Godmorgen. Dejligt at se jer. Lad os starte med at gå sammen til Gud i bøn. Hvor stor Gud og hvor himmelske far. Vi beder dig nu om, at vi ikke må være blandt dem, som ikke har Guds frygt for øje. Men vi beder dig om, at du vil indgyde Guds frygt i vores hjerter, for dig, for hvem du er, for dit ord, som både taler til os om dom, men også taler til os om liv og tilgivelse og håb i din Søn Jesus Kristus. Og vi beder dig om, at det ord, som der bliver talt i dag, at det må blive talt med overbevisning til din ære, til menneskerskavn. I Jesu navn. Amen. Der er en ting, jeg glæder mig rigtig meget over ved vores kirke, og det er, at vi ikke har et positivitetstyrani, eller et positivitetspoliti, hvilket er meget udbredt i mange moderne kirker efterhånden. Lidt højere, bliver der sagt, ja. Det glæder mig meget, at vi ikke har sådan en instans, der holder øje med, om man nu er positiv nok. Det er rigtigt, at Guds ord formaner os til at glæde os altid i Herren, og til at sige tak under alle forhold. Men Guds ord formaner os ikke til, at vi ikke må tale om de ting, som er svære, de ting, som er alvorlige, de ting, som er ubehagelige, eller de ting, som kan give en ondt i maven. De ting siger Gud ikke noget om. Guds ord siger bare, at vi skal glæde os på trods af de ting. Glæde os i de ting. Og derfor er jeg glad for, at der ikke er et positivitetspolitik, som kommer og siger, fy fy, nu når jeg skal til at prædike om menneskets totale fordærv. Det som er teet i den serie vi har gennemgået, Tulip, som jeg er i gang med. T'et i tulip står for menneskets totale fordærv. Og hvis man skal vælge en umiddelbar tekst, som indkapsler lærerne om menneskets totale fordærv, så vil man ofte komme til at tænke på romerbrædet kapitel 3, vers 9-20. Romerbrædet kapitel 3, vers 9-20. Og jeg kommer ikke til at sige alt, som jeg godt kunne tænke mig at fortælle om menneskets totale forderve. For der er virkelig meget at fortælle om, hvor fordervet menneskeheden og mennesker er, og hvad menneskets tilstand i synd er. Men vi får taget et hul på det i dag, og vi når det, vi når med Guds nåde. Lad mig starte med at læse Paulus brev til romerne, kapitel 3, og det er fra den 9. vers til 20. Har vi så nogen fordele? Overhovedet ikke. Vi har jo allerede anklaget både jøder og grækker for alle at være under synd, som der står skrevet. Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen der søger Gud. De er alle kommet på afveje. Alle er fordervede. Ingen gør godt. Ikke en eneste. Deres strobe er en åben grav. Med deres tunger taler de svi. Der er slangegift under deres læber. Deres mund er fuld af forbindelse og forbittrelse. De er rappet på fødderne til at udgyde blod. Vold og ulykke er på deres veje. Fredens vej kender de ikke. Guds frygt har de ikke for øje. Og vi ved, at alt hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes, og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgierninger bliver intet menneske retfærdig over for ham. Det der kommer ved loven er jo synds erkendelse. Menneskerassen har et problem. Det er et problem der går på tværs af alle tidsalderer, alle kulturer, alle landegrænser. Problemet findes i alle mennesker på jorden. Og det problem det er syndens problem. Den synd som gør, at vi som mennesker er totalt fordervet og ude af stand til at gøre det gode. Ude af stand til at søge Gud og vende os imod ham. Og det problem kalder vi altså totalt fordærv i den reformerte eller den kalvinistiske tradition. Totalt fordærv er egentlig den reformerte lære om det man også kalder arvesynden eller original sin på engelsk. Læren kalder det sig også total inability, altså totalt manglende evne til at søge Gud. Og vores kære ven, afdød nu til loven, R.C. Sproul, kaldte det radical corruption. Hvilket peger i retning af, at det er en totaltilstand. Det er en tilstand, der påvirker alle aspekter af menneskets eksistens. Ja. Så har jeg lavet mit eget ordsprog. Ukært barn har mange navne. Ukært barn har mange navne. Fordi det er virkelig et ukært barn. En ukær læresætning i vores tid. Det er en læresætning, der går os mennesker imod. Den går os imod, fordi den går ud over vores stolthed. Den går os imod, fordi den er negativ. Den går os imod, fordi den stiller os hjælpeløse over for Gud. fordi den stiller os afhængige af Gud i alt. Den ydmyger os og fortæller os, at vi ikke kan selv. Det