Pris Herren. Ja, det sidste vers af Amazing Grace, det rammer mig altid. Nu tænker vi, at når vi har været der i 10.000 år i himlen og synger hans lor prisning, så er der ikke færre dage tilbage, hvor vi kan synge hans pris. Hvor er det fuldstændig vidunderligt. Amen. Ja, så skal vi gå til Herren i bølg, inden vi går til hans ord. Ja, vor halvægtige Gud, vor himmelske Far. Vi takker og vi priser dig. Vi giver dig ære, for at vi kan samles. Vi kan samles om din Søn, om hans frelsergærning. At vi kan glæde os og fryde os over den. Alle de velsignelser, der er blevet vores. Vi beder, at dit ord i dag må komme med styrke og med opmundring til os. Vi beder, at du må hjælpe os i det, vi kæmper med en svær tekst. Må du ved din ånd give os indsigt og forståelse. Må du åbne dit ord op for os, og må du brødføde dit folk. Ja, må du give os at vokse i vores erkendelse af vor Herre Jesus Kristus og den store fejlse, du har skænket os. Og vi beder, at allesammen må blive til dine ære. Vi beder dette i vor Herre Jesu Kristi navn. Amen. Ja, vi skal i dag fortsætte vores gennemgang af Daniels Båd. Og vi befinder os netop nu i kapitel 9. Og i dag vil vi se nærmere på versene 20-24 på siden 793 i den danske Bibel. Dog vil vi for sammenhængs skyld læse vers 20 til og med vers 27. Titlen på dagens budskab er Daniels profeti om Messias komme, del 1. Daniels profeti om Messias komme, del 1. Men lad os slå op og læse i Daniels bog, kapitel 9, vers 20-27, på side 793 i Den Danske Bibel. Og jeg læser. Endnu mens jeg talte og bad og bekendte min egen og mit folks Israels synd og bønfaldt Herren, min Gud, og bad for hans hellige bjerg. Mens jeg altså endnu var i færd med bønden, kom manden Gabriel, som jeg tidligere havde set i et syn flyvende hen, til mig ved aftenofferets tid. Han kom og talte til mig og sagde, Daniel, nu er jeg kommet for at give dig indsigt og forståelse. Da du begyndte at bede, udgik dig et ord, og jeg er kommet for at give det videre til dig, fordi du er en højt elsket mand. Giv agt på ordet, så du forstår synet. 70 uger er fastsat for dit folk og for din hellige by, før overtrædelserne bliver tøjlet, sønden bragt til ophør og skylden sånet, før den evige retfærdighed kommer, før profeternes syner bliver besejlet og det højhellige bliver salvet. Du skal videre forstå, fra den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik, og indtil der kommer en salvet fyrste, er der syv uger. I 62 uger skal det stå genopbygget med torve og gader. Men det er trængselstider. Når de 62 uger er gået, bliver en salve fjernet uden dom, og byen, hvor helligdom ødelægges, er en fyrste, der kommer med sin hær. Han får sit endeligt i en stormflod. Det er besluttet, at ødelæggelserne skal vare, indtil krigen er forbi. Han vil slutte en stærk pagt med de mange i en uge, men midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør. Ødelæggeren kommer på yderstykkelighedens vinger, og det varer indtil den ødelæggelse, der er besluttet, vælger frem mod ødelæggeren selv. Amen. Ja, hvis vi lige ganske kort skal opsummere, så talte jeg de sidste par gange over Daniels bøn, som vi finder i begyndelsen af kapitel 9. Og jeg talte om, at Daniel ved, at grænskeskriften i Jeremias bog deklarer over, at den tid, Gud havde fastsat på 70 år, hvor Judah skulle være i eksil, i rangenskab, i Babylon, den tid, den var udløbet. Og tiden, hvor Gud havde lovet igen at drage omsorg for sit folk og bringe dem tilbage til deres land, den tid var nu kommet. Derfor vender Daniel sig imod Gud i bøn for at bede efter Guds løfter. Han bekender folkets synd for Gud. Han bekender, at folket til fulde havde fortjent alt, hvad der var kommet over dem. for de havde syndet mod Gud, de havde vedet fra ham, og de havde ikke lavet sig advare af de profeter, som Gud havde sendt til dem. Men så er det Daniel, han skriver i v. 20-21 af dagens tekst, at endnu imens jeg talte og bad og bekendte min egen og mit folks Israels synd, ja, så er det altså, at englen Gabriel kommer flyvende til ham. Og det gør han ved aftenofferets tid, som der står. Og det er faktisk en ret interessant oplysning, som