Jeg har fået opgaven at forkønne Guds ord for jer i dag, og den glæder jeg mig over, og jeg håber og jeg beder enderligt om, at Gud vil bruge mig og mine ord til at opbygge jer, hans folk, i dag, denne herrens dag. Jeg beder om, at han vil tale til jer i dag gennem mig, og at vi alle sammen ved Helligåndens hjælp og oplysning og vejledning vil få mere indsigt i Guds ord i Bibelen. Men før vi går i gang med at kigge på teksten for i dag, lad os starte med at bede sammen. Gud, du er herlig, og du er ophøjet over alt. Du har skabt universet, og alt hvad det rummer, der er ingen anden som du. Du er den eneste sande Gud. En hver afgud er blot en stum, blind og magteløs produkt af menneskers tanker og idéer. Men du har alt magt i himlen og på jorden. Du har sendt din søn forlede døden i dit folks sted, og nu befaler du alle mennesker at omvende sig og tro på ham. Ham som vandt over døden og sidder ved din højre hånd. Kom og vær hos os nu ved din hellige ånd. Gør det prædikede ord til dit ord, og hjælp os til at fokusere på hvad du har at sige til os i dag i dit ord. Amen. Den tekst jeg har vælt at prædik over i dag er fra Apostlenes Gerninger, kapitel 17, vers 22-34. Så I må gerne finde teksten frem i jeres bibel. Hvis I sidder med den autoriserede dansk oversættelse, altså den gamle opstilling, så findes den på side 1007. Altså i den gamle opstilling. Jeg ved ikke, hvor den er i den nye opstilling. 1236. Teksten er Paudus' tale under hans besøg i Athen. Også kaldt talen på Areopagos. Men før vi læser teksten, så vil jeg gerne kigge lidt overordnet på Apostlenes gerninger, på denne bog i Bibelen. Det kan være en god idé nogle gange, når man bare dykker ned midt i en bog og kigger på en tekst midt i bogen, uden først at have været igennem de første 16 kapitler. lige at snakke om bogens formål og indholdet. Vi har heldigvis læst en del af teksten til vores gudstjenester hver dag, men vi kigger lige overordnet på apostlenes gerninger. Det første spørgsmål, man tit stiller sig selv, når man læser en bog i Bibelen, det er, hvem skrev den? Hvem skrev den her bog? Hvem skrev apostlenes gerninger? Jamen det er uden tvivl, Lukas. Den samme Lukas, som skrev Lukas i evangeliet, det er en Lukas, som var Paulus' ledsager på mange af hans rejser, som Paulus kalder den kære lage Lukas, eller den kære Lukas i kortocenterne 4.14. Og der er der ret stor enighed om i hvert fald blandt de sødne kristne tillover gennem hele kirkehistorien. Men et meget mere relevant spørgsmål, i hvert fald for os i dag, er, hvorfor skrev Lukas apostelskærninger? Både Lukas evangeliet og apostelskærninger er adresseret til en mand, som hedder Teofilus. Vi ved ikke meget om Teofilus. Vi ved ikke så meget om, hvem han var. Men bøgerne blev skrevet til ham, og andre nyomvendte hedninger som ham, så de kunne vide, som Lukas siger, hvor politigt det er, som du er blevet undervist i. Det skriver han i Lukas 1, 4. Altså, der er nogle hedningere, der har hørt evangeliet, der er kommet til tro på Jesus, og så skriver Lukas de her to værker til dem for ligesom at bekræfte, at det hele er historisk og sandt. I Apostelsgerninger 1, 1, så læser vi også, Lukas, han skriver, i min første bog fortalte jeg dig, Teofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen. Det skriver han som det allerførste i postelske ærninger, og så er det lidt underforstået, at Lukas i evangeliet, det præsenterer alt det, som Jesus begyndte at gøre og lære. Over postelske ærninger beskriver han alt det, som Jesus fortsætter. med at gøre, gennem sine apostle og vedhelige om, efter sin himmelfart. Men et af de vigtigste vers, hvad angår formålet med apostlens gerninger, findes i 1.8. Apostlens gerninger 1.8. Her siger Jesus til sine