totale fordærv betyder, at mennesket som væsen i alle aspekter i sin eksistens er fordærvet af synd. Det er altså synd som kraft, synd som sygdom. Det betyder, at mennesket lever i den død, som Adam blev advaret imod. Vi lever i den død, som Adam blev advaret imod. Han blev advaret om, at den dag han overtrådte budet om at spise af frugten, skulle han dø. Og den død, den fødes vi med. Den har vi arvet. På den måde er mennesket En form for levende død. Vi går rundt som levende døde, før vi er blevet vækket til live ved den herre Jesus Kristus. Før vi er blevet vækket til live af Kristus, er vi åndeligt døde over for Gud. Totalt fordærvet betyder, at mennesker lever adskilt fra Gud. Vendt væk fra Gud. Det betyder, at menneskets natur er fordærvet. At det ligger naturligt til mennesket. Det vil sige, at mennesket moralsk og etisk er ondt. Det er ikke så ondt, som det kan være, takket være Guds almene nåde, men intet aspekt af den menneskelige eksistens er gået fri af synden. I vores baptistbekendelse af 16. august, bliver der blandt andet brugt formuleringen, at vi er fuldstændig forurenet i alle sjælens og læmens åndsevner og dele. Fuldstændig forurenet i alle sjælens og læmens åndsevner og dele. Det betyder altså, at mennesket i sin helhed er fuldstændig forurenet. Og den her pessimistiske fremstilling af menneskeheden, er den i overensstemmelse med skriften. Det vil der jo være mange, som modsætter sig. Eller der vil også være mange, som endda modsætter sig ved at sige, at hvis det er tilfældet, så skal vi ikke tale om det. Fordi det er en ukær lærersætning, der kan støde folk væk, for eksempel. Bekendelsen den henviser til tre skriftsteder i forhold til at bevise, at mennesket er forurenet i alle sjælens og læmens åndssævner at dele. Her er det Titus og Jeremias, og så er det vores tekst fra Romerbreden. Den første henvisning er fra Titus 1, vers 15, hvor der står, for de rene er alting rent, men for de befængte og vandtro er intet rent. Hos dem er både forstanden og samvittigheden befængt. Både forstanden og samvittigheden er befængt. Paulus understreger, at selve vores forstandsevner, vores rationalitet, er forurenet af synden. Og det demonstrerede Paulus jo også i romopbrevets første kapitel, hvor at mennesket i deres forurenede forstand forkaster Guds selvåbenbaring til fordel for at dyrke skabningen i stedet for skaberen. Menneskets samvittighed er også befængt i det, den aldrig kan få fred fra anklagen fra Guds lov. Bekendelsen henviser også til Jeremias bog kap. 17, vers 9. Hjertet er det mest bedrageriske af alt. Det er uheldbredeligt. Hvem kan gennemskue det? Hvad fortæller verden os? Verden fortæller os, at vi skal stole på vores hjerte. Følge vores hjerte. At hjertet aldrig tager fejl. Og så videre. Det er meningsløse, sentimentale floskler. Men Guds ord siger, at dit hjerte er det mest bedrageriske af alt. Og at det er uheldbredeligt. Hvem kan gennemskue det? Det er uheldbredeligt. Og derfor siger Guds ord også, at du har brug for et nyt hjerte. Guds ord siger, at du har et hjerte, som er lavet af sten i forhold til Gud, og at du har brug for et hjerte af kød, som kan have en relation til Gud, som vil Gud, som kan elske Gud, og som kan leve det liv, som man oprindeligt var skabt til at leve. Den sidste tekst, vores bekendelse henviser til, det er så Romer-breddet, kapitel 3, vers 9-20, og Paulus han maler i den her tekst et mørkt, håbeløst billede af menneskeheden uden Gud. Han væver her i Romerbrædets 3. kapitel fordømmelser fra flere gammeltestamentlige tekster, både Davids salme 14, vers 1-3 og salme 140 og lidt fra Isaiahs bog. Og det hele væves sammen til et samlet, mørkt og fordømmende billede af, hvad menneskets tilstand uden Gud egentlig er. vers 9 i kapitel 3 i Romerbrevet. Har vi så nogen fordel? Overhovedet ikke. Vi har jo allerede anklaget både jøder og grækere for alle at være under synd. Paulus bruger blandt andet de tre første kapitler af sit brev på at lukke munden. På en vejr, der må føle at skulle have noget at have sagt i forhold til Gud. Kapitel 3, vers 9-20 er på en måde derfor Pauluses konklusion på ét langt anklageskrift imod menneskeheden. Det er klimakset i Pauluses argument, som ultimativt skal fremstille alle mennesker som døde i synden, fanget under syndens kraft. Og så i slutningen af dagens tekst, hvis vi lige skimter hen