vi får her, synes jeg. Fordi vi skal jo huske på, at på det her tidspunkt, der har Daniel altså været borte fra Jerusalem og fra templet i godt og vel 70 år. Sidst han så det, der var han selv en ung dreng. Og på det tidspunkt, Daniel han skriver de ord, som vi læser her i dagens tekst, ja, så står der faktisk ikke noget fysisk tempel i Jerusalem. Men som vi også så i kapitel 6, hvor Daniel han åbner sit tagvindue, og hvor han beder mod Jerusalem, der hvor templet stod, Ja, så er templet stadigvæk i Daniels hjerte og bevidsthed. Og han er stadig meget meget bevidst om templets aktiviteter. Meget meget opmærksom på, præcis hvornår de ville have fundet sted for aftenofferet. som han nævner her, hvor et lydefrit lam skulle deslagtes. Det var jo netop en sådan aktivitet, som der foregik i templet. Og det faktum, at Daniel husker på dette, og han skriver dette ned, det fortæller os noget om Daniel, gør det ikke? Det fortæller også, hvor meget Daniel egentlig længes efter at se Guds tilbud genopbygget og tilbedelsen af Gud genoprettet. Og det foranleder os jo til at konfrontere os selv med følgende spørgsmål. Hvor meget længes vi egentlig efter kirkens forsamlinger? Eller sagt på en anden måde, Hvor meget længes vi efter det Gudstempel, som i dag er gjort af levende sten? Og hvor meget længes vi efter tilbedelsen af Gud sammen med Guds folk? Og fejre Herrens Måltid sammen med Guds folk, sådan som vi skal gøre det lidt senere? Ja, det er noget, vi ofte tænker på. Er det noget, som vi ofte ser frem til? Er det noget, som vi er meget, meget nødige ved at kunne klippe af? Og ja, et spørgsmål, vi også bør stille, er I hvor høj grad er vi en nidkære for, og hvor meget længes vi efter at se Guds tempel af levende sten blive bygget her i vores land og i vores by? Og kan denne længsel ses på vores prioriterer? Er den afspejlet i vores tanker og i vores bønder? er den afspejlet i det, vi bruger vores tid og vores ressourcer på. Jeg kærer brødre og søster, nogle gange, der er det bare virkelig nødvendigt, at vi på denne måde, så at sige, tager temperaturen på os selv. For vi må jo bare erkende, at vi åndelig set lever i en meget, meget kold tid i dag. Altså en åndelig kold tid. hvor ikke mange hverken højt agter eller prioriterer kirken, eller dens forsamlinger, eller dens arbejde. Og det er virkelig vigtigt, at vi ikke bedrager os selv til at tro, at vi ikke kan blive påvirket af den tid, som vi lever i. For jo, det kan vi. Jesus, han advarede i Matthæusevangeliet kap. 24, v. 12, at når lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Og det er min inderlige bøn, at kulden ikke må gribe vores hjerter, men at vores hjerter må være varme, og at vores ånd må være brændende. Daniels hjerte brændte stadig. Daniels hjerte længtes stadig efter templet og efter tilbedelsen af Gud. Skønt han havde været borte fra det i 70 år. Og skønt han nu befandt sig i et land og en kultur, hvor dette slet ikke var tilgængeligt. Men hvad med os brænder vores hjerte? Så siger Daniel i vers 22-23. Han kom, altså englen Gabriel, og talte til mig og sagde, Daniel, nu er jeg kommet for at give dig indsigt og forståelse. Da du begyndte at bede, udgik dig et ord, og jeg er kommet for at give det videre til dig, fordi du er en højt elsket mand. Giv agt på ordet, så du forstår synet." Dæk mærke til her, at allerede da Daniel begyndte at bede, Derud gik der et ord, et svar, som englænd Gabriel altså var kommet for at overbringe, for at give til Daniel, fordi Daniel var en højt elsket mand. Og hvad fortæller det egentlig os? Hvad kommunikerer det til dig og til mig? Jo, det fortæller os først og fremmest, at Gud er villig til at svare sine helliges bønder. Det fortæller os også, at Gud han heller ikke er sent til at svare deres bønder, vores bønder. Tværtimod. Og det er jo også det Jesus han sagde, da han fortalte lignelsen om enken og den uretfærdige dommer i Lukas evangelie, kapitel 18. En lignelse Jesus fortalte for at opmunder sine disciple til altid at bede ikke at blive trætte. I denne lignelse, der sætter Jesus jo en uretfærdig dommer, der ikke frygter