Vi vælger så bladeren til Judasbræd, vers 1 og 2 Judasbræd, vers 1 og 2 Der er kun ét kapitel Inden vi begynder dagens prædiken, så vil jeg starte med at sige tak for den tillid, I viser mig ved at lade mig stå her og udlægge Guds ord til hans ære og til jeres oplykkelse. Jeg tænker lidt på den opgave, for enhver der underviser Guds ord til Guds folk vil få en særlig hård dom, som Jacob siger i sit brev. Derfor vil jeg også opfordre jer til at have ved mig jeres bønder og bede om, at helgeren vil ledsage mine prædikener. med sin kraft, og sidst men ikke mindst vil jeg også gerne opmuntre og opfordre jer til at tage fat i mig i den kommende uge, i kommende dage, hvis I skulle have spørgsmål eller kritik til enten den måde jeg prædiker på eller selve det teologiske indhold. For som årsbronens bog 27.17 siger, jern slippes til med jern, det ene menneske slipper det andet til. Inden vi går i gang, så lad os bede. elmægtige Gud og himmelske Fader. Vi beder om, at du må blotte vores hjerters øjne for dit ord i dag, hvor du gør dette gennem Helligåndens kraft, så vi kan komme til en dybere erkendelse af dig, dit ord og evangeliets mange sandheder. Vi beder i intet andet navn end din Søns og vores Herre Jesu Kristi navn. Amen. Lad os læse dagens tekst. Judasbræd vers 1 og 2. Fra Judas, Jesu Christi tjener og Jakobs bror, til de kaldede, som er elsket af Gud Fader og bevaret for Jesus Kristus. Barmhjertighed og fred og kærlighed vær med jer i stadig rigere mål. Jeg har valgt at starte inden ser over Judasbrædet, og der er flere grunde til dette valg. Den første og alleafgørende er selvfølgelig, at Judasbrædet er Guds ord. Vi må stræbe efter at være en bibeltro kirke, dvs. at Guds ord må være i centrum til vores gudstjenester, og Guds ord må bo i rigt mål imellem os. Den anden grund er, at jeg synes, at Judasbrændt nogle gange godt kan være lidt forsømt, for forskellige grunde, som vi vil komme ind på i løbet af hele den her prædikeserie. Den sidste grund, som jeg vil nævne, som jeg tror, at Judasbrædderiet nogle gange bliver lidt forsømt, er, at den indeholder nogle teologiske emner, som desværre ikke rigtig mange kirker i dag er trygge ved at prædike. I frygt for at skræmme mennesker, og i frygt for ikke at kunne behage mennesker. Emner som falsk læredom og gudsdom over sølv. Vi skal i dag kigge på versene 1 og 2, og jeg vil udlægge versen, samt rave nogle anvendelser ud af den, og har derfor valgt at kalde min prædiken for, de kaldede har fred. Men inden jeg går i gang, vil jeg komme med en introduktion. Denne introduktion bliver ikke en teknisk introduktion, altså spørgsmålet om hvem var Judas, hvornår blev Judasbrædder skrevet, hvordan var de sociale forhold for Judas' modtag osv. Disse spørgsmål er utroligt vigtige, men det kommer ikke til at være en del af min introduktion i dag. Om Gud vil vil jeg dermod flette disse mere baggrundsmæssige spørgsmål ind i selve udlæggelsen af versene i hele Judasbrædden. Introduktionen i dag vil dermod handle om noget andet. Og grunden til denne introduktion, som vi skal igennem nu her, er måske også en anden grund til, at Judasbrædet nogen gange godt kan forsømmes. Og det er, at vi har svært ved at placere Judasbrædet. Vi har måske svært ved at forstå, hvorfor Judasbrædet er relevant, set i lyset af mastodonter, såsom romerbræd eller gelaterbræd eller de fire første evangelier. Vi har det måske svært med, at Judasbrædet stort set kun indeholder formaninger, altså befalinger fra Gud om, hvad vi skal gøre, hvad vi ikke skal gøre. Ikke på grund af, at man nødvendigvis ikke kan lide disse formaninger, eller at man gerne vil leve et lovløst liv, men fordi vi har svært ved at vise Jesus og hans faldsagerning i brevet. Det samme gælder for nogle andre brev i Bibelen, f.eks. Jakobs brev. Men med det sagt, så lad os begynde introduktionen med følgende spørgsmål. Hvad er vores forudsætning om Bibelen? Hvordan griber vi biblen an? Hvilke forudsætninger, hvilke formodninger og hvilke antagelser bliver vækket i os, når vi begynder at læse i biblen, når vi hører en bibelsk forkyndelse? Når vi åbner op i vores bibel, når vi hører ordene blive læst op, tænker vi så, at nu læser eller hører jeg ord, blot skrevet af mennesker? Tænker vi f.eks. at det gamle testamente er blot en historiebog om jødernes egne oplevelser, følelser og deres egen subjektive fortolkning af deres omstændigheder? Er Bibelen blot en historiebog om en ud af mange ligestillede religioner? Er det gamle testamente en bog, der er blevet skrevet langt, langt senere end hvad den selv påstår? Er mange forskellige ukendte forfattere, forfattere der opdæktede historie for at binde det spredte Israel sammen og give dem en sans af enhed? Hvad med det nye testamente? Er det også blot en bog skrevet af menneskelige forfatter på lige fod med alle andre børn? Er det måske en politisk bog om at forene jøderne og hedninger og bringe social fred og lighed i det gamle Israel og Romerum? Er det nye testamente måske bare en bog om en mand ved navn Jesus, som havde en speciel etisk indsigt, en klog filosof, hvis moralske befalinger og bud kan give enhver person lykke i livet. Er Adam blot en litterær karakter, altså er Adam en opdigtet person, opdigtet af Israel, for at give det krigsplade land identitet og forståelse af dens oprindelse? Var Moses blot en politisk person, der prøvede at befrie og forene et folk? Var David blot en mægtig kriger og en retfærdig konge? Er evangelierne, altså de fire første bøger i det nye testamente, blot en masse forskellige mundtlige traditioner, fortalt af forskellige kristne, mundtlige traditioner, der kunne give de forfulde kristne håb og etisk forståelse, og først langt, langt senere er blevet samlet til de bøger, vi kender? Med andre ord, når vi læser i Bibelen og hører en Guds ords forkyldelse, behandler vi den så som en bog ligesom alle andre brødre skrevet af menneskelige forfatter, eller tilnærmer vi os Bibelen med en dyb forståelse af dens overnaturlige karakterer? Ser vi Bibelen ikke blot som en historiebog om en religion, men en historiebog om Guds åbenbaring, en åbenbaring gennem ord og gerning? og en åbenbaring, der realiserer sig til, hvordan Gud vil frelse et folk i Herren Jesus Kristus. Vores forudsætninger om Bibelen og Judasbrevet er vigtige. Vi bliver derfor nødt til som kristen at læse Bibelen ud for dens egne betingelser. Først og fremmest fordi, at det var de ord, der står i Bibelen, der har givet os det nye liv, renset os rene, tilregnet os Jesu retfærdighed og dagligt givet os håb. Helion bekræfter Bibelens egen effektivitet i vores hjerte allerførst, da han drejede os til synden, og i dag, når han giver syndsekendt, så vi kan dræbe det, der ikke behærger Gud, og samtidig udleve dyder, som et taknemmeligt respons på det, Gud gjorde på os på korset. Jeg lover, at alt dette har en relation til min prædiken og Judasbrædder. Jeg er stadig ved at lægge et fundament for min prædikeserie, så jeg håber, der er forståelse. Jeg vil lige prøve at vise, at Judasbrædder er vigtigt, både fordi det er Guds ord, men også fordi, at indholdet har et specifikt formål set i Bibelens store billede og helhed. Bibelens egen vidensbjørn, altså dens egen betingelser om hvad den er og dens egen natur, vil jeg prøve at dele op i to niveauer. Niveau 1. Bibelens egen vidensbjørn og betingelse er, at den har en overnaturlig autoritet. Niveau 2. Bibelen har ikke blot en overnaturlig autoritet og skrevet af en og samme forfatter, nemlig helgerne, men den har ét overordnet formål og plan. Altså Bibelen siger, at den er overnaturlig. 