til slutningen i anden halvdel af vers 20, som er slutningen på teksten, der formulerer Paolo så sit endemål, hvad han nu vil nå frem til med sit andenklageskrift. Hvad vil han gerne nå frem til? Og det er i vers 19, ikke? For at hver mund skal lukkes, og hele verden stå strafskyldig over for Gud. Det er hans formålserklæring med hans anklageskrift. Det er det, han vil opnå. At hver mund skal lukkes, og hele verden stå strafskyldig over for Gud. Og det er altså det endemål, som Paulus har knoklet for i de sidste tre kapitler. Alle smuthuller. for mennesket skulle lukkes af. Alle slags jamen, alle slags mænd, alle muligheder for menneskelige selvhævdes skulle fjernes og afskæres. Det er altså i selve højdepunktet af det her anklageskrift, vi er havnet for at tale om menneskets totale forderve. I vers 9, når Paolo spørger om, vi har nogen fordel, henviser han til jødernes udgangspunkt. Men i starten af kapitel 3 har vi altså nogle fordele. I starten af kapitel 3 i vers 1 og 2 siger han, at jøderne har en fordel. Det er ikke så længe siden i starten af kapitel 3. Hvilket fortrin har jøderne så i vers 1 og 2 i kapitel 3? Eller hvad gavner omskærrelsen? Meget på alle måder. Først og fremmest at de har fået Guds ord betroet. Så først siger Paulus, at jøderne har en fordel, og så siger han, at de ikke har en fordel. Kan Paulus bestemme sig? Den her tilsyneladende modsætning handler om, at Paulus i starten af kapitlet understreger jødernes fordel i forhold til frejshedshistorien. Han nævner omskærrelsen, og at de netop har fået Guds ord betroet. Det er her, de har en fordel. Det er frælseshistoriske begivenheder, der peger frem imod Kristus, peger frem imod den nye pagt. Men i forhold til frælsen, i forhold til selve frælsen af det enkelte menneske, i forhold til frælsen af den enkelte jøde, i den henseende er alle lige for Gud. Så Paulus skældner altså mellem frelseshistoriske begivenheder, der har jøderne en fordel, men i forhold til selve den individuelle frelse, der har jøderne ikke en fordel. Så derfor modsiger Paulus ikke sig selv. Han taler bare, han skifter en lille smule perspektiv i det der kapitel. Både jøder og grækere, er anklaget for at være under synden. Her har det jødiske folk ingen fordel. Og uanset om du har fået Guds lov åbenbart for dig, uanset om du har fået omskærrelsen som folk, der nu skulle præge frem imod den nye pagt, så har du altså stadig brug for en befrier. Du er taget til fange, uanset hvem du er. Uanset hvem du er, så er du syndens, dødens og djævelens træl. Du har ikke brug for oplysning. Du har ikke brug for mere viljestyrke eller andet. Du har brug for en frelse. Du har brug for en befrier for at komme ud af din tilstand. Du har brug for Jesus Kristus, Guds Søn, kommet i kødet. Og på den måde er der ingen, der har en fordel frem for andre. I forhold til det vilkår at være født under syndens vilkår er vi alle lige. Uanset vores nationalitet, uanset vores sociale status, indkomst osv., uanset om du er født inde i en anstændig familie, uanset om du altid har været en artig pige eller en artig dreng, så er syndens vilkår det samme for dig. Du er fanget i synd, og du har underkastet syndens vilkår. Herefter så kommer vers 10-18, hvor Paulus underbygger sin hovedanklage med vers fra det gamle testament. I vers 10-12 starter han med især at koncentrere sig om det, der har med taleevnerne at gøre. Vers 10-12. Der er ingen retfærdig. Undskyld, nu tog jeg lige noget på forskud her. Det er i vers 13-14 han tager fat på taleevnerne. Men i vers 10-12 så uddyber han sin anklage her. Han siger, at der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen der søger Gud. De er alle kommet på afveje. Alle er fordervede. Ingen gør godt. Ikke en eneste. Der er den her rytme i teksten. Ikke en eneste. Ingen. Ikke en eneste. Og senere i vers 18 kommer rytmen ikke igen for at runde den her anklagesektion af. Guds frygt har de ikke for øje. I vores tid er det jo meget moderne at være søgende. I nogens øjne er det faktisk noget af det mest dydige, man kan være. I verdens øjne er det dydigt at være søgende. Det er dog noget meningsløst at være, fordi når det at søge bliver til en dyd i sig selv, vil det at holde op med at søge være en synd. Så det vil sige, det er godt at søge, men du må aldrig nå frem til noget. Du må godt søge, men du må aldrig finde frem til