Gud, og som er ligeglad med mennesker i kontrast til vores gode og omsorgsfulde hemmelske fader. Og Jesus siger, at hvis nu selv denne her uretfærdige dommer Selv han uvilligt går med til at hjælpe en enke, der bliver ved med at plage ham. Hvor meget mere? Så ikke, hvor fader i himlen som er Gud. Ja, som Jesus siger, skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger ja, han vil skaffe dem ret, og det snart. Ja, og det er jo også det, vi rent faktisk ser i dagens tekst. Vi ser, at svaret til Daniel, det kommer hurtigt. Men vi ser også en anden ting, gør vi ikke? Vi ser også, at Guds svar ikke afhænger hverken af længden eller af formuleringen af Daniels bøn. Hvordan ser vi så det? Jo, det ser vi, fordi svaret til Daniel udgik, hvornår. Udgik det efter flere timer, hvor Daniel langt om længe var færdig med at bede? Nej, svaret udgik, som der står, da Daniel begyndte at bede. Altså, vi skal forstå, at bønnesvaret var ikke en belønning for en lang, lang, formfuldent og velformuleret bøn. Nej, kære brødre og søstre, hør mig engang. Svaret kom til Daniel af en ganske anden grund. Nemlig fordi Daniel var en højt elsket mand. Sådan som englen Gabriel sagde. Højt elsket af Gud, forstås. Og kære brødre og søstre, sådan kan vi også med rette se os selv. Vi er højt elskede af Gud. Vi er højt elskede i Kristus. Og derfor svarer Gud dine og mine bønder. Derfor svarer Gud fader alle de bønder vi beder i tro og i overensstemmelse med hans gode vilje. Godt. Men lad os nu begynde at se lidt på Guds svar til Daniel. Og som vi læser, så får Daniel dette at vide. Giv agt på ordet, så du forstår synet." Med andre ord. Det svar han får, det ord, det syn han får, det er vigtigt, at han forstår det. For her har vi Daniel, som i sin bøn til Gud i første halvdel af kapitel 9, har bekendt og har beklaget folkets synd og folkets troløshed mod Gud. Og prøv så engang at lægge mærke til det svar han får. Fordi det svar, der kommer til ham, Det ord, der kommer til ham, det handler faktisk lige præcis om, hvordan Gud vil tage sig af synden. At Gud vil gøre op med synden. Ja, Gud vil sørge for, at folkets skyld vil blive sånet, og at en evig retfærdighed vil komme. Og Gud fortæller ham faktisk også, hvornår alt dette vil ske. Gud giver ham nemlig en tidslinje, for som vi læser i v. 24, 70 uger er fastsat. Altså det Gud har i sind at gøre, det Gud har planlagt skal ske inden for denne tidsramme på de 70 uger. Og præcis hvordan denne tidslinje på de 70 uger helt præcist kom til at udspille sig som rent historisk, det har jeg tænkt mig at tale rigtig meget om en af de næste par gange. Men dog vil jeg nævne, at de her 70 uger, de kan også oversættes som 77. Og det skal med stor sikkerhed nok forstås som værende 70 åruger. Altså 70 uger af år, hvilket hvis vi omregner det, altså giver os en periode på 490 år. 70 gange 7 åruger. Og det der er utrolig vigtigt at forstå, det er, at dette koncept med 77-årige Det er hverken græbet ud af den blå luft eller tilfældigt på nogen som helst måde. Nej, det har faktisk en solid baggrund i skriften. En baggrund, en mand som Daniel med hans store kendskab til skriften helt sikkert har kendt til. Og denne baggrund har jeg at sende, at vi sådan set skal bruge resten af den tid, vi har til rådighed i dag, til at se på. Prøv at slå op sammen med mig i 3. Mosebåg, kapitel 25. på side 118 i den danske Bibel. 3. Måsbog, kapitel 25, vers 1-10, hvor vi skal se nærmere på hvad Guds lov siger om sabbatår og jubelår. 3. Måsbog, kapitel 25, 1. til 10. på side 118. Det er den danske Bibel. Ja, jeg læser. Herren talte til Moses fra Sinajsbjerg og sagde, Tal til Israeliterne og sig til dem, Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, skal landet holde sabbatshvile for Herren. Seks år skal du tilså din mark, og seks år skal du beskære din vingård og høste afgråden. Men i det syvende år skal landet holde fuldstændig hvile, en sabbat for Herren. Du må ikke tilså din mark eller beskære din vingård. Hvad der har sået sig selv efter din høst, må du ikke høste, og druerne fra de ubeskårende ranker må du ikke plukke. Landet skal have