apostle, Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner, både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, lige til jordens ende. Se, i Apostlens Gjerninger så ser vi, hvordan apostlene med Jesu bemyndelse og kraft fra Helligånden, de skal udbrede evangeliet fra Jerusalem til jordens ende. Deres opgave var at sprede evangeliet Men hvordan gjorde de det? Hvordan så udførelsen af den her opgave ud? De spredte evangeliet ved at forkønne evangeliet. Der var også nogle tegner under selvfølgelig, det var en del af deres værke, men formålet med tegnene og ånderne, miraklerne, det var blot at bekræfte evangeliet som et budskab fra Gud. Den primære måde de nåede folk med budskabet om Jesu liv, stedfortræderne død og opstattelse og den kommende døm, var gennem deres forkyndelse. Og det er noget af denne forkyndelse vi skal se på i dag fra Paulus. Der er to, jeg ser i hvert fald to, centrale forkyndere. i Apostelsgerninger. To mænd, som der er rigtig meget fokus på, og det er Peter og Paulus. Kapitel 1-15 indeholder 8 taler fra Peter, og kapitel 13-28 indeholder 9 taler eller prædikener fra Paulus. Så man læser altså næsten hver anden kapitel i en prædiken eller en tale i Apostelsgerninger. Og Paulus, vi ser hans virke i tre missionsrejser, Og den tekst vi skal se på i dag, det er fra hans anden rejse under hans besøg i storbyen Athen. Så der har vi den overordnede kontekst for apostels gerninger, vores tekst. Altså vi ser at evangeliet går sin sejrsgang. Budskabet om Jesus når længere og længere ud til nye folkeslag, og folk kommer til tro. Og det er det arbejde, som Paulus er en del af og er i gang med i vores tekst i dag. Så lad os læse Apostlandsgerninger 17, 22-34 sammen. Det er mange vers, og vi læser det hele til at starte med. Så må I gerne åbne jeres Bibler og læse med Apostlandsgerninger 17, 22-34. Så stod Paulus frem midt på Areopagos og sagde, Athener, jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften for en udkendt Gud. Det I således er uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden med alt hvad den rummer, og som er herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af mennesker hender, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver liv og ånde og alle ting. Og af ét menneske har han skabt alle folk, og lavet dem bosætte sig overalt på jorden, og fastsat bestemte tider og grænser for hvor de skal bo, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham. ham som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt, vi er også af hans slægt. Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene at Guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde. Efter at Gud har borget over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig. For han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil. Og det har han gjort troværdigt, for alle vil have glædet ham opstå fra de døde. Da de hørte om dødes opstandelse, spottede nogen. Men andre sagde, det vil vi høre dig tale om en anden gang. Dermed forlod Paulus forsamlingen, men nogle mænd sluttede sig til ham og troede, blandt dem Dionysius, som var mellem af Areopagos forsamlingen, og en kvinde, der hed Damaris, og flere andre. Det er en lang tekst, men jeg har kun en prædiken tilbage, mens jeg er i kirken her, så vi tager det hele på en gang. Og for at forstå talen her korrekt, så må vi faktisk først forstå nærkonteksten. Fordi denne tal er en vigtig tal, men den er nogle gange blevet misforstået og endda misbrugt til at sige noget, den ikke siger. Og det skal vi selvfølgelig undgå. Så hvad er situationen, Paulus befinder sig i i byen Athen? Han befinder sig i Athen, fordi han har været nødsaget til at forlade Silas og Timotius efter en rigtig