målet, så frem du skal følge verdens standard. Men det næste er så, hvad er det du søger, du som er søgende? Det er i hvert fald ikke Gud du søger. For der er ingen der søger Gud ifølge Paulus. Og det er ikke kun Paulus, der mener det. Jesus siger meget, der peger i den samme retning. Blandt andet siger han i Johannes evangeliets 3. og 6. kapitel ting, der peger i den her retning. Han siger i Johannes evangeliets kapitel 3, vers 19, og dette, Jesus taler, og dette er dommen. at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres skærninger var onde. Altså den tilstand, som menneskene er i, gør, at de søger væk fra Gud. Menneskets naturlige tilstand på den her side af syndefaldet er at elske mørket. Menneskene vil ikke komme til lyset. De vil ikke søge Gud, som bor i et utilgængeligt lys, fordi deres gerninger er onde. Og igen i det sjette kapitel, som Ernst jo så fremragende udlagde forleden søndag, kapitel 6, vers 44. Ingen kan komme til mig, hvis ikke faderen, som har sendt mig, drager ham. og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Det peger heller ikke i retning af, at der er nogen, der søger, når Jesus siger, at ingen kan komme. Det peger nærmere i retning med, at ingen kan komme, fordi de søger mørket frem for lyset. De gemmer sig i mørket, så at Guds lys ikke må afsløre, hvem de er, så de ikke bliver stillet til regnskab, stillet ansigt til ansigt overfor deres skaber. Der er ellers meget moderne også at indrette både kirker og budstjenester osv. efter det man kalder søgervenlige principper. Hvad vil det sige overhovedet, når der er ingen, der søger Gud? Der er ingen, der søger Gud. Vores job er ikke at forsøge at ramme nogle søgervenlige principper. Vores job er at være trofaste. At forkynde Guds ord rent og klart. Og så skal Gud nok gøre resten. Fordi Gud drager den, og han har udvalgt forkyndelsen af sit ord til at være det middel, som han vil nå fortabte syndere med. Ikke de menneskelige principper og fiduser og kreativiteter, som vi kan finde på. Det er vi priset værre Gud ikke afhængige af. Vi er afhængige af, at vi holder snuden ned i skriften og forkynder det, der står. Og hvis du nu sidder og synes, det er træls at få at vide, at du er en hjælpeløs og fortabt sønder, der ikke kan bidrage med noget i forhold til din egen frælse, hvis du synes, det er træls, og har fået at vide, at ingen søger Gud, og vi ikke kan lave søgervenlige kirker og alle de her negative ting. Så har Jesus også et ord til dig i dag. Det er fra verset lige før i Johansevangeliet kapitel 6, vers 43. Jesus svarede dem, I skal ikke stå der og skumle. I skal ikke stå der og skumle. Ingen kan komme til mig, hvis ikke faderen, som har sendt mig, drager ham. Og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Og det er ikke noget, I skal skumle over. Så Jesus har også lidt humor engang imellem. Det nytter ikke noget at få arves på Jesu budskab. Det budskab er mydlet, som Gud har forordnet til frejelse for syndere. Budskabet om menneskets hjælpeløshed og Guds suverænitet i frejelsen er det budskab, som Gud har bestemt skal forkyndes for hele verden. Og dem, som hører det ord og tror, de skal blive frejlst. Første Korinther-brev, kapitel 1, vers 18, skriver Paulus, For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frælses af det Guds kraft. Så det er forventeligt, at mennesket vil reagere kraftigt imod den trofærste forkyndelse af Guds ord. Fordi det er en dårskab for dem, der fortabes. Så kommer vi så til det jeg tog fat på før, vers 13-14. I det her afsnit der vender Paulus sig først mod I de næste to afsnit. Først vinder han så mod den universelle syndighed i vers 13-14, i forhold til munden, og dernæst menneskers gerninger i vers 15-17. Altså munden og gerningerne. Og hvis munden og gærningerne er indkapslet af synd, ja, så er menneskets liv sandelig under syndens magt og under syndens kraft. Vi læser i vers 13 og i vers 14, at deres strube er en åben grav. Med deres tunger taler de svi, der er slangegift under deres læber. Deres mund er fuld af forbannelse og forbidrelse. Hvis man læser lidt for hurtigt over disse vers, så kan man komme til at overse, hvor hæsligt grafiske billeder Paulus egentlig gør brug af. En åben grav er ikke just rart at tænke på. En åben grav kombineret med stroben på et menneske er et af de afskyeligste billeder, vi overhovedet kan