2. Den har en ekstraordinær enhed, og den historie, den beskriver og beretter om, har kun ét formål. Lad os kort kigge på det første niveau, nemlig hvad Bibelen siger om sig selv med hensyn til dens autoritet, og at den har en overnaturlig karakter. Der er rigtig mange vers i Bibelen som bevidner om netop dette. Men vi skal i dag blot kigge på to, og det er to fra det nye testamente. Det første er 1. Thessaloniker 2, vers 13, og jeg vil gerne slå op. 1. Thessaloniker 2, vers 13. Derfor takker vi Aarhuset Gud uophørligt for da I modtog Guds ord. som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskeord, men som det der i sandhed er, Guds ord, og det virker i jer som tror." Skal vi læse det op igen. 1. Thessaloniker 2, vers 13. Derfor takker vi også Gud uophørligt, for da I imodtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskeord, men som det, det i sandhed er, Guds ord, og det virker I er, som tro. Tog I ikke imod det som menneskeord, men som Guds ord, siger Paulus. Det vil sige, at Paulus siger her, at han er bevidst om, at han har en overnaturlig autoritet, når han prædiker og nøjenskriver, når han formidler Guds ord til folk. Paulus siger her, at sine ord, der er blevet givet til dem, er Guds ord. Det vil sige, at Bibelens forfattere vidste, at de forkyndte Guds ord. Så det var ikke blot menneskeord, men også Guds ord. Lad os kigge på 1. Korinther br. 14, versene 37 og 38. 1. Koran, kap. 14, v. 37-38. Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsskave, skal han vide, at det jeg skriver til jer, er et bud fra Herren. Hvis en ikke anerkender det, bliver han ikke selv anerkendt. Det vil sige, at Paulus påstår, at befalingerne for første koranderbrev er Guds, og at de skal anerkendes. Som sagt, der er mange flere vers som disse, som bevidner, at Bibelen siger om sig selv, at det er Guds ord, og at det skal følges. Men vi nøjes med disse to fra det nye testament. Men nu skal vi have etableret det andet fundament, altså det andet niveau, som må være den logiske konsekvens af, at Bibelen er skrevet af en altvidende, almægtig og overnaturlig Gud. En Gud, der ikke skifter mening. En Gud, der kan se fremtiden, fordi han har forordnet det. En Gud, som ikke bliver overrasket over menneskeskærninger og ikke er afhængig af menneskeskærninger for at gøre sin vilje. Hvis vi tror på sådan en Gud, så må vi også tro på, at Bibelen har et overordnet formål. En enhed, som er større end og overgår, at den er skrevet af forskellige forfatter over en lang periode. Forskellige menneskelige forfatter. Og det er her, at denne introduktion bliver relevant for Judasbrød. For hvis Bibelen, som den påstår, har et formål og en overnaturlig enhed, hvor kommer Judasbrød så ind i alt dette? Kan vi se noget i Judasbrædet, som bevidner, at den passer perfekt lige præcis, hvor den er, og at den bidrager til dette overordnet formål, og ikke blot af et tilfældigt brev? Jeg er både sikker og fortråsningsfuld, når vi ser, at Bibelen har én enhed og fælles overordnede historie og formål, og bagefter forstår, hvilken rolle Judasbrædet har i denne overordnede historie. Vil det højne vores forståelse af Judasbrædet og give os et bedre fundament for at anvende teksten i vores liv? Men også at give Gud endnu større pris og ære for hans store vister. For intet menneske kunne have skrevet sådan en bog som denne, der strikker sig over 1500 år og samtidig har denne ekstraordinære og overnaturlige enhed. Ja, vi anerkender, at Bibelen er skrevet af forskellige menneskelige forfatter med forskellige formål, som adresserer modtagernes specifikke situationer og omstændigheder. Men gennem Guds forsyn, altså gennem Guds suveræne styring af historiens gang, sikrer han, at alle disse menneskelige forfatter med deres deleemner bidrager til Bibelens overordnede formål og plan. Spørgsmålet er bare så, hvad er denne overordnede plan så? Hvis Gud ikke er tilfældighedernes Gud, hvad er Guds store formål og plan? Lad os læse dette fra vores herres Jesu egne ord. Slå derfor gerne op på Lukas kap. 24, 44-47. Lukas kap. 24, 44-47. Lukas 24, vers 44 til og med 47. Så sagde han til dem. Dette er hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer. Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne. Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå skrifterne. Og han sagde til dem. Således står der skrevet. Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag. Og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i russeland. Vi ser altså, at det Jesus siger er, at det gamle testamente handler om, at Kristus skal lide at opstå fra de døde, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. Det som bliver opfyldt i det nye testamente, altså Jesu komme, liv, død, opstands, bliver lovet og skrevet om i det gamle testamente. Ikke blot i enkelte vers, ikke blot i enkelte profetier, men i det hele gamle testamentens teologi. Både Moseloven, profeterne og salmerne siger Jesus. Når Paulus siger først i Koran 2, at for jeg havde besluttet, at hos jeg ville jeg ikke vide andet end Jesus Kristus og det som korsvestede, så mente han det. Vi prædikker altså ikke kun Kristus, når vi prædikker Orgelaterbrædet, Romerbrædet eller Evangeliet. Vi prædikker også Kristus, når vi prædikker Oresprungens bog, Højsangen eller Judasbrædet. Vi skal finde en vej til Jesu gerning i alle tekster i hele Bibelen. Men vi skal også sørge for, at vejen til Jesus i enhver tekst ikke misbruger teksten, og vi skal respektere, at alle tekster blev skrevet til specifikke modtagere med specifikke behov. Vi må ikke lave krumspring og tage genvej til Jesus, når vi læser en tekst. Vi skal respektere, at den bliver skrevet af mennesker, til