succesfuld tid i berør. hvor folk lyttede til hvad han sagde og læste skriften og kom til tro, men så kom der desværre nogle jøder fra Thessalonika og forfulgte dem, så Paulus han måtte flygte. Så nu er han i Athen og han går rundt i byen, og hvad læser vi så om hans reaktion til den her spændende ny storby han befinder sig i? I apostens gerninger 17, vers 16, så læser vi, mens Paulus ventede på dem i Athen, blev han meget oprørt over at se byen fuld af afgudets billeder. Fuld af afgudets billeder. Han bliver provokeret. Paulus han er en mand, som tror på herlighedens Gud. Og her i denne her by, så bliver denne Gud ignoreret og vanneret. Hvordan reagerer Paulus så? på den her afgudde styrkelse. Hvad gør han? Vi læser i det næste vers i Apostelsgerninger 17, vers 17. Han førte samtaler i synagogen med jøderne og de gudfrugtige, og på tåget talte han hver dag med dem han træffede på. Så Paulus han begynder at fortælle alle og enhver om den sande Gud, Biblens Gud, og om Jesus og om standelsen, som vi læser lidt lækker ned i teksten. Og her kan vi lige stoppe op og lige tænke lidt. Når vi bliver oprørt i sjælen, når vi bliver provokeret, eller grebet af foragt eller afsky, her i denne by, i dette land, i denne verden, på grund af dens afgudstyrkelse og vanær af Gud. Hvad gør vi så? Hvordan reagerer vi så? Lad os da huske på hvad Paulus gjorde her. Han tænkte disse mennesker. De har brug for at blive født på ny. Jeg må forkønne evangeliets sandhed for dem. Så i synagogen og på tåget, så snakkede han med alle, som ville lytte. Hans første og primære ønske var, at folk skulle omvende sig og komme til tro. Så mens Paulus er i gang med at snakke med folk, fortælle dem om evangeliet, han er simpelthen bare på gaden og vil snakke med alle om det her. Så kommer der nogen og anklager ham for to ting. Det læser vi om i Apostliske gerninger 17-18. Han bliver anklaget for to ting. For det første så bliver han kaldt en sludderhode. En sludderhode. Altså i den her kontekst så mener de en person som ikke rigtig selv ved noget som helst. Som prøver at stjæle gode idéer fra andre og prøver at se frem og fornuftig ud. Så er det en mere alvorlig anklag. Han bliver også anklaget for at forkønne fremmed huder. Og det er på grund af denne anklage og den her pludselige interesse i hans budskab fra byens folk og filosoferne, at han så bliver ført hen til et sted, som hedder Areopagos. Og vi ved ikke med 100% sikkerhed, hvad det her var på et sted, men Areopagos, det betyder blot Aris Bakke eller Marses Bakke, altså Aris, den græske krigsguld. Og det var måske et sted, hvor byrådet mødtes, eller en slags uddannelses- eller religionsudvalg mødtes. Men her er der nogle mennesker med autoritet, og i Guds forsyn, så befinder Paulus sig lige pludselig foran de her mennesker, som har en del magt og indflydelse i Athen. Og her skal han igen, som han så mange gange har gjort før i Apostlens Gjerninger, forsvare sit budskab om Jesus og opstandelsen. Han står foran de her mennesker, og han skal forsvare sit budskab. Og hvordan gør han det? Han indleder sin tale på Areopagos med folkets afbrydsdyrkelse som tema. Han siger, Athena, jeg ser at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, så fandt jeg også et alder med indskriften for en ukendt Gud. Det I således er uden at kende det, det forkynder jeg jer. Paulus siger flere vigtige ting her. Noget først man lægger mærke til, det er at han bruger det her ord. Han bruger det her ord religiøse til at beskrive athenerne. Ordet på græsk kan være meget neutral. Det kan også have en positiv betydning. Men det kan også have en meget negativ betoning. Religiøs. Det kan også ligne ordet overtroisk på en måde. Og her er det tydeligt at Paulus bruger