forestille os. Paulus han går altså en ekstra mil for at fremstille syndens syndighed, syndens radikale afskyelighed, syndens alvor. Man kan også yderligere lægge mærke til, at det er hele mundtøjet, som der er besmittet og styret af synden. Både struben, tungen og læberne er alle besmittede af synden. Struben er i en åben grav, tungen taler det svi, når der er slangegift under deres læber. Munden er noget af det sidste, vi mennesker nogensinde vil få kontrol over. Det ved jeg af personlig erfaring. Jeg kæmper en daglig kamp med min tunge. Og det er kun ved Guds nåde, at, ja... og håber med gennem årene at kunne få en lille fremgang i forhold til, at Gud vil forme mig efter hans Søns billede. Men den fulde sejr har vi endnu at se frem til på den anden side af det her liv. Så længe der er synd i vores hjerter, så vil det nemlig vise sig i vores strober, under vores tunge og på vores læber. Som Jakob siger det i sit brev i Jakobsbrevet, kapitel 3, vers 2. Hvis en ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit lægeme. Hvis en ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit lægeme. Hvis man vil teste om man er under syndens kraft eller om man har fuld kontrol af sig selv, så se om du kan beslutte dig for fra i dag, fra dette øjeblik. Kun at tale ord i overensstemmelse med Guds vilje til opbyggelse og til gavn og til Guds ære. Se hvor lang tid, at du kan leve op til det krav og til den standard. Og du vil hurtigt finde ud af, at du har brug for Jesus. Du vil hurtigt finde ud af, at du har brug for noget og tilgivelse. Og du vil hurtigt finde ud af, at du har brug for, at du bliver befriet fra syndens kraft. For du kan ikke beslutte dig fra nu af. Kun at tale ord i overensstemmelse med Guds vilje. Søndens kraft er for stor. I Markusevangeliet siger Jesus i kapitel 7, vers 15, at der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, og her mener han selvfølgelig munden, der gør et menneske urent. Og i Mateusevangeliet siger Jesus det næsten med endnu tungere ord i kapitel 12, vers 34, øjleøgnet. Hvordan skulle I som er onde kunne sige noget godt? For hvad er hjertet af fulddag løber munden over med? Et godt menneske tager gode tank, gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Vi mennesker lærer helt af os selv at tale grimt. Det kan godt være, at man som barn ikke har lært alle banneord endnu, men man kan stadig godt tale med en grim attitude, en grim indstilling, en aggressivitet. Selvom man ikke har lært alle de grimme ord endnu, så kan man stadig tale grimt. Man kan stadig være hadefuld og aggressiv og vred, og det afspejler at vores hjerte har brug for at blive fornyet af Jesus. At vi har brug for at få et hjerte af kød. At vi har brug for at blive født på ny af Jesus. Det ligger os naturligt, og vi kan ikke bare vælge det fra. Det er konsekvensen af hjertets tilstand. Vers 15 og 17. 15-17. De er rappet på fødderne til at udgive blod, vold og ulykke er på deres veje. Fredens vej kender de ikke. I de næste tre vers, der vender Paulus sig nu mod gerningerne. Den universelle ondskab, der er i gerningerne. Den universelle velvilje til at udøve ondt mod hinanden som mennesker. Dette er virkelig en naturlov, hvis der var nogen. Mennesker er altid villige til at gøre ondt mod andre mennesker. Mod hinanden. Jeg behøver ikke at nævne mange eksempler, men vi kan se ind i vores eget hjerte og tænke og reflektere over, hvad vi i det mindste har været villige til at gøre mod andre mennesker. I vores fantasi måske. i vores tanker? Og er det jo ikke første skridt? Er det ikke første skridt at få idéen og få tanken og fantasien og tænk den ud? Er det ikke også et bevis på at denne tendens og denne viljehed til at udøve ondskab, at den er universell? Vi har ikke brug for en læremester til at gøre det onde. Og selvom året stadig lidt endnu er år 2024, så er vi stadig som menneskehed globalt set lige så villige til at udøve vold og ondskab mod hinanden, som vi hele tiden har været. Folkemordet, som vi oplevede under 2. verdenskrig, var ikke unikt. Der har været talrige tilfælde siden da, og jeg vil ikke nævne alle, hvad jeg nu kan komme i tanke om at tænke på. I voksne kan selv tænke på, hvad I kender til af menneskets ondskab, men små kropper har også ører, som min far plejer at sige. Så lad os gå videre til vers 18. Jeg kan nævne, uden at de små kopper lægger