et hvileår. Hvad landet I i løbet af din sabbat selv frembringer, skal I have til føde. Du selv, dine trælle og trælkvinder, dine daglejere og de tilflyttere, der bor hos dig. Også dit kvæg og de vilde dyr i dit land skal have dets afgrøde til føde. Ja, som vi kan se, så handler det her skriftssted om, hvad israeliterne skal gøre, når de kommer ind i det land, Gud vil give dem. Det kan man jo sige, at det er vigtigt i forhold til Daniels kontekst, for som vi ser i dagens tekst, så taler Gud jo netop til ham om, at folket er der skal vende tilbage til deres land. I teksten her i 3. modsbog 25, som vi lige har læst, der taler Gud til Moses i versene 1-7 i forhold til, hvordan folket hvert syvende år skal give deres land sabbatshvile, altså de skal give deres land et sabbatår. I de følgende vers, versene 8-10, der taler Gud så til dem om jubelåret, og her er det så, at vi skal høre nøje efter. For det er disse vers, der danner baggrund for Guds ord til Daniel om de 70 uger. Og denne baggrund, den er jeg helt sikker på, at Daniel fuldt uden har været klar over, og også har hjulpet ham til at forstå det ord, som han modtog fra Gud. Men lad os prøve at læse de vers. Vers 8. Så skal du tælle syv sabbatår frem, syv gange syv år. De syv sabbatår bliver i alt 49 år. Ja, her spørger jeg så, om I allerede nu kan begynde at se mønstret. Altså her i 3. Mosebøg, der giver Gud instruks om, at israeliterne skal tælle syv gange syv år frem, som i alt bliver til 49 år. Og til Daniel, der giver Gud instruks om, at 70 uger eller at 70 gange syv år uger er fastsat, som altså bliver til 490 år. Jamen, I kan se det, men det bliver tydeligere. Lad os læse videre i vers 9-10. På den 10. dag i d. 7. måned skal du lade hornet lyde. På forsoningsdagen skal I lade hornet lyde overalt i jeres land. I skal hellige det 50. og 20. år og udråbe frigivelse i landet for alle dits indbyggere. Det skal være et jubelår for jer. Jeg lægger mærke til her, at efter de 49 år, der ville der blive udrøbt frigivelse i landet for alle dets indbyggere. Og det skulle være et jubelår. Og det betød blandt andet, at stod man i gæld, så skulle man løses fra sin gæld, når det var jubelår. Havde man været nødt til at sælge sit land på grund af økonomiske problemer, så skulle man faktisk have sit land igen, når det var jubelår. Og havde man været nødt til at sælge sig selv som slave for at klare sig, så skulle man altså også sættes fri, når det var jubelår. Og der ligger så også noget at mærke til en rigtig vigtig ting her, og det er, at alt dette skete i forbindelse med hvad? Jo, alt dette skete i forbindelse med forsoningsdagen. Det var på forsoningsdagen, at der blev udråbt frigivelse i landet for alle des indbyggere. Og det er meget, meget vigtigt. For jeg ved ikke, om I alle husker det, men forsoningsdagen i Israel, det var jo Den dag på året, hvor yderstepræsten skulle gå ind i helligdommen, ind i templet og bringe en geddebog som offer for folkets sønner. Og blod fra denne sønofferbog skulle yderstepræsten så bringe ind bag forhænget, ind i det allerhelligste for at skaffe folket såning for deres sønner. Dette skulle gentages år efter år. efter år efter år. Og det skulle det, fordi disse ofre kun skaffede renselse i det ydre, ikke i det ændre, ikke i hjertet og i samvittigheden. Disse ofre kunne altså ikke endegyldigt rense synden bort og skaffe en evig retfærdighed for dem, der blev renset. Men det får Daniel til gengæld at vide, at den kommende forsoning vil gøre. V. 24 siger jo tilbage i Daniels bog kap. 9. Kære brødre og søstre, dette er virkelig, virkelig vigtigt. Det er utrolig vigtigt. For hvad siger dette til en mand som Daniel, som kendte skriften? Som kendte til, hvad skriften sagde om både jubelåret og om forsoningsdagen? Jo, det fortæller Daniel, at når ikke kun syv syver, men altså hele 70 syver er gået. Når ikke kun syv åruger, men hele 70 åruger er gået, Ja, når ikke kun 49 år, men hele 490 år er gået, så vil Gud bringe ikke bare en helt almindelig forsåningsdag, nej, så vil Gud bringe den store, endegyldige forsåningsdag. Den store forsåningsdag, der vil bringe