mennesker, med specielle behov, og altid fortolke teksten ud af det. Men samtidig må vi finde den korrekte og rigtige vej til Jesu gerning. For som Jesus sagde, så bevidner både Moseloven og profeterne og salmerne, altså hele gamle testaments teologi, om ham og hans gerning og det, der bliver opfyldt i det nye testamente. Og Jesu gærning er at forsone et folk til Gud gennem sit liv, død og opstands. Så hvis Jesus har ret i Lukas 24, kan vi konkludere følgende. Bibelens formål handler om frelse. Kernen og brændpunktet i dette frelses formål er personen Jesus Kristus og hans værk. Og det hele bidrager til det ultimative formål, som selvfølgelig er Guds ære. Så, hvis vi lige tager det igen. Bibelens formål handler om frejelsen og kernen og brændpunktet i dette frejelsesformål af personen Jesus Kristus og hans værk. Dette emne er utroligt vigtigt at forstå, og lad mig citere fra en amerikansk teolog, som siger følgende. Mens Bibel bestemt bidrager med kristen vejledning, kristen etik, spørgsmålet om menneskets eksistens og formål, så gør den netop dette uden at være en coachingbog, etikmanual eller en filosofisk traktat. Men den gør det ved at være en bog, der beretter om og anvender Guds frælseraktivitet gennem historien. Hvis vi mister overblikket over Bibelens historiske karakter, mister vi det forståelsesrammeværk, som de bibelske forfatter selv havde, og vi bliver derfor kastet rundt i et hav, hvor mening er blot et spørgsmål om subjektiv forståelse og holdning. Når vi forstår, hvordan Judasbræd hænger sammen med Guds store frelseplan i Jesus, så håber jeg, at det kan ligge et fundament for vores prædikeserie her i Judasbræd. Det vil højne vores forståelse af Judas' formål og Guds formål med at skrive bræd. Det vil også forbedre og forstærke vores forståelse af de anvendelser, vi vil lave af Judasbræd. Og i sidst, i enden, vil det bidrage til vores lovprisning, ære og heder, vi giver Gud, for han er sandeligt, almægtigt og i kontrol af alle begivenheder i verdenshistorien. Gud har ikke en plan B. Lad os kigge lidt på, hvordan Judasbrædet hænger perfekt sammen med resten af Bibelens historie og Jesu frelsegærning. Judasbrædet, som sagt, indeholder en del formalinger, som omhandler, at læsere af bræddet skal afvise de falske lærere, som var i blandt dem. Et af hovedelementerne i disse falske læreres lærerdøm var, at de udnyttede Guds nåde til at leve et lovløst liv og umoralsk liv. Og det er så her, vi kommer ind på det ene af de store temaer, som binder Judasbrædder sammen med resten af Bibelen, sammen med Jesu fredsagerning. Dette tema ses nemlig klart i Judasbrædder, men også i hele Bibelens vidnesbjørn. Og derfor binder dette tema i Judasbrædder sammen med resten af Bibelen og den trøde tråde. Og dette tema hænger uløseligt sammen med Jesu fredsagerning på korset. Dette tema er vores heldiggørelse, dvs. det kristne liv, hvor vi følger Guds befalinger, Vi prøvede at dræbe syv. Og specifikt her i juledagsprøvet handler det om at afholde os fra falske lærer. Det vil sige forskellen mellem at blive fraldst af troen alene, uden gærninger, og som et respons på det leve et liv efter Guds befalinger, ud af den kærlighed vi har til Gud, fordi en kærlighed han viste til os først. Altså først tilregnede sig Jesu retfærdighed os. Noget vi kun får af Guds fri noget ved troen alene, uden gærninger. Og heligørelsen som en respons på det nye liv, som Gud har givet os. Disse to må ikke byttes om på, så får de den forkerte rækkefølge. Vi lever ikke et liv for at det kan stå til grund for vores frelse, og det er et andet og falsk evangelium, som Paulus siger i Galaterbrød 1,16. Vi tror ikke på, at vi har fået retfærdiggørelsen eller frelsen på grund af vores gerninger. Jesus døde på korset for at frelse et folk, der kunne og ville følge hans befalinger og bud, og kommer til at ligne Jesus mere og mere. Heldiggørelsen, altså Guds befalinger og vores liv som et respons på at følge Guds befalinger, fylder meget i Judasbrædet. Især fordi den indeholder mange formaninger. Altså befalinger for Gud. Og som sagt specifikt i Judasbrædet, så er det befalinger om at afholde os fra falsk lærdom. Epheserbrædet kap 2, vers 10 siger, for hans værk er vi skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt i rette for os at vandre i. Her ser vi i Epheserbrevet, at det at blive frelst af Gud medfører også, at vi bliver frelst til at gøre gode gærninger i Jesus Kristus. Dvs. vores gærninger og heliggørelse er en essentiel del af at være frelst. Og vigtigst af alt, det er en essentiel del af Jesu gærning på korset. Så hvis denne heliggørelse er en væsentlig del af Guds frelse af os, som vi lige læste i Epheserbrevet, Og det som også er klart og hentet til Efeserbræd er, at vi gør vores gode gerninger til Guds behag efter at vi er blevet frælst. Så må dette kunne ses i hele Bibelen, inklusiv det gamle testamente. For husk hvad Jesus sagde. Moseloven, profeterne, salmerne, vidner om Jesu liv, lidelse, død og opstandelse. Og det Jesus gjorde i sit liv, lidelse, død og opstandelse, var at købe et folk til sig for at helliggøre det dagligt med heligåndskraft. Lad mig omformulere. Denne heliggørelse er ikke en nytestamentlig opfindelse. Og vigtigst af alt, det er ikke en nytestamentlig opfindelse, at heliggørelsen kommer som et frugt af fredsen. Det er et tema i hele Bibelen, inklusive det gamle testamente og den gamle pagt. Jesus gerne bekorsede, som vi har bevist ud fra skriften, at det hele Bibelen vidner om. Og den indeholder også heliggørelsen. Og hvis heliggørelsen er noget, vi gør som en respons på Guds kærlighed og hans helighed, så må det da også kunne findes i Moseloven, hos profeterne og i Salmen. For som Jesus siger i Lukas både. Guds lov og heliggørelse kan kun tilfredsstillende udøves efter at være blevet frelst ved Guds frihed. Jeg tror nemlig ikke på, at det gamle testamente og den gamle pagt af disse to gerninger havde en omvendt rikesfølge. Nej, selv i det gamle testamente var det vigtigt først at få de nye hjerter, altså at blive frælst eller retfærdiggjort ved truen alene, og først derefter kunne leve et gudfrygtigt liv. Og ikke blot at det også var en sandhed i det gamle testamente, men den sandhed er også en del af den gamle pagt, som Gud gav til Moses, og den teologi vi læser i det hele gamle testamente. Det har altid været en del af Guds plan, først at løskøbe et folk, og derefter at heldigøre det. Først retfærdiggøre et folk af sin frie nåde, og først derefter give det sin lov, som kan følges til Guds velbehed. Der er rigtig mange historier i de gamle testamente, som vidner om dette. Og mange vers, som viser, at