mærke til det, for eksempel Rwanda i 90'erne. Det er jo en relativt ny tid. Kosovo i slutningen af 90'erne. Og Hamas her i slutningen af 2023. Det er ikke som om, at mennesket hele tiden går mod nye højder af moraliske standarder. Nej, fordi Guds frygt har de ikke for øje, som der står i vers 18. Guds frygten er det, der mangler. Jo vist er mennesket bange for Gud og hader Gud i sin naturtilstand, men de kommer ikke til ham i frygt og underordner sig Guds vilje og lov. Denne Guds frygt kommer ikke af sig selv. Vi kan ikke kommandere vores barn eller os selv til at frygte Gud, som vi burde. Vi kan kun konfrontere os selv med Gud gennem hans ord, og lade Gud bruge det ord til at vende os selv mod ham, til at bøje os selv for ham. Konklusionen på Paulus anklageskrift mod menneskeheden er, at mennesket i sin synd er så slemt tilrædt, at det ikke er i stand til ikke at synde. Mennesket er ikke i stand til ikke at sønne. Og den her formulering af at være ikke i stand til ikke at sønne, det er noget jeg gerne vil komme ind på næste gang jeg prædiker om det her emne. Og det her med at du ikke er i stand til ikke at sønne, det peger jo i retning af sådan noget som menneskets frie vilje. at den er noget, som vi ikke har længere. Men det vil jeg gerne komme ind på en anden gang. Men jeg vil gerne læse nu vers 19 og 20. Og vi ved, at alt hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lykkes, og hele verden stås strafskyldig over for Gud, for at lovgærninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham. Det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse. Så selv ikke-kristne kan jo på mange måder være med på, at vi er syndere. Eller de kan være med på formuleringen i det mindste, at ingen er perfekte. Det kan de da godt finde på at sige. Det kan jo være en undskyldning for mange ting. Men det faktum, at vi er syndens slaver. Det faktum, at vores vilje er bundet af syndens kraft, og at vi ikke selv kan slippe fri, eller at vi ikke selv kan vælge Gud til i vores liv, det er for meget. Det er for meget for synderen. Her må han stå af og søge dybere ind i mørket. Væk fra Guds lys, der kræver ham til regnskab. Væk fra Guds lov, der fordømmer ham. Eller han kan reagere ved at forsøge at opfylde Guds lov i ariskab. Jeg skal vise ham, skal jeg, at jeg er god nok. Problemet er, kære ven, mennesket har ikke brug for oplysning, uddannelse osv. Mennesket har som sagt brug for en befrier. Mennesket i synd siger, ja, en befrier, jeg skal nok befrie mig selv. Jeg skal nok sprænge alle bånd. Jeg skal sprænge alle kristendommens besnærende bånd. Det er kristendommen, som binder os på hænder og fødder og lærer os at have livet. Jeg må væk fra denne frygtelige kristendom, siger synderen. Jeg må være fri. Jeg vil være fri som en fugl. Men den, der siger sådan, er blevet narret. Fordi hvad er det for en frihed, du i det tilfælde søger? Han søger en frihed til at være slave. En frihed til at være slave af sine egne løster. Frihed til at være slave af sine egne impulser. Af din egen appetit. Er det frihed? Det er selvfølgelig frihed for såvidt, at du selv vælger det. Men det er ufrihed for såvidt, at mennesket i sølv ikke kan vælge andet end selvdyrkelsen. Mennesket i søn kan bille sig selv ind, at han selv har valgt det. Men han havde ikke andet valg. Han kunne ikke gøre andet end at vælge selvdyrkelsen. Vælge lysterne. Vælge appetitten. Vælge impulserne. Når mennesket dyrker sig selv, ender det i tragedie. Når mennesket sætter sin lid til menneskeheden, ender det også i tragedie. Og jeg vil gerne fremhæve et enkelt eksempel på det her, som talte til mig på en særlig måde. Og det er et eksempel fra en person, som levede for knap 100 år siden. Det er forfatteren Stefan Zweig. Han er et eksempel på menneskedyrkelsens tragedie. Visionen om et forenet folk i Europa. et forenet folk i verden. Visionen om, hvordan kunst og kultur kan løfte menneskeheden til stadig nye højder. Så længe vi bare lader den næste generation bygge videre på civilisationens og teknologiens nye landvendinger, så længe vi bare lærer af fortidens fejl, så vil der ikke være nogen grænse for, hvad mennesket kan opnå. Denne følelse af ukugelig optimisme og i sidste ende en fatal og dødelig optimisme, det er den man sidder tilbage med, når man hører og læser om Stefan Zweig´s liv og tragedie. Stefan Zweig var i 