande kirker. Og kære broder og søstre, Guds rige i denne verden avancerer ikke og vender ikke frem Fordi rigede soldater har de fleste midler. Eller fordi de har de fleste penge. Eller fordi de har den bedste fysiske udrustning. Eller fordi de har en intellektuel kapacitet, der er større end deres modstandere. Nej, kære venner, Guds rige binder frem, ene og alene, fordi Gud ved sin ånd og sin kraft er virksom. Virksom, når evangeliet bliver forkyndt. Men lige en vigtig ting. Prophetien om Davids søn fra 1. krønikebog og kapitel 17, som vi læste, han talte jo også om, at han skulle bygge Gud et hus, et tempel. Men hvordan Jesus opfylder dette løfte og denne propheti, det kommer jeg til om et lille øjeblik. For jeg vil mene, at dette spørgsmål også bringer os til det sidste udsavn, som vi finder i Dagens Bål, kapitel 9, vers 24. Det udsavn, som siger, at det højhelige bliver salvet. Og det højhelige bliver salvet. Men hvad betyder det egentlig? Når vores tekst her siger, det højhellige eller det højhellige sted, som nogle oversættelser siger, så er det en reference til det, vi i skriften kender som det allerhelligste. Og det allerhelligste eller det allerhelligste sted, det er en reference til det rum i helligdommen, i templet, hvor pagtens ark stod, Og det var det rum i tempelet, hvor man kunne sige, at Guds manifeste til stedværelse var. Men det var så altså på gammeltestamentlig tid. For når vi kommer til nytestamentlig tid, så er tempelet jo ikke længere et tempel, der er lavet af døde sten, og som står i Jerusalem. Nej, nu er det sådan set et tempel af levende sten. Og da Jesus opgav ånden og døde på korset, hvad så vi da? Hvad skete der da? Jo, der flyttede Gud ud af tempelet i Jerusalem, hvilket blev illustreret ved, at forhænget blev flænset fra øverst, altså op fra Gud, og til nederst. På Pinsedagen flyttede Gud så ind i sit nye, rensede tempel. Det tempel, der var blevet fuldstændig renset og gjort rent af Jesu dyrebare blod. Det tempel, som er Guds løskøbte og færdiggjorte folk. Det tempel, som er Jesu Kristi Kirke. Den kirke, som Jesus selv sagde, at han ville bygge. Og således forstår vi altså også, at det hus, det tempel, som Davids søn skulle bygge for Gud, det er naturligvis kirken. Et tempel bestående af levende sten, bestående af mennesker, af alle folk, folkeslag, stammer og tungemål. Og det der skete på Pinsedal, det var, at fra Gudfader og fra sønnen, Der blev helligånden udgødt over kirken, og helligånden kom og tog bolig i sit tempel. Og kære brødre og søstre, dette kan vi kalde en salving af kirken. Dette var en indvielse af det nytestamentlige tempel som det allerhelligste sted, som Guds bolig på jorden, der hvor Guds manifeste til stedværelse er. Der er jo så selvfølgelig andre holdninger til det her. Der er mange, der vil mene, at salvingen af det højhelige må have været salvingen af Kristus med heligånden i forbindelse med, at han blev døbt af Johannes Døber. Og ja, det er selvfølgelig også en meget oplagt kandidat. Men salvingen af det nytestamentlige tempel er faktisk også på en ret virkelig måde en salving af Kristus. Og det er det, fordi Kristus selv er det sande tempel. Kristus er selv det sande tempel. For Jesus sagde jo selv til jøderne i Johannes evangelie kap 2, vers 19, Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage. Jøderne troede, at Jesus talte om det store stentempel i Jerusalem, som det havde taget 46 år at bygge. Men det gjorde Jesus ikke. Nej, Jesus talte om det sande tempel. Jesus talte om hans lame, som han ville oprejse igen efter tre dage, hvilket han også gjorde, da han opstod igen fra de døde. Og hvad er det, det Nye Testament lærer? Jo, det Nye Testament lærer, at vi som tror på Kristus, vi er i Kristus. Vi er forenet med Kristus. Vi er hans læme. Han er hovedet for kirken, og vi er alle hans læmmer. Og nok så vigtigt, vi er også blevet oprejst sammen med ham til et nyt liv. At salvingen af det højhellige er pinsedagen, hvor helligånden fyldte kirken, det synes jeg også stemmer rigtig godt overens med rækkefølgen af udsavnene, som vi finder i v. 24 i Daniels bog kap. 9. For først har vi jo forsoningen, hvor overtrædelserne bliver tøjlet, hvor sølven bliver bragt til ophør, og hvor skylden bliver sånet. hvilket jo renser gudsfolk og bringer dem evigere færdighed, som teksten siger. Og så er det først herefter, at det højhelige bliver salvet. Hvis salvingen af det højhelige refererer til Jesus' salving med helion ved dopen ved Johannes Døber, ja, så skulle eller burde dette udsagen nok være kommet før de andre. Men det gør det altså ikke. Hvilket peger