ordet på den negative måde. Fordi vi ved allerede, at han er meget kritisk overfor folkets afgudstyrkelse. Han blev oprørt og provokeret i sjælen over det. Så med hans brugerord, så kalder han dem noget, der ligner overtroisk, når han kalder dem det her. Og så understreger han stærkt deres uvedenhed. Fordi folket har bygget et alter, og man har faktisk fundet mange af de her alter rundt omkring i området. De har bygget et alter til en ukendt gud. Og de tilbeder den, altså uden at kende den. Så Paulus han siger til dem direkte, at de er så uvedende i deres overtro, at de ikke engang ved, hvad det er, de tilbeder. Man må sige, at han kilder ikke deres ører. Det kører han ikke. Han indleder ikke sin prædiken med en lille joke eller en sjov historie om noget, han oplevede den anden dag. Han indleder sin prædiken ved at fordømme deres afgødestyrkelse. Han understreger deres afgødestyrkelse, og hvad gør han så? Så forsøger han i resten af sin tale at erstatte deres uvedenhed, deres afgødestyrkelse, de ting de tror på, med sandhed. Han laver altså ikke et ligehelstegn mellem den ukendte gud og den sande gud. Men han bruger deres afgørelsesdyrkelse, som så stærkt provokerede ham, som springbrændt, til at fortælle dem om den sande Gud. Fordi hans formål er at erstatte deres vrange forestillinger om Gud med en sand gudsyn. Og det bruger han så størstedelen af sin tale på. Og så i de næste seks vers, vers 24-29, Der kommer Paulus med en række punkter, hvor han både kritiserer folkets afgudstyrkelse og præsenterer en biblisk gudsyn. Det er ligesom hele formålet med den her tale. Hans fokus på den her del af talen er at forkynde Bibelens Gud, den eneste sande Gud. Og så kan man overordnet set sige, at han siger følgende tre ting om Gud i sin tale. Han siger, at Gud er skaber og herrer. Han siger, at Gud opretholder alt liv. Og han siger, at Gud har åbenbart sig i historien og i naturen. Så en groft opdel. Så siger Paulus de her ting. Så vi tager det første. Gud er skaber og herre. Det er her, Paulus siger til dem, at Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. i vers 24. Så han starter med at forkønne Gud som skaber. Han starter egentlig der, hvor Bibelen starter i 1. mose, hvor 1.1. I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Det er en interessant pointe, fordi nogen har lagt mærke til i den her tekst, i den her tale af Gud, at Paulus faktisk slet ikke citerer Gammeltestamentet overhovedet. Men det er tydeligt, at hele talen er gennemsyret af en gammeltestmentelig tankegang. For eksempel her. Og så må vi huske på konteksten, fordi nogle af Paulus' tilhører, nogle af dem der var der, de var epikoreer. Det er nogle filosofer, som troede på i en mere eller mindre tilfældig virkelighed, at alt var et tilfælde. Jeg minder sikkert om rigtig mange af Københavnerne i dag. Nogle af de andre, de var stoiker. Og de havde en meget pantistisk gudsyn. Altså, de troede ikke kun på én gud, men på mange guder. Og begge tanker går Paulus imod. Han siger, at der er én sand Gud, og at den her Gud har skabt alt med et formål, og at han er her over alt det skabte. Og det er et meget vigtigt pointe. Ikke nok med, at Gud har skabt det hele, men han er også her over det. Han er aktiv og suveræn i det univers, han har skabt. Det siger Paulus til Areopagos-forsamlingen til folket i Athen. Og hvad er hendes pointe så? Hvis det er Gud, der har skabt alting. Hvis det er Gud, der har skabt den verden, vi lever i. Hvordan kan han så bo i noget, vi har skabt? Hvordan kan han bo i en tempel? Hvordan kan mennesker bygge noget, der kan rumme Gud, styre ham eller holde ham på plads? Det er Paulus' pointe. Og så må man huske, at han står midt i Athen, i en by, der stadigvæk i dag er kendt