dette også var en sandhed i de gamle testamente. Men lad os nøjes med at kigge på den mest signifikante historie i de gamle testamente, som bevidner netop om dette. Så derfor gerne op i Anmosebog kap. 20 Anmosebog kap. 20 Anmosebog I jernmosbogen læser vi de 10 bud, som Gud giver til Moses. Men inden Gud giver loven, læser vi to meget vigtige vers, som bevidner, at Guds lov først gives efter, at Gud har frelst et folk og ikke omvendt. Med andre ord, Guds lov kan først tilfredsstillende leves efter, efter Gud af sin frie nåde har frelst et folk og ikke omvendt. Første bud i de ti bud starter i kapitel 20, vers 3. Du må ikke have andre gudder end mig. Men inden det læser vi i vers 1 og 2. Læser vi. Gud talte alle disse ord. Det vil sige de ti bud. Jeg er herren din Gud, som fødder dig ud af Ægypten af Trellehuset. Det er en henvisning til Guds befrielse af Ægypten. Og lidt før i kap. 19, vers 4 læser vi følgende. I har selv set hvad jeg gjorde mod Ægypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og brægte jer herhen til mig. Vers 4 her er især badet i Guds kærlighed og en hengivenhed for sit folk. Guds souveræn befrier Israel ud af trællehuset, ud af Ægypten, på grund af sine løfter til abererne, på grund af sin ufortjente kærlighed til sit folk. Israel fortjente ikke dette, og det er først derefter, med dette som fundament, at Gud giver Israel loven. Loven var aldrig ment som en vej til frelse. Aldrig. Heller ikke i det gamle testament. I skal ikke misforstå, at det at Gud frelste Israel fra Ægypten, betyder ikke, at de alle automatisk blev frelst åndlig set. Men at denne begivenhed viser, hvordan Gud først frelser et folk ved sin nåde, og derefter giver dem sin lov. For uden at Gud har befridet et folk, kan Guds lov ikke følges tilfredst. Denne begivenhed i det gamle testamente er en model på, hvordan Gud frelser os, og den peger på Jesu værk og hvordan han befrier os, ikke fra Ægyptens trældom, men fra syndens trældom. Gud gør først en gærning, og dem der modtager denne gærning ved deres tro alene, bliver frelst. I frelsen får vi det nye hjerte, som kan og vil følge Guds lov. Jeg mener derfor, at det er en stor misforståelse at kigge på den gamle pagt, det som vi læser her i 2. Anden Morsbog 20, de 10 bud at se gærningsretfærdiggørelse og lovtrældom. For mønstret er det samme som den frelse vi har fået i Jesus. Jesu opstands, nemlig at først så frælser Gud et folk, og først derefter kan Guds lov følges ved Guds nåde, ikke for at fortjene frælsen, for den har vi fået, men for at behage Gud og ligne hans søn. Vi må ikke misforstå og tro, at det gamle testamente er en stor, lang historie om lovtrældom, og især ikke den pagt, Gud lavede med Israel på sine egen bjerge, da han gav dem de ti ud. Den gamle pagt er springfyldt med Guds nåder, Hvis den gamle pagt var ren lovtrældom, så burde Gud have udryddet Israel efter et millisekund. Men nej, han blev ved med at vise den nåde igen og igen, og selv efter eksilet til Babylon, modtog han den tilbage igen, hvis i nåede tilbage til Jerusalem. Vi ser altså, at det aldrig har været hensigten med loven, inklusive de formaninger vi skal læse i Judasbrevet, at gennem den skal vi opnå retfærdighed for en Gud. Men at følge loven er noget vi ikke gør. kan gøre tilfredsstillende og behagelige Gud, når vi er blevet født på ny, når vi er blevet frelst, når vi opstår med Jesus i hans opstandelse. Vi læser også f.eks. i Ezekiel 36 og 37, hvordan det samme bliver nævnt. Der står nemlig, at Gud først vil give menneske et hjerte og give menneske hans ånd, for så er mennesket at kunne følge Guds bud omhyggeligt. Hvad kan vi så bruge alt dette til? Hvordan relaterer dette sig til Judasbrevet? Hvordan kan dette højne vores forståelse og vores påskyndelse af Judasbrevet? Jo, det der kan hjælpe os til ikke er blot at afvise Judasbrevet, fordi vi tror og påstår, at den ikke indeholder nok af evangeliet. Det samme gælder Jakobsbrevet eller andre breve, som minder om disse. Det kan godt være, at Judasbrevet og andre breve ikke indeholder evangeliet så stærkt udtrykt som Galaterbrevet eller Romerbrevet. Men når vi forstår, at Judasbrevet er en del af det større billede, så forstår vi dens ret og plads og dens betydning, og forstår at på trods af de mange formaninger, så er disse formaninger en vigtig del af Guds store frælseplan, som vi har set bevidnet i det gamle testamente, og som bygger på frælsen og ikke omvendt. Vi afviser ikke Judasbrædder som legalistisk eller logisk, fordi vi ved at netop fordi den er en del af hele Bibelen, er den en del af et større billede. Og derfor er disse formaninger givet til kristne, som har hørt evangeliet og blivet frelst ved Guds nåde. Helliggørelsen er også en del af Guds plan om at frelse et folk. Vores helliggørelse er også ét af grunde til, at Jesus skulle lide at dø. Det er ikke kun retfærdiggørelsen, der er en del af planen, men helliggørelsen, altså at følge Guds befalinger at blive renset for synd, er også en del af planen. Og begge er ren og skær ved Guds nåde alene. For som vi læste i Epheserbrædder 2.10, for Hans værk er vi skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til retter for os af andre. Judasbrædder har mange formaninger, men den passer perfekt ind i Guds store frelseplan om at frelse et folk i Kristus, og den passer perfekt med motologen, profeterne og salmerne. For de peger nemlig frem mod Jesus liv, lidelse, død og opstandelse. På grund af vores forening med Jesus, så opstår vi med ham i hans opstandelse til det nye liv, hvor vi kan og vil behage Gud og følge hans befalinger. Vi er stadigvæk syndlige mennesker og kan selvfølgelig ikke følge den her perfekt, men vi har et nyt hjerte, der ønsker at følge den perfekt. Be om tilgivelse når vi synder, men vigtigst af alt, fordi vi er i Kristus, så behær vores uperfekte lydighed og så Gud. Og med uperfekt, så mener jeg ikke bevidst lovløshed. Der er rigtig mange temaer som denne, som ses bevidnet i det gamle testamente, som bliver opfyldt af Jesus i det nye testamente. Og til vores Bibelstudie, hvor vi snart skal påbegynde en gennemgang af Hebræerbredet, vil vi også se andre temaer, som det gamle testamente vidner om, som bliver opfyldt i Jesus. Nemlig den gamle testamentens præsteskabe og de offringer. Men det kommer vi til at gå igennem til vores Bibelstudie. Og det der er med til at binde hele Bibelen sammen og ophøje Jesus for hans værk på korset. Hele Bibelen har ét formål, og alt peger frem mod dette formål. Og formålet finder sit climax i Jesu liv, død opstands. Lad os derfor med denne lange intro nu vende os til teksten. Og lad os derfor læse den