evig retfærdighed til dem, hvis skyld bliver sånet. Og ved den lejlighed vil der blive udrømt frigivelse for folket på en skala aldrig set før. Hvilket også igen betyder, at her kommer der ikke bare sådan et ordinært jubelår. Nej, nu kommer det store jubelår. Ja, nu kommer det store sabbatår, om man vil. Ja, og gæt engang, hvem der proklamerede dette jubelår. da han trådte frem i sin tjeneste for godt og vel 2.000 år siden. Ja, I gættede rigtigt. Det gjorde selvfølgelig Herren Jesus Kristus. Og lad os prøve at se på det en gang. Hvis I slår op sammen med mig i Lukas evangelie kapitel 4, vers 16-21 siden 924 i den danske Bibel. Lukas evangelie kapitel 4, vers 16-21, sæde 924 i Den Danske Bibel. Lukas evangelie kapitel 4, vers 16-21. Han, altså Jesus, kom også til Nazareth, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man ragte ham profeten Isaias bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet, Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig, Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrygte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, lavede den til tjæneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham, Da begyndte han at tale til dem og sagde, I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse. Hørte I det? Jesus læser heroppe af skriften, og efter han har gjort det, så sætter han sig ned, og så siger han, at dette skriftord, det er nu gået i opfyldelse. Sagt med andre ord, så siger Jesus, at dette skriftsted her, det taler om ham, og at han er kommet for at opfylde det. Altså, Jesus er Messias, som er kommet for at udråbe et nådeår, som er det samme som et jubelår, et år, hvor der bliver udråbt frigivelse for fanger, sådan som Jesus siger det. Frigivelse for fanger, men på hvilken måde? Jo, Jesus kom for at udråbe frigivelse til dem, der var satansfangere. Dem, der var fanget i synd. Dem, der var syndens og kødets villige og lydige slaver. Og denne frigivelse for fanger, den beskriver Paulus faktisk meget, meget præcist for os i Fæsabrød 2, 1-3. Jeg behøver ikke nødvendigvis at slå op, men bare lyt noget efter. For her, der taler Paulus jo om, at Gud har gjort dem levende, som før var døde i deres overtrædelser og synder, som de før vandrede i, da de lod sig bestemme af denne verdens tidsalder, og er ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Altså med reference til Satan. Og så skriver Paulus i vers 3, han skriver, Til dem hørte også alle vi engang. I vort kødsbegær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn, ligesom de andre." Ja, Paulus bekender her, at både ham selv og også alle de kristne i Ephesus, de var før fanger og lydige slaver. De lod sig nemlig bestemme af den ånd, der virker i ulydighedens børn, altså satan, og de fulgte deres eget kødelige og syndelige begær. Men så kom Herren Jesus Kristus, og i hans navn blev der udråbt et jubelår. Ja, et nådeår. Der blev udråbt frigivelse for fanger, Frigivelse for en søndig mand som Paulus. Frigivelse for de søndige hedninger, der levede i Ephesus. Sådan som Paulus beskriver det. Men lige en rigtig vigtig ting her. Selvom det hedder jubelår. Selvom det hedder noget år. Så er det selvfølgelig ikke på staveligt tal kun en periode på et år, altså 12 måneder. Nej, det er slet ikke sådan, at vi skal forstå det. Vi skal snarere forstå det som et udtryk for nådens tid, kære brødre og søstre. Nådens tid. Altså den tidsperiode, der er mellem Kristi første og hans andet komme. Og i denne lange tidsperiode, som indtil videre har strukket sig over 2.000 år, Vil der ikke bare blive udrop frigivelse for jøder, der boede i Israel i det første århundrede, så som Paulus, og ej heller kun for hedninger, som boede i Ephesus, Thessaloniki, Rom eller andre steder. Nej, der vil blive udrop frigivelse for alle folk, folkeslag, stammer og tungemål over hele jorden. For som Johannes ev. 1,29 siger, så er Jesus Kristus Guds lam, som bærer verdens synd. Og det betyder, som Johannes også skriver, i Johannes openbarende kapitel 5, vers 9, at Jesus med sit eget blod har købt mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag. Ja, Jesus, han