for sine mange templer. Altså, man kan forestille sig, at mange af de her fantastiske, store, flotte templer var synligt lige bag Paulus, mens han stod og talte. Og så siger han til dem, at her bor Gud ikke. Hverken filosoferne eller de almindelige folkereligiøse var særlig glade for at høre, hvad Paulus havde at sige. men de havde brug for at høre det. Og så her har vi en anden meget relevant pointe, som vi skal huske på i dag. Min inderlige bøn er, at Gud vil give mig og jer den samfundlig modighed, som Paulus havde, til at ture for kun Bibelens Gud for verden, selv når vi ved, at det provokerer folk. Hvor vi har tillid nok til Gud, og kærlighed nok til mennesker, til at være villige til at støde dem for deres egen skyld. til at sige hvad folk har brug for at høre, ikke hvad de ønsker at høre. Så Gud han er skaber, og her over alt, han har skabt verden. Så kommer vi til Pauluses anden pointe. Gud opret holder alt liv. Her siger Paulus, heller ikke lad Gud sig tjene af menneskehender, som om han trang det til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alting. Gud er årsag til alt. Du og jeg vågnede op i morges med luft i vore lunger, fordi Gud gav os det. Vi spiste mad til morgenmiddag, det gjorde jeg i hvert fald, fordi Gud gav os det. Et hvert menneske, som lever lige nu, gør det, fordi Gud aktivt og bredt holder deres liv fra sekund til sekund. Ikke en eneste atom eller molekyle eksisterer lige nu uden Guds tilladelse og aktiv styre. Så hvis det er tilfældet, hvordan kan nogen så tro at Gud har brug for os? Har Gud brug for at blive tjent af mennesker? Nej! Tvært imod siger Paulus, det er os der trænger til Guds hjælp. Paulus vil overfor jaternerne understrege den her kontrast, der er mellem Gud og mennesker. Hvis man kender noget til græsk religion, så var guderne tit bare supermennesker, superhelteagtige guder. Men nej, der er altså en stor kontrast mellem Gud og os, som det skabte. Og så bruger Paulus tre ord. Han siger, at Gud giver liv, Liv, ånde og alting. Og det her begreb, liv, ånde og alting, på græsk, minder om en meget almindelig hedensk tanke i den her kultur på det her tidspunkt, hvor man havde sådan et oversprog, der hed, alt kommer fra Zeus. Liv, ånde og alting. Og Zeus det er jo den græske gudkonge, som guden over alle de andre guder. Og det er meget interessant, Paulus han tager det ud af den sammenhæng, og han anvender det i sin egen sammenhæng. Som om han siger til folket, ikke fra Zeus, men fra Herren, fra Yahveh, kommer liv, ånde og alting. Og så kommer vi til Paulus' tredje pointe. Gud har åbenbart sig i historien og i naturen. Han siger, og af ét menneske har han skabt alle folk og lavet dem bosætte sig overalt på jorden, og fastsat bestemte tider og grænser for hvor de skal bo, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt bort fra en eneste af os. af ét menneske har han skabt alle folk. Så for det første så underminerer Paulus enhver synspunkt, som siger at ét, at en etnisk gruppe skulle være bedre end en anden etnisk gruppe. Nej, fordi vi kommer alle sammen fra Adam. Lige meget hvilken farve din hud har, så er vi alle lige i det vi alle sammen er af sammenslægt. Menneskeslægt. Så vi skal passe på med at opdele hinanden i de her forskellige grupper, fordi vi alle sammen er sammenslægt, menneskesslægten. Men det er faktisk ikke Paulus' primære point det her. Fordi vi skal huske, at han er i gang med at forkønne den sande Gud for de her afgudstyrker. At erstatte deres brangeforstilling om Gud med en sand gudsyn. Så hvad er det han siger om Gud her? Han siger at Gud har åbenbart sig i menneskets historie. Gud har ikke blot skabt mennesker og så lavet dem styre showet selv. Nej, han har skabt mennesker og så er han