sammen igen. Judas 1 og 2. Fra Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobsbror, til de kaldede som er elskede af Gud Fader og bevarede for Jesus Kristus. Barmhjertighed og fred og kærlighed være med jer i stadig rigere måde. Judasbred starter som en brev fra antikken typisk i år. Den indeholder navnet på forfatteren og en kort identification af modtagerne af brevet og en åbningshilsen, hvor forfatteren påkalder Guds barmjertighed, fred og kærlighed til sine modtagere. Der er forskellige teorier om, hvem dette Judas var, men det, jeg synes, giver bedst mening og har de bedste argumenter at bevise, er, at Judas er Jesus' halvbror og bror til Jakob, som har skrevet Jakobsbrederen. Vi vil ikke dele så meget ved dette i dag, men om Gud vil, så vil vi komme ind på det igen i resten af prædikesserien. Formålet med brevet, som vi vil komme ind på i de kommende prædikener, er nemlig, at der sned sig nogle falske lærer ind blandt de kristne. Disse falske lærer perverterer Guds nåde for at kunne begå synd og leve et umoralsliv. Disse falske lærere er det store tema i Judasbrevet, og Judas viser gang på gang i sit brev, at der findes to grupper. Sine læsere, de kristne, dem som Judas kalder, mine kære. Og så er det de falske lærere, dem som Judas kalder, nole eller disse mennesker. I vores vers her, vers 1, skriver Judas noget signifikant, som lægger fundamentet for, hvorfor er disse falske lærere, at nogle af de kristne skal holde sig fra. Judas markerer nemlig de kristnes identitet. En identitet som adskiller sig fra de falske lærere. Judas modtager at de kristne, dem han markerer, er ikke som de falske lærere, fordi de er kaldet. De er tilsidsatte af Gud til at være Guds folk og til at gøre Guds gærning. Lad os lige læse vers 1 igen. Fra Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs bror, til de kaldede, som er elsket af Gud Fader og bevaret for Jesus Kristus. Der er utrolig mange bibelske sandheder blot i dette ene vers. Men vi vil i dag kigge på det, at Judas' læsere er kaldede. Det at være kaldet af Gud er et gennemgående tema og begivenheder, vi ser i hele Bibelen. Emnet om Guds kald bliver uden tvivl forstærket i de nye testamente, men Guds kald er også et vigtigt tema i de gamle testamente. Det er nemlig Guds kald, der starter det hele. For der er nemlig ingen, der søger Gud. Folk, der ikke er blevet omvendte af fjendske mod Gud, og de har hverken viljen eller lysten til at søge ham. Det er ikke blot et faktum, det er et bibelsk faktum. Romer 3, 10-12 siger nemlig, som der står skrevet, der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordavet, ingen gør godt, ikke en eneste. Et af de første steder vi ser om dette kald er i Abrahams historie. Abraham blev kaldet Gud. Gud kalder Abraham til sig selv, således Abraham kan udruste til at gøre Guds gerning. 1. Brugsbog kap. 12, vers 1 og 2, og I behøver ikke at slå op. Herren sagde til Abraham, Abraham, forlad dit land og dine slægt og dine fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsigns. Vi ser allerede her, at det der kaldt ikke resulterer i tilfældigheder, men kaldet bliver ledsat af en slags helligelse. Altså Abraham bliver kaldet af Gud til sig selv. Han bliver tilsidesat, for at så at Gud kan velsigne Abraham. Noget vi ikke ser i teksten her, men som vi skal læse lige om lidt er, at Guds kald er aldrig motiveret af noget, som findes i den person, der bliver kaldet. Guds kald finder ikke sin kilde i merit eller positive egenskaber i den, der bliver kaldet. Der er ingen tvivl om, at Abraham ender med at blive Guds ven. En gudfrygtig person, der bliver givet en stor tro og vokser i denne tro. Men dette er frugten af Abrahams kaldelse, og ikke grunden til Abrahams kaldelse. Hjorsvars bog kap. 24, 2-3 siger, Hjorsvars sag til hele folket. Dette siger Herren Israels Gud, I gamle dage boede jeres fædre på den anden side af Eufratflåden. Tera, Abrahams og Nagras far, og de dyrkede andre gudder. Men jeg tog jeres fader Abraham fra landet på den anden side af floden, og løb ham vandre omkring i hele Kanaan. Jeg gjorde hans efterkommertalleri og gav ham Isaac. Det er da et vigtigt vers, fordi det viser Abrahams syndelige tilstand. Han kom nemlig fra en familie af augustdyrker. Måske den mest overskyelige synd af dem alle. Måske den synd Gud vemmes ved allermest. Men Gud kaldte Abraham alligevel. Guds kaldelse finder sin rod i Guds vilje og i Guds kærlighed, og ikke i den, der bliver kaldet. Gud kalder os ikke i dag med en stemme på samme måde, som han gjorde med Abraham. Det kald, som Gud kalder os med i dag, er det indre kald. Og det kald, som omvender vores hjerter og giver os det nye liv. Men princippet i Guds kald, som vi ser udtrykt stærkt her i Abrahams liv, er vigtigt at forstå, for den gælder også for os og for Judas' modtagere. Det er også vigtigt at forstå, fordi det giver os en bedre forståelse af resten af Judas' bøger. Fordi Gud har kaldet os af sin frie og særlige noget, som der står i vores begivense i kapitel 10, paragraf 2, som vi skal læse lige om lidt, skal Judas' modtagere og vi nu leve et liv, som er det kald værdigt. Paulus formaner i fæseren til at leve, så det svarer til det kaldt ifik i fæserbrød 4.1. Gud har kaldet Judas' modtagere over os, og det kaldt være et ansvar, nemlig at vi tager afstand fra falske lærer, dem der skaber splid, dem der misbruger Guds nåde til lovløshed, dem der spreder løgn, bedrag og ubibelske lærer. Det er ikke omvendt. Kaldelsen af fundamentet, kaldelsen af identificationen, kaldelsen af vores tilstand og vores heldige tilsidtsættelse er Gud. Og på grund af, at vi er tilsidesat, hvilket er en kærlig og nåede handling af Gud, afholder vi os nu fra falske lærer. Guds kald er af gudlige mennesker. Mennesker, der ikke fortjener det kald, findes i Guds vilje og Guds kærlighed. En kærlighed han havde for dem, han kaldte, før han kaldte dem, mens de stadig var syndere. Som der står i Rombrød 5,8. Vi er kaldet til at tilhøre Jesus, og fordi vi tilhører Jesus og er forene med ham, så kan vi og skal vi leve et liv, hvor vi stræber efter at gøre Guds lov, som også indebærer os at tage afstand fra falsk lærdom, som dem her i bredet. Rom 1, 8, 28. Vi ved, at alt samvirker til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. Igen, Rom 1, 6. Blandt dem er også I, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus. 1. Korinther 1, 2. Til Guds menighed i Korinth, dem der er hellige ved Kristus Jesu, kaldet til at være hellige, sammen med alle dem, der påkalder vores herre Jesu Kristi navn, på et hvert sted, deres og vores. Slå gerne op på Antimotheos 1, 9. Antimotheos 1, 9. Antimotius kap. 1, vers 9 skriver Paulus herledes. Han frelste os og kaldte os med en helig kaldelse. Ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den noget, som var givet os i Kristus Jesus for evigt tider siden. Ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning. For vores bekendelse kap. 10, par. 2, baptistbekendelsen af 1689 siger følgende. Dette virkningsfulde kald skyldes udelukkende Guds frie og særlige nåde, og ikke på grund af noget som helst, der kunne foreses i mennesket. Det udgår ikke på grund af nogen kraft eller kvalitet eller halvning i skabelsen, som er fuldstændig passiv i hele seng. Mennesket er dødt i overtrædelse og synd, indtil det bliver gjort levende af helligånden. Herved bliver mennesket givet at kunne besvare kaldet og modtage noget, der er tilbudt og overbragt ved kaldet. Den kræft, der sætter det i stand til det, er ingen anden end den kræft, som oprejste Kristus. For de døde. Sluk gerne op for 1. Koran 1, 22-24. 1. Koran 1, 22-24. Det er på side 1037. 1. koran 1.22-24. For jøder kræver tegn, og grækere servister. Men vi prædiker Kristus som korsfæstet. En forarvelse for jøder og en dårskab for helvede. Men for dem, der er kaldet Jøder, såvel som grækere, prædikere vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. Her bliver der identificeret to grupper igen. I begge grupper findes der jøder og grækere, med andre ord folk fra alle nationer. Og for begge grupper bliver Guds evangelium prædiket. Men for den ene gruppe er Guds evangelium forarvelse og dårskab. Men for den anden gruppe, dem der er kaldet, står der, er budskabet Kristus som Guds kraft og Guds visdom. Anteciloniker 2, vers 14. Dertil kaldte han jer også ved vort evangelium, for at i skulle opnå at have Jesus Kristi herled. Det er et emne vi ikke vil komme ind på så meget, men blot lige nævne det. Her ser vi nemlig, sammen med verset fra Koran, at det er gennem evangeliens forkyndelse, at Gud kalder sit folk til sig. Kaldelsen er Guds, det er Gud der opsøger folk, og han har valgt, at evangeliens forkyndelse skal være midlet til det der sker. Så vi ved, at Judas modtager har hørt evangeliet om Guds barmhjerte i frelse og modtaget det tro. Guds kald er virkningsfuld. Gud kalder et folk, der er ufortjent hans frie nåder. Hans kærlighed fortjener vi ikke. Vi fortjener helvede og straf. Men Gud kalder os alligevel. Fordi han elsker os, mens vi stadig var syndere. Og ikke nok med det. Han vil bevare os for Jesus Kristus. Han vil bevare os som kristne indtil den dag, Jesus kommer igen. Og det med det der fantastiske budskab, det Gud-budskab, evangeliet, som er vores fundament til at afholdes fra falske lærer, som disse i vores brev. Vi gør det ikke for at fortjene os til Guds frelsende kærlighed, men fordi Gud elsker os, så stræber vi efter at leve et heldigt liv i kraft af Guds nåde, som indebærer at tage afstand fra alle, der udnytter Guds evangelium og nåde til lovløshed, griskhed og andet dårlig frugt. Judasbrædderet har mange formaninger, men det starter altså ud med, at Judas identificerer, hvad fundamentet er for disse formaninger. Nemlig Guds nåde i hans kald, og hans tilsidesættelse af os som et helligt folk. Det er en nødvendig og vigtig anvendelse af denne teologiske sandhed, nemlig at vi stræber efter at behage Gud igennem vores hellighed, fordi han elskede os først, og fordi han frelste os først. Gud initierede kaldet. Det hele startede med Gud. Det var ikke os, der først henvendte os til Gud. For husk verset fra før. Ingen søger Gud. Men når Gud kalder et folk, så kalder han det ikke til tilfældigheder. Han kalder det ikke for at overlade det hele til det kalte menneske. Nej, han har en plan med det kalte, og det er at rense personen på synd dagligt ved heligens kraft. Men det ultimative formål er at få zonet et folk til ham. Til at få et paksforhold. Vi må gerne slå op på 1. Peters bræddekabinel 5, vers 10. 1. Peters bræddekabinel 5, vers 10. Første Peter 5, vers 10. Rigtig interessant vers, for her ser vi, at når Gud kalder, og når Gud frælser, så giver han ikke slip. Heldiggørelsen af det, vi gør gode gerninger og vokser i vores tro, er ikke frivilligt på den måde, at det kan fravælges. Heldiggørelsen er lige så sikker som vores retfærdiggørelse. Peter skriver, og når I må lide her i en kort tid, vil alt nogetes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udryste, støtte, styrke, grundfeste jer. Magten er hans i al evighed. Amen. Som har kaldet jer til sin evige herlighed, han vil selv udryste, støtte, styrke og grundfeste os. Så Judas har lagt et fundament og skabt en skænd mellem hans modtager og de falske lærere ved at fortælle dem, at de er kaldet og tilsidesat af en til mindre end gudden almvægtig. Men Judas er ikke færdig med sit forord og hilsen. Lad os derfor læse vers 2 igen. Vers 2 i Judasbrev siger, Barmhjertighed og fred og kærlighed vær med jer i stadig rigere mål. Det Judas gør her er, at han ønsker, at disse tre ting, barmhjertehed, fred og kærlighed, skal vokse i sine modtageres liv. Det er en slags ønskehilsen eller en ønskebønd. Det græske i denne sætning er formuleret således, at Judas ønsker, at disse tre begreber skal vokse og multipliceres i sine modtageres liv. Hvis man skulle formulere det på en anden måde kunne man skrive, at jeg ønsker, at barmhjertehed og fred og kærlighed skal vokse hos jer i overflod. Her ser vi tre begaber, som er tre ud af rigtig, rigtig mange fordele, som vi kristne er blevet skænket i den frelse, vi har fået, og i vores forsorgning med Jesus. Vi skal dog i dag kun koncentrere os om fordelen fred. Som jeg nævnte, bliver vi nødt til at begrænse os lidt i dag, da blot i disse få ord er der utrolig meget visdom, teologiske sandheder og praktisk anvendelse. Vi vil derfor blot kigge på fred i dag og dens betydning, og dens betydning i forhold til vores tilstand som kristne og vores kristne vandring her på jorden. Vi skal nemlig fokusere på to aspekter af denne fred. Som sagt så er fred et af fordelene ved, at vi tilhører Kristus. Vi vil vende det lidt på hovedet, da disse to aspekter har en logisk rækkefølge. Altså det vil sige, at den ene aspekt kan kun lade sig gøre på grund af det andet. Og det andet aspekt, som er det første aspekt jeg vil snakke om her, det er, At ordet fred er den fred, som Judas ønsker, at vi skal få i det indre, og den fred, vi skal stræbe efter at opnå blandt hinanden, som kristne og som kirke. Efter at have brugt nogle vers på at forklare modtagerne af romerbrædet, hvordan de skal agere mod hinanden og mod dem, der er svage i troen i romerbrædet 14, konkluderer Paulus på følgende vis. Lad os derfor stræbe