1920´erne og i 1930'erne, det vil sige i tiden mellem de to store verdenskrige, en af de mest, måske bedst sælgende og mest oversatte forfattere på verdensplan. Han skrev store værker om historiske personer som Marie Antoinette og om forfattere som Dostoyevski og romaner. Og han var måske en af de første moderne forfattere, som opnåede en form for international stjernestatus. Han var født ind i en velhavende jødisk familie i Wien i Østrig. Og Wien, det var på denne her tid i slutningen af 1800-tallet, har jeg ladt mig forstå, Europas absolut kulturelle hovedstad. Her sprødlede kunsten, musikken og teateret var på sit højeste punkt. De allerbedste komponister kunne du gå ind og høre hver aften. De bedste violinister kunne du gå ind og opleve levende liv hver aften i de forskellige koncertsale i Wien. Digterne, forfatterne, filosoferne, komponisterne, skuespillerne. Alt skete i Wien i Østrig i slutningen af 1800-tallet. Og Stefan Zweig han voksede op i det her miljø, og han blev mættet med det ypperste inden for Europas kunst og kultur. Wien var ifølge Zweig på en måde den europæiske kulturs forløbige højdepunkt. Men udefra sin opvækst, så var det nu Zweigs opfattelse, at der var intet, der forhindrede menneskeheden i at opnå nye højder i kunsten, i kulturen og i fællesskabet blandt folkeslagene. Zweig skrev som sagt mange bøger om forskellige emner, men i slutningen af sit liv i 1942, mens han faktisk var i eksil i Brasilien, han var jo jøde, så sender han en bog til udgivelse med titlen En Verden af Igår. Og i den her bog fremstiller Zweig en kontrast mellem to verdener. Den ene verden, det er den verden, der eksisterede før 1914, altså før 1. verdenskrig. For ham var det en verden af forudsigelighed, tryghed og stabilitet, og det var også en verden med de her kunstneriske landvindinger og højdepunkter. Det er en verden, hvor der for ham ikke kunne ses nogen grænser for menneskehedens udvikling. Og Stefan Zweig troede så meget på udviklingen, at han faktisk ikke længere opfattede sig selv som Østriger. Undertitlen på bogen hedder da også En Europæers Erindringer. Zweig troede så meget på kulturens udvikling, at den ville bringe nationerne så meget sammen, at landegrænser, nationaliteter var overflødige, og jeg nærmest arbitræer skadelige størrelser. Og jeg fremhæver ikke den her bog som en anbefaling til læsestof, men jeg fremhæver Svangs liv og afslutningen på hans liv som et billede for os, at faren vil ikke at tro og ikke ved at kende sandheden om mennesket, sandheden om menneskeheden. Sandheden om mennesket er en tragedie på grund af syndefaldet, men det ikke at kende sandheden om mennesket er en endnu større tragedie. Altså sandheden om mennesket er en tragedie på grund af syndefaldet, men ikke at kende sandheden om mennesket er en endnu større tragedie. Og denne tragedie, det var Stefan Zweig et billede på. Svajg han dyrkede menneskeheden og kulturen som det 20. og 100. Babelstorv. Men da han først havde oplevet 1. verdenskrig, og dernæst 2. verdenskrig, så var han så disillusioneret, at han dagen efter at have sendt sin bog til udgivelse, En Verden af I går, der tog han sit eget liv i desperation og fortvivlse over Europas udvikling. Et af Stefan Zweigs berømte værker er hans skuespil, som hedder Jeremias, og det er faktisk lavet over Jeremias bog i det gamle testament. Det blev udgivet i 1917, lavet over Jeremias liv. Men her bruger Zweig Jeremias ikke som en gudfrygtig profet, han bruger Jeremias som en form for pacifistisk politisk kommentar til 1. verdenskrig. Han læste altså Jeremias bog med sine egne kunstneriske forfatterbriller, og ikke med Guds briller, så at sige. Og derfor så skøjtede Svajg også hen over det vers fra Jeremias bog, som desværre på tragisk vis blev opfyldt i Svajgs liv. Det er Jeremias bog kapitel 17, vers 5, forbandet den mand, som stoler på mennesker, og søger sin styrke hos dødelige. men hvis hjerte viger fra Herren." Det er Jeremias bog kap. 17, vers 5. Det vers går jeg ud fra, at Zweig har læst, i det at han har komponeret sit store teater om Jeremias liv. Men det vers blev også opfyldt i Zweigs eget liv. Zweig stolede på mennesker. Han søgte sin styrke hos mennesker. Svajgs forbandelse, hvis vi skal blive i Jeremias bogs sprog, Svajgs forbandelse var ikke, at 1. og 2. verdenskrig skete i hans levetid. Han slap rimelig godt fra