på, synes jeg, man er velkommen til at være uenig, at der er tale om Pinsedal, som jo altså kommer efter forsonen. Kære brødre og søstre, som I forhåbentlig har fået syn for i dag, så skulle alle profetierne og alle profeternes syner blive besejlet og opfyldt i Herren Jesus Kristus. Løftet fra Edens have om at knuse Satans magt, de opfyldte Kristus, da han døde en stedfortrædende død og opstod igen fra de døde. Løftet til Abraham og profetierne om, at han skulle blive fader til mange folkeslag, at hans efterkommere skulle blive satalrige at de ikke kunne tælles, såvel som løftede om, at alle jordens folk skulle blive velsignede ved Abrahams afkom. Alt dette har Kristus opfyldt gennem forkyndelsen af evangeliet til alle folkeslag, hvor flere mennesker fra hele verden end vi kan tælle er blevet frelst ved troen på Jesus Kristus. Prophetien om Guds riges komme og den store Davids søn og konges komme, har Jesus også tilfulde opfyldt. Ganske som lovet, så kom Kristus og sejrede, og efter sin opstandelse og himmelfart, så satte han sig på sin trone i himmelen, hvorfra han ved evangeliets forkyndelse udbreder sit rige til jordens ender. Og dette gør han i kraft af den kirke, som han selv bygger, som han har renset, og som han har fyldt med helion. Ja, der er for så vidt mange, mange flere profetier, vi kunne kigge på, som Kristus ligeledes har opfyldt. Men jeg har i dag søgt at give jer det, man kan kalde hovedlinjerne. Men kære venner, Når vi nu ser på dagens tekst, og alt hvad den reelt set indeholder, hvad kan vi så bruge den til? Hvad kan vi så anvende den til? Jo, vi kan i høj grad bruge den til at blive opmuntret og styrket i vores tro. I det vi jo bare ser Guds store trofasthed over for sine løfter. Det han har sagt han ville gøre, det har han også gjort. Og ved I hvad? Det hjælper os jo til endnu mere at holde fast i hans evige løfter. Det hjælper os nær han vil til at vide med sikkerhed, at disse løfter selvfølgelig heller ikke vil svigte, men også vil ske præcis sådan, som Gud han har sagt. Vi kan også bruge dagens tekst og alt hvad den indeholder som en appetitvækker. En appetitvækker. En appetit vækker i forhold til selv at begynde at afsøge Guds ord og dykke ned i Guds ord for at hente de rige skatte op, der gemmer sig der. Jeg mener, tænk på, hvor meget åbenbaring der er at finde i denne bog. Tænk på, hvor dybt denne åbenbaring er, og hvor forunderligt den er. Især når man begynder i højere og højere grad at se, hvordan det hele hænger sammen på kryds og tværs. Og i den forbindelse må jeg bare sige, at det er mig altså engået, at der er prædikanter, der underholder deres forsamlinger med diverse anekdoter og historier, som de så søger at bakke op med sådan et halvt skriftsted, som de har taget ud af kontekst. Jeg mener, når nu skriften er så rig, som den er, hvordan kan man så bære sig sådan ad? Nå, lad det ligge. Kære brødre og søstre, vi kan også bruge dagens tekst til at vokse, i vores dybe værdsættelse, vores dybe fascination, dybe taknemlighed og tilbedelse af Herren Jesus Kristus. Tænk at han som selv var Gud fra evighed af, forlod sin Faders skød, forlod sin troende i himlen for at komme til denne verden som menneske, for at opfylde den lov som vi har brugt, for at lide og dø på et kors som vores stedfortræder under Guds retfærdige bredde og straf. Dette gjorde han for, som dagens tekst siger, at tøjle vores overtrædelser, for at bringe vores synd til ophør, for at zone vores skyld og for at skænke os en evig retfærdighed. Og da han kom, der opfyldte han alle profetierne. Alt det, profeterne havde talt om. Alle de syner, de havde haft. De blev nu lige pludselig til virkelighed. Alle typerne og skyggerne fra det gamle tekstamente fik nu skikkelse. De blev nu til kød og blod. Og det er min inderlige bøn. at Gud han må give os alle sammen at vokse i indsigt og i erkendelse af Herren Jesus Kristus. Og det er min bøn, at Gud han må velsigne sit ord til os i dag. Amen. Skal vi bede? Ja, vor almægtige Gud og vore himmelske Fader, vi takker dig og vi priser dig. Himmelske Fader, vi er forbløffede, når vi dykker ned i dit ord, ja, i den åbenbaring, som du har givet os. Himmelske Fader, vi ser, hvor dybt det er. Vi får fornemmelsen af, at vi blot ligger og snokler rundt i overfladen. Himmelske Fader, vi beder, at du fortsat vil give hver en af os at vokse i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus, i erkendelsen af dit ord. og i erkendelsen af den store frelse, du har skænket os ved vor Herre Jesus Kristus. Og dette beder vi i hans navn, i hans dyrebare navn, i vor Herre Jesu Kristi navn. Amen.