også aktiv og virksom i deres historie, i menneskets historie. Vi læser at Gud har fastsat bestemte tider og grænser for hvor de skal bo. men har fastsat bestemte tider og grænser for hvor de skal bo. Der er godt nok ikke mange i dag, som er særlig glade for tanken om, at det er Gud, der styrer historiens gang. De fleste i dag vil jo gerne være herre i eget hus. Men Bibelen er utrolig tydeligt i sin lære på dette punkt. Der er mange tekster, man kan henvise til, men jeg tror, at den tekst, som Paulus har i baghovedet, den tekst, som inspirerer ham lidt, måske den tekst, han sidder og tænker på, er fra 5. Mosebog 32, vers 8. 5. Mosebog 32, vers 8. Det er nok den specifik tekst, som Paulus tænker på her. Og der læser vi. Da den højeste fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på gudsynnerne. Den højeste fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på gudsynnerne. Der har vi ordet fastsat igen, og det betoner, at Gud har bestemt, hvor mennesker skal bo, Han har bestemt, hvornår en rig skal falde, og en anden skal få magt. Alt sammen før det overhovedet blev skabt. Så med særlig fokus på menneskers vilkår, så snakker Paulus her om Guds forordning af alle ting. Hans forudbestemmelse af alt. Og det her med forudbestemmelse, det er ikke nogen nem lær. Det er det ikke, fordi vi tænker tit straks på alle de onde mennesker, som Gud har lavet leve. Alle de onde kongerier og de onde regeringer, som Gud har lavet eksistere og stadigvæk lade eksistere i dag. Og nu står jeg og siger, at det er noget, han aktivt har bestemt. Men jeg er her ikke for at forsvare Gud. Jeg er her for at fortælle, hvad hans ord siger. Men når vi synes, at det kan være svært at forstå, og en svær lære det her med Guds foråret bestemmelse af alle de historien, så må vi huske nogle basale sandheder om Gud, som Bibelen også er utvæt tydeligt omkring. Gud er Gud. Gud vil os det bedste. Gud vil, hvad han laver. Og Gud tager aldrig fejl i hans beslutninger og foråret bestemmelse. Det må vi huske. For at komme tilbage til Areopagos-talen, så siger Paulus til athenerne her, at Gud har skabt alle mennesker og åbenbart sig for dem. Og Paulus siger, at Guds åbenbaring over for mennesker har to formål. For det første, for at mennesket skulle opfylde jorden og leve i den. Det siger han i vers 26. Og for det andet, så åbenbart sig Gud. Så åbenbarede Gud sig for mennesker, for at mennesket skulle søge Gud. Det læser vi i vers 27, hvor vi læser for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. Gud skabte mennesker og åbenbarede sig for dem i historien og i naturen, for at de skulle søge ham. Nu berører vi noget af det, som Marcus snakkede om for nogle uger siden, hvis I kan huske det. Gud har åbenbart sig for mennesket på en måde, som gør, at mennesker er uden undskyldning, når de ikke allyder hans bud, når de ikke ærer ham og ikke takker ham. Sandheden om Gud er tydelig i naturen og burde føre til, at alle mennesker takker og ærer Gud og tilbiger ham. Men i stedet så famler folk rundt, som Paulus siger, de famler rundt som en blind mand i en labyrinth. Og det det gør mange på trods af at Gud ikke er langt bort fra en eneste af os, siger Paulus. Gud har åbenbart sig for os, men alligevel tilbærer folk afgudder, på trods af at Gud er lige her, midt ibl. os i naturen, hvor han har åbenbart sig. Så nu kommer vi igen til Pauluses hovedanklage mod folket i Athen. I stedet for at ære og takke den sande Gud og aflyde hans bud, så har de vendt sig til afgudder i stedet. Selv om de kun eksisterer på grund af Gud, som har skabt dem, Så har folket i Athen alligevel vendt sig imod arvguder og prøvet at skabe deres egne guder af sølv og metal og sten. Så de tager noget af det Gud har skabt og