efter det, der tjener freden. og den indbyrdes opbyggelse. Vi er et folk der altid stræber efter at bevare freden mellem os. Frede der udlever den enhed vi har fået i Kristus. Et folk der er blevet løskøbt ved Jesu dyrbare blod. Lad os gerne om til Epheser brædde kapitel 4 vers 1 til 6. Ebesebred 4, 1-6. Jeg der er fanget for Herrens skyld formaner jeg dig. Formaner jeg dig til at leve så det svarer til det kald I fik. Med al ydmyghed, mildhed og med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde åndens enhed med fredens bånd. Et læme og en ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb, én herre, én tro, én dåb, én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle. Her ser vi, hvordan Paulus rudfester det, at vi skal bære over hinanden og stræbe efter at fastholde åndens enhed med fredens bånd. Han rudfester det i, at vi er af det samme læme. Vi er nemlig ét læme, kristne læme. Her ser vi også konkret, hvordan det der fred bevares. Den bevares ved, at vi bærer over med hinanden. Vi stræber efter den. Det vil sige, at vi gør en ekstra og vedvarende indsats for at bevare freden. Vi skaber ikke splid. En desværre alt for trist sandhed er, at kirker i dag kan splittes over de mest unødvendige og selviske grunde. Unødvendige splittelser bringer lidelse og skuffelse til de modende kristne, og den forvirrer og fjerner modet fra de nye kristne. Men vigtigst af alt, det værste konsekvens ved en unødvendig og syndig splittelse, som er større end hvad den skaber af konsekvenser for os, er at det bringer skam over Herres og Herre Jesu navn. Det spotter Guds heldige navn. Hvordan det? Jo, fordi når folk og andre folk, dem der ikke er kristne, ser på hvordan de kristne opfører sig, Hvordan de splittes for selviske grunde, så siger de, jamen er det sådan en Gud de følger? Hvis de påstår at de følger Jesus, så må den her Jesus på samme måde være selvisk som sine efterfølgere. Kan I se hvordan dette og faktisk al synd på den ene eller anden måde spotter Guds navn? I 2. Samuel 12, 13 og 14 læser vi at David ved sin synd har givet Guds fjender anledning til at spotte Gud. Der står, da sagde David til Nathan, jeg har syndød mod Herren. Undskyld, jeg tager den lige forfra. Da sagde David til Nathan, jeg har syndet mod Herren. Nathan sagde til David, så tilgive Herren din synd, du skal ikke dø. Men siden du har givet Herrens fjender anledning til at spotte, skal den synd du har fået dø. Vi ser som kristne altid søge at bevare enheden for vores skyld, men mest af alt for at ære Gud og hans værk i os som hans ejendom. I må gerne blive omtaget i Filippa 2, vers 3 og 4. Her formaner Paulus sine læser til at tænke på andre før man tænker på sig selv. Og dette er også desværre mange gange grunden til, hvorfor der sker så rigtig mange syndige og unødvendige splændelser blandt kristne. Lad os læse. Gør indsigt af selvviskhed og heller ikke af indbilskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have ved det sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus. Paulus slutter disse vers af med at sige, som var i Kristus, Jesus. Fordi i de efterfølgende vers læser vi nogle meget velkendte vers, der beskriver den ydmyghed, Jesus viste ved at give slip på det, han havde for andres skyld. Nemlig det, at han forlod sin trone, han tog menneskelige køde på og døde på i Kors for at forsone et folk til Gud. Dette bruger Paulus som eksempel på, hvordan vi kan bevare fred og være ydmyge og bruge det som motivation. Der er ingen tvivl om, at det at ønske fred er en meget velkendt og hyppigt brugt hilsen i Bibelen og generelt i Israel. Men det er også utrolig relevant for resten af bøgerne. For resten af bøgerne hænger netop om, at der er nogle falske latter, udnytter Guds nåde og skaber ufred blandt Judas' modtagere. Som jeg nævnte, så sker der rigtig mange unødvendige splælser. Og grunden til, at jeg formulerer det på den måde, er præcis fordi, der desværre også findes nødvendige splælser. Nogle gange er det nødvendigt for personer at enten forlade en kirke eller for kirker at afholde sig fra andre. Vi læser følgende i Rombræd kap. 16 v. 17. Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der er i modstrid med den lærer, jeg er taget imod. Skab os blidelse og før andre til fald. Hold jer fra dem. I modstrid med den lære, siger Paulus, vores enhed er en enhed i sandheden, dvs. i Guds ord. Uden sandhed er der ingen enhed. Vi bevarer ikke enheden for enhver pris. Hvis nogen er i modstrid med apostelhedslærer og selskaber, splittelser og fører andre til fald, så skal vi afholde os fra dem. Dette må være en formanding til os og alle kristne, at hvis man har enhed med folk, der er i modstrid med kristendoms kernebødskaber, så går man imod Guds befalinger, og man synder. Vi skal ikke have enhed med folk, der ikke tror på kernesandhederne i Guds ord. Vi skal ikke reducere apostlernes lærer til en falsk fællesnævner for blot at bevare enhed med folk. Fællesnævnerne er apostlernes lærer og kernebudskaberne om Jesus og hans frelse og gerning. Og det står i Bibelen, ikke mindre og heller ikke mere. Og det er netop det, som Judas formaner sine læser til at gøre sine drev. De skal afholdes af falske lærer. Vores enhed er nemlig på skriftens grund. På den sande og gode lærer. Uden den sande lærer har vi ingen enhed. Som jeg nævnte tidligere, var der to aspekter af denne fred, som jeg vil snakke om i dag. Den anden aspekt er nemlig den fred, vi har ved Gud. Det er nemlig denne fred, der er aller vigtigst. Og det er den fred, der er kilden til den fred, vi har ibl. os. Det er den fred, der giver sand fred i det indre. Kristne har fået fred med Gud. Denne fred med Gud er uhygt vigtig at forstå, fordi det er et af kerneprincipperne og fordelene i evangelies budskab, nemlig forsåningen med Gud. Men før vi kan forstå denne fred, er vi nødt til at forstå, hvorfor denne fred er nødvendig. For at besvare dette vil jeg prøve at se på det fra en anden vinkel, nemlig Hvad er det egentlig, kristne er fralst fra? Kristne er et fralstfolk. Vi er blevet fralst, men hvad er vi fralst fra? For at forstå dette, så bladre gerne sammen med mig om til Zephanias bog kap. 1, versene 14, 15 og 18. Det er sidde 837 i den gamle opstilling, og sidde 1021 i den nye opstilling. Det er fire bøger efter Jonas' bog. Sidde 837. Og hvis I har den nye opstilling, så er det 1021. Safinetsbog kapitel 1, versene 14 og 15 og vers 18. Her læser vi. Herrens store dag er nær. Den er nær og kommer hurtigt. Hør heltens kampråb på Herrens Bidredag. En vredes dag er denne dag. En dag med nød og trængsel. En dag med ødelæggelse og undergang. En dag med mulme