har betalt prisen. Han har betalt prisen for vores syndeskyld, da han døde en stedfortrædende død på Golgathas kors. Og alle os, som hører ham til, har han løskøbt fra det fangenskab, vi befandt os i, og han har gjort os frie. Ja, som han selv sagde det i Johannens evangelie kap 8, vers 36. Hvis altså synden får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. Og ikke kun har han gjort os frie. Han har faktisk også gjort os rige, dog ikke med midlertidig, forgængelig jordisk rigdom. Nej. For han har ikke skænket os et jordisk stykke land eller midlertidig jordisk rigdom, som vi kan miste igen. Nej, han har gjort os langt, langt rigere end det. For han har skænket os sit evige rige. Han har skænket os en evig og uforgængelig himmelsk rigdom. En rigdom, der aldrig skal forgå. En rigdom, som aldrig kan mistes. En rigdom, som møl ikke kan æde, og som tyve ikke kan bryde ind og stjæle. Kære brødre og søstre, vi skal til at runde af for i dag. Og i forhold til dagens tekst, så vil jeg opmuntre jer til at grunde lidt over, hvad vi har talt om i dag. Tænk over, hvad det betyder, at vi nu i denne tid befinder os i det jubelår, at vi befinder os i det nådeår, som Herren Jesus Kristus udråbte, da han kom for at zone verdens søn. Det betyder jo, at vi lige nu befinder os i den tid, som vi kalder for nådens tid. En tid, hvor vi ved evangeliet om vores Herre Jesus Kristus er blevet givet den missionsbefaling at udråbe frigivelse for fanger. At udråbe frælse for mennesker. Og udråbe, at der på grund af vores Herre Jesus Kristi frælsergærning er forsoning at finde. At der er tilgivelse at få. At søndere ved Herren Jesus Kristus kan blive forliet med Gud og fordelt i en evig retfærdighed. Kære brødre og søstre, denne missionsbefaling er endnu ikke fuldført. Der er meget arbejde, der skal gøres. Mange mennesker i vores land og by har endnu ikke hørt evangeliets gode nyheder. Og mange kirker i vores land, især de sunde kirker, De mangler arbejdere. De mangler i den grad hænder. I den forbindelse så opmuntrede Herren Jesus sin disciple til at bede til høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Og det skal vi selvfølgelig også gøre. Det skal vi også gøre. Men det er ikke det eneste, som vi kan gøre, Hvad vi også kan gøre, det er, at vi i det omfang, som vi er i stand til det, kan påtage os en eller flere af de mange opgaver, der er en del af kirkens arbejde. Opgaver, der på hver deres måde hjælper kirken i sin mission, i forhold til at nå verden med evangeliet, og i forhold til at være et sted, hvor mennesker bliver disciplet, hvor det bliver undervist, hvor det bliver vejlet i troen. Jeg håber, at vi alle virkelig tænker over dette. Tænk over og bed over, hvad Herren vil have, at du skal gøre for ham. Til sidst her til dig, som er her i dag, men som ikke kender Herren, Til dig vil jeg også sige, at i dag er frelsens dag. I dag er det nådens tid. Det vil sige, at det i dag er den tid, hvor du kan komme til Gud og blive forsonet og blive forlivet med ham. Det kan du, fordi Herren Jesus Kristus på korset har skaffet forsoning for vores synd og betaling for vores skyld. Derfor kan du i dag komme til ham. Derfor kan du i dag komme til at stå ren og retfærdig foran en god, heldig og retfærdig Gud. Så hvis Herren kalder på dig i dag, så gør ikke dit hjerte hårdt, men kom til ham. Se dog hans store kærlighed. Se hans store nåde. Kom til ham, for han er almægtig til at frelse en hver, der kommer til ham. Og Herren vil signe sit ord til os i dag. Amen. Skal vi bede? Ja, vore almægtige Gud og vore himmelske Far. Vi takker dig, himmelske Fader, for dit nåede år. Ja, for jubelovet, hvor at der blev udrett frigivelse for fanger. Frigivelse ved vores Herre Jesus Kristus i kraft af hans soneoffer for vores sønner. Hvorved at du har skænket os en evig retfærdighed. Vi takker dig og vi priser dig for denne store frelse. Vi beder at Dit ord, der har lytt i dag, må virkelig slå roet i vores hjerter, at vi må grunde over det, og det må bære god frugt i vores liv til dine ære. Dette beder vi i vor Herre Jesu Kristi navn. Amen.