tilbiger det. Det er lige præcis det, Paulus siger også i 1. rummerbøjet kap. 1. Paulus han siger her det samme. Når vi nu er Guds slægt, må vi ikke mene, at Guddom ligner noget af guld eller sølv eller sten formet ved menneskets kunst og snilde. For Paulus var tanken om, at mennesker kan skabe noget med deres egne hænder og kalde det Gud. Det går imod alt, hvad Bibelen siger om, hvem Gud er. Det er ham, der er vores skaber, siger Paulus til folket i Athen her. Så det er en ret alvorlig anklage, han har kommet med. En af de mest centrale steder i oldtiden med den rigtig meget gudsdyrkelse og templer og religion. Han siger til dem, I har ikke styr på det. I tilbehør ikke den sande Gud. Så vi har set, hvordan han har brugt deres pantistiske udstykkelse som springbræt til at føre dem til den sande, levende Gud. Og det har han gjort ved at forklare, hvordan Gud er, hvem Gud er, som skaber og herrer over skabet og brætholder af alt liv. Og som den Gud, som har åbenbart sig i historien og i naturen. Og han har rettet en skarp kritik mod dem. Han har anklaget dem for ikke at tilbede af alle gud, selvom han har åbenbart sig for dem og ikke er langt væk fra nogen af os. I stedet så famler de rundt som blinde og tilbeder afgudder. Men det er heldigvis ikke der han stopper sin prædiken. Fordi nu kommer talens drejpunkt. Fordi der er håb endnu. For som Paulus siger, efter at Gud har bruget over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig. Nu er omvendelsens time kommet. For som Paulus siger i det næste vers, så er Jesus kommet og opstået fra de døde og vil døme levende og døde på domsdag. Så der er en beslutning, som skal træffes. Nu og her, siger Paulus. Vend afguderne i ryggen og tro på den opstanden Jesus, eller fortsæt i synd og gå fortabt på dommens dag. Og her er der så nogen der vil sige, nogen der har sagt, nej nej nej vent lige, Paulus han snakker ikke om tidligere tiders synd. Det er ikke det han siger. Folket de har ikke levet i synd før. Nej nej han siger tidligere tideres uvidenhed. Man kan jo ikke straffes for noget, man ikke ved noget om. Og det er rigtigt, at der er en uvidenhed, som er lige med uskyldighed. Altså, hvis jeg spiller mit vand her, så kan jeg ikke gå ned og sige til Nova, som leger ude i gården lige nu. Nova, du spilte mit vand. Hun ved jo ikke noget om det der vand, der er blevet spilt. Men spørgsmålet er, om Paulus her snakker om en uvidenhed, som er lige med uskyldighed. Eller mener han måske noget andet, når han siger, at Gud har båret over med tidligere tiders uvedenhed? Faktisk så er uvedelhedsbegrebet i Bibelen meget tæt forbundet med syndsbegrebet. Både i Nytestamentet og Gammeltestamentet. Vi kunne læse mange tekster, men hvis vi lige kigger på 1. Peter 1,14. 1. Peter 1,14. Der læser vi. Som lydige børn må I ikke tilpasse jer de løster, som I før fulgte i jeres uvedenhed. Altså de her syndige løster, som vi, før vi blev omvendt, tilpassede os. Det var i uvedenhed, men det var stadigvæk syndige løster. Og der er også eksempler fra Sapturagenta. Sapturagenta er den ældste græsk oversættelse af Gammeltestementet, som jo er skrevet på hebræsk. Den ældste græsk oversættelse af Gammeltestementet. Og det er en oversættelse, som Paulus og Lukas helt sikkert kendte til. Vi har eksempler herfra, hvor ordene for synd og skyld på hebræsk bliver oversat med det græske ord uvidenhed, som vi læser her. Hvad er det jeg prøver på at sige? Uvidenhed i Paulus' tale er lige med afgudsstyrkelse. Og afgudsstyrkelse er lige med synd. Så Paulus siger, at Gud i sin nåde og lang modighed har borget over med folkets synder. Men nu er en ny tid kommet. En ny tid i fraldshedshistorien. Nu har de mulighed for at omvende sig og komme til ham. Paulus