og mørket. En dag med skylag og mørkeskyer. Deres sølv og Gud kan ikke redde den på Herrens vredes dag. I Hans lidenskabsild skal hele jorden fortæres, for Han bringer til indtilgørelse og redsel over alle jordens beboere. Herrens dag her i denne kontekst er dommedag. Denne dag bliver frygteligt. Der står den bliver bitter, nød og trængsele, mulm og mørke. Herrens vredes dag står der, hvor han, altså Gud, vil til endte gøre jordens beboer. Lad os læse endnu en tekst, som snakker om denne dag. Bladet gerne om til Bibelens sidste bog, Johannes åbenbaring, kap. 6, v. 15-17. Johannes openbaring 6, versene 15 til og med 17. Johannes beskriver dommedag her. Han siger, og jordens konger og store mænd og herrefører og rige mænd og magtherre, og hver træl og hver fri, skjule sig i huler og klippeklyfter. Og de sag til bjerge og klipper, fald ned over os og skjule os for ham, som sidder på tronen. Forlammets vrede. Og forlammets vrede. For nu er deres vrede store dag kommet, og hvem kan da bestå? Læg mærke til, at det er lammets fred, de også vil skjule sig fra. Det er nemlig Jesus. For når han kommer igen, så kommer han ikke med den samme mission, som da han kom første gang. Nej, når han kommer igen, så er det for at dømme levende og døde. Herrens dag, som sagt, i denne kontekst, er altså en frygtelig og forfærdelig dag. Det er dommedag. Den dag, hvor alle mennesker skal dømes. I Zephanias bog og Herre Johans ubenbaring læser vi også en anden vigtig ting, nemlig at Herrens vrede bliver udgilt den dag. Gud er vred, fordi mennesker har brudt hans lov. Den evige og hellige og almægtige Gud accepterer ikke, at mennesker bryder hans lov. Gud er så ren og hellig og så ophøjt, at det mindste bryd på hans lov ikke kan tolereres. Det at ikke have været fred med Gud er en frygtelig sandhed for rigtig mange. Uden fred med Gud vil du opleve disse frygtelige ting, der vil ramme dig på Dommesdag. Vi kristne ser frem til denne glædes dag, fordi vi går ind til det evige. Men for de ikke-kristne vil det være den værste dag i ens liv. Uanset de rigedomme og de venner og indflydelsesrige personer, man har skabt sig her på jorden, kan disse ikke redde dig for denne dag. Når vi som kristne tænker på Dommestag, glæder vi os, men det bør også bedrøve os. For der vil være folk vi kender, folk vi holder af, der vil opleve Guds fulde ræde. Må dette som det eneste motivere os til at sprede budskab om evangeliet til folk. For evangeliet er det eneste, der har kraften til frelse. Det er det eneste, der kan redde dig for denne dag. Og der er ikke frældse i nogen anden. Ja, der er ikke blevet givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frældsfra. Apostlernes gerninger, kap. 4, v. 12. Det navn, mine kære venner, er Jesus. Omvend dig for din synd. Anerkend, at du er et syndligt menneske. Og tro på Herren Jesus Kristus som den person, der vil frælste dig for denne dag. For der er intet navn, hvorved vi kan blive frældsfra. Intet andet navn, hvor vi kan blive frældsfra. Romopæret kapitel 5, vers 1 siger, da vi nu er blevet gjort retfærdige at tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Jesus fredser os for denne dag, og derfor har vi fred med Gud. Hvis du ikke tror på Jesus som din fredser, så indløber i seng i aften, så bank dig på din skulder, bed Gud om barmhjertighed og sæt din lid til Jesus. Denne sandhed om dommedag og Guds ræde er ikke specielt sjovt at prædike om. Men vi bliver nødt til det. Ellers ved folk ikke hvad der venter dem. Vi skal ikke behage mennesker, men vi skal behage Gud. Og Gud siger i sit ord, at vi skal prædike hele hans rådslutning. Apostelskerninger 20, 26 og 27. Det vil sige, at vi skal prædike alt det, Gud skriver i sit ord. Især dem, der handler om frelsen. Dommedag er ikke noget vi bør se let på eller have en humoristisk attitud til, fordi for mange bliver dette den værste dag nogensinde. Derfor når vi forstår hvilken fred vi har fået, nemlig fred med Gud, og forstår hvor vigtigt og alafgørende det er, skal vi stræbe os efter at bevare freden med os, og med en fred der rodfæstes i Guds sandhed og Guds evangelie. Så næste gang folk spørger dig, hvad er kristen fralds for? Så sige for Guds fred og Guds dom. Vi må ikke pakke dette budskab ind i sukker for at gøre det lettere for folk at sluge det. Vi må fortælle sandheden. Hvorfor? Så folk kan omvende sig og trylle og bede Gud om barmhjertighed. Mennesker har brug for Guds barmhjertighed. Men uden at vi prædiker behovet for det, er der ingen frølse. Og afslutningsvis, sidst men ikke mindst, hvordan kan vi opleve denne fred som kristne i det indre? Opskriften er egentlig meget enkelt. Det er ved at forny vores tanker og vores sind med Guds ord, ved Heligåndens kraft, modtag i nærhverden og dåben og gennem vores bønder. Hvorfor? Fordi det er disse midler Gud har forordnet til at opbygge sit folk. Opskriften er enkel og rutinepræget. Der er ikke noget hokus pokus i det. Det er ikke mystisk. Det mysterstår mig ikke. Jeg siger ikke, at det der er altid lige nemt. Det kræver disciplin. Men opskriften er enkel. Den kristne tro er ikke sensationelt. Den er almindelig. Ordet, nadevand, dopen og bønderne er almindelige midler til at formidle Guds fordele i frelsen til os. Så er vi genvokset som kristne. Og Guds ord er også et af disse midler. Fordi det er herinde vi læser, at vi har fået denne fred. Det er herinde vi læser om sandheden om denne fred. Alt dette er også en af de vigtige grunde til at vi kommer i kirke, nemlig for at høre ordets sande forkyndelse, modtage sakramenterne, dopen og nadvaren og for at bede i fællesskab. Vi skal ikke gøre det mere kompleks end det. Det er en proces der tager hele livet. Bedrag dig ikke selv med det værselige motto Quick Fix. Kristendommen er rutinepræget, lang, sej, fyldt med ledelser og trængsler, men det bygger os op til at ligne Jesus, til at forstå og opleve denne fred i det indre. En fred, som kan give os håb og trøst, for selvom vi bliver forfulgt, selvom verden er efter os, selvom vi oplever trængsler, Selvom vi mister de kæreste omkring os, så har vi fred med Gud. Den vigtigste fred nogensinde. Når vi har denne fred, kan vi med Paolo sige, til for mig er livet Kristus og døden en vinding. Amen. Lad os bøde. Lad os bøde. Almægtig Gud og himmelske Fader, Må disse ord blive ledsaget af Helligånden. Må det give vores liv fornyet sind og tanker. Må de rudfæstes i det indre, så vi kan forstå, at vi er et kaldet og helligt folk, og så vi kan opleve denne fred, vi har fået ved forsoningen med dig i Jesus Kristus. Så vi kan udleve Helligåndens frugt til vores gavn og til dine ære. Vi beder i Jesu navn. Amen.