det. Forbandelsen var, at det var den menneskehed, han dyrkede, som udførte disse krige. Den menneskehed, som han troede var god, og som blot skulle udvikle sig til et endnu højere stadie over tid, Forbandelsen var, at han ikke havde troet, at det var muligt, at menneskeheden kunne være så ond. Zweig havde sat sin lid til et borgerskab som europæer, og ikke et borgerskab i den by, hvis bygmester og grundlægger er Gud. De ting, der adskilte menneskene, skulle med tiden overvindes gennem kulturens og civilisationens fremgang uden Gud. Forbindelsen var, at han dyrkede menneskeheden og kulturen som det guddomlige. Og Gud har jo netop tiltænkt, at kulturen egentlig skal være en lovprisning af ham selv. Forbindelsen for Sveig var, at han troede på, at mennesket kunne skabe himmelen på jorden uden Gud. Og han bedrog sig selv til at tro på det gode i mennesket, og det førte til sidst til hans undergang. Så her til afslutning. Hvad skal vi med læren om det totale fordærv? Vi skal have et sandfærdigt billede af tilværelsen. Læren om det totale fordærv er antihumanistisk, men det er realistisk. Calvin han siger i starten af sine institutter, Institutes of the Christian Religion, som den kaldes på engelsk, Vores visdom, for så vidt at den skal skyndes sand og solid visdom, består næsten i sin helhed blot af to dele. Kunskab om Gud og kunskab om os selv. Kunskab om Gud og kunskab om os selv. Læren om det totale forderver og giver os altså en begyndende forståelse af os selv og vores afhængighed af Gud. Læren om det totale forderv giver os en sandt, gudscentreret livsanskuelse. En livsanskuelse, hvor vi mennesker tvinges til at se bort fra os selv og hen til Gud. En livsanskuelse, hvor vi kan forlade os selv på ham. Humanismen dyrker i sin naivitet, menneskets godhed og potentiale. Kristendommen i sin sande fremstilling er realistisk. Den stemmer overens med virkeligheden. Menneskets tilstand og grundlæggende problem er altid det samme, ned gennem hele historien. Uanset hvor højt udviklet vores samfund og vores teknologi er, så vil problemet altid være det samme, at mennesket er totalt fordervet og overladt til Guds nåde. Uanset hvor store internationale sammenslutninger for fred mennesket opretter, så er syndens kraft stadig til stede i det enkelte menneske og viser, at vi har brug for Gud, vi har brug for En gudcentreret livsanskuelse, og det giver evangeliet os. Det giver det totale fordærv os et begyndelse på. Men for at evangeliet skal give mening, så må nødvendigheden af evangeliet jo også fremstilles i al sin mørke og gro. Nødvendigheden af evangeliet er det totale fordærv. Den menneskecentrerede livsanskuelse kan ikke frembringe det, den ønsker, og den stemmer jo ikke overens med virkeligheden. Mennesket er den enkelte, der ikke er centrum i tilværelsen, og kan heller ikke bære vægten af at være centrum i tilværelsen. Så hvad skal vi med læreren om det totale forderv? Vi skal have syndserkendelse. Og det der kommer ved loven er syndserkendelse. Og det er igennem erkendelsen af syndighed, at vi ser vores behov for Jesus. Vores behov for en Messias, der bryder syndens magt over for menneskene. En befrier, som træder djævlen under foden. En befrier, som tager vores straf. Der er mange flere ting, jeg gerne vil nævne om det her emne, men det er, hvad vi nåede i dag. Må Gud velsigne sit ord til os i dag. Og må du, hvis det her ord har gjort indtryk på dig, se hen til Kristus, som kom i kødet for at frelse syndere. Amen. Hvor Gud er noget, hvor Gud er far i himlen. Vi takker dig for den noget, du har vist os. Vi forstår ikke omfanget af din noget. når vi ser omfanget af vores egen synd. Men vi beder dig om, at du må bruge den her stund til at lade os vokse i taknemmelighed over det frelserværk, som du har tilvejebragt igennem din søn Jesus Kristus. Og vi beder dig om, at du vil at bruge de her ord til at lære os at leve i afhængighed af dig, til at lære os om syndens alvor, til at lære os at se hen til Kristus. Vi beder om, at du vil bruge det her ord til at tilskynde syndere til at komme til din Søn Jesus Kristus. At du må bruge det her ord til at lave Dit ord om, at hele verden står strafskyldig for dig, bliver virkeligt for den enkelte, og den enkelte derfor må flygte til din Søn Jesus Kristus for at få liv, for at få tilgivelse, for at få håb. Det beder vi om i Jesu navn. Amen.