siger, at Gud befaler mennesker at omvende sig. Læg mærke til hans ordvalg. Kaldet til omvendelse er en befaling fra Gud. Og det skal vi huske, når vi forkynder evangeliet, når vi vidner om Jesus for andre. Det er en befaling fra Gud. Og en befaling, som vil føre til dom for en værd, som ikke alleder den. Men det er ikke dig eller mig som befaler folk at omvende sig, det er Gud. Det at Jesus skal komme i magt for at dømme levende og døde, det har Gud bevist ved at oprejse Jesus fra de døde, siger Paulus. Og det er meget interessant at lægge mærke til på den opstandelse. Det er ikke noget som Paulus forsøger at overbevise folk om er sandt. Det er ikke opstandelsen han gerne vil bevise. Tværtimod så er det opstandelsen, den historisk faktum, som beviser Jesus herredømme og autoritet til at dømme levende og døde. Det er opstandelsen, som er beviset. Og Jesus han er drejepunktet for alt. Hans opstandelse er en historisk faktum, som kræver en respons. af enhver person. Og enten er den her respons tro og lydighed, eller så er det at undertrykke sandheden og fortsætte i synd. Men dommedagen, det er også en historisk faktum. Det er en dag som Gud har fastsat, siger Paulus. En dag som Gud har fastsat, og det her ord fastsat igen, det betoner at Gud har fået bestemt det her før verden blev grundlagt. Og hvad er kriteriet for at blive fralds på denne dag? Det er troen på Jesus. Paulus han afslutter sin tale med at kalde folk til omvendelse, kalde folk til at tro på Jesus for at blive fralds på dommens dag. Men tanken om Jesu opstandelse, tanken om en universel dommedag, Det er for provokerende for folket i Athen. De spottede ham, da han nævnte det her. Men hvorfor gjorde de det? Det var fordi en dyb forudsætning i kræftskultur, især i Athen, var, at der ikke findes noget liv efter døden af den. At der i hvert fald ikke findes nogen opstandelse. En af deres store kulturelle helte, en dikter, der hed Aeschylus, han skrev i den fjerde århundrede før Kristus, Nogle meget kendte ord. Han skrev, når støvet har opsuget i mænds blod, når han engang er død, er der ingen opstandelse. Og så står Paulus og siger til dem, der er en opstandelse. Guds søn er opstået fra de døde, og I skal også stå op fra de døde. Opdelt til dommedagen. Det her holder ham ikke tilbage fra at forkynde evangeliet og hans opstandelse for dem, selvom de blev forarvet og spottet ham. Og hvad sker der så? Alligevel er der nogen, der tror. Alligevel troede nogen på hans budskab. Men hvordan kan det være? Hvordan kan nogen tro på det her evangelium, når det går imod alt, hvad de tror på, alle deres forudsætninger, hele det verdensbillede, de er vokset op med? Hvordan kan vi forvente, at folk skal tro på evangeliet, når det går imod alt, hvad de tror på? På grund af Guds suveræne nåde. Ligesom Herren åbnede Lydias hjerte til at tro på Paulus' ord i Apostelsgerninger 16-14, ligesom Evangeliet stak folket i hjertet under Peters forkyndelse i Apostelsgerninger 2-36, sådan var det for Paulus i Athen. Et folkeslag, som aldrig havde hørt om Jesus, som aldrig havde kendt andet end afgudder, templer og gudets billeder. De blev mødt af Guds ord. De blev mødt af Gud selv. Og selv her var der folk, der kom til tro på evangeliet. Her slutter Paulus' tale. Her slutter min prædiken også. Må vi huske på heligåndens kraft og Guds magt til fredelse ved evangeliet. Når vi beder om, at vores familie, vores venner, vores børn må komme til tro, Guds ord er aktiv og virksom, når vi forkynder det, når vi læser det, når vi fortæller det til andre. Det ord, som Paulus talte til folket den dag, det ord, som vi læser i vores Bibel, det bygger os op i troen, og det ord fører